UOFFICIEL 1. OG 3.PLADS TIL DE TO B07 HOLD I PGT

 

Med 11 spillere, der skulle spille på to 5M hold, var vi nødt til at tænke kreativt op til årets PGT turnering, så der ville være mulighed for at skifte ud undervejs i de i alt 11 kampe, der skulle afvikles -hvoraf den ene endda skulle stå internt mellem vores egne hold.

Løsningen pegede på en dobbelt-belastning af Elias A, målmanden på København X-holdet, som var holdet, der som udgangspunkt havde 6 spillere til rådighed. Med forholdsvis friske ben skulle Elias efter hver X-kamp smide målmandstrøjen og spille i marken for Y-holdet, der dermed også ville have 6 spillere til rådighed. Da X´erne dog også havde U8´ernes målmand, Tobias, med til PGT, hvor årgangsopdelingerne ikke følger vores hjemlige opdeling, skulle der også være målmandstid til Tobias, og Elias måtte derfor også ud i marken til tider på X-holdet, så masterplanen holdt ikke til alle tider, og andre spillere måtte ligeledes supplere på begge hold en gang imellem.

 

I sidste ende gik puslespillet op på en fornem måde, og de to hold kunne dele en uofficiel 1. og 3. plads imellem sig – kun Helsinki 1 fik klemt sig ind mellem dem, da de udlignede til 1-1 fire sekunder før tid i opgøret mod Kbh X.

 

København X nåede i løbet af de 6 kampe op på 3 sejre, 2 uafgjorte (mod begge Helsinki-hold) og et enkelt nederlag mod upåagtede Stockholm/Malmø, som dermed fejrede deres største triumf.

Holdet bestod af:

B07 (63)

Elias A – der stod en næsten fejlfri turnering i målet, men dette år i endnu højere grad markerede sig i marken, både som rækkens topscorer (primært gennem de 4 kampe for Y, hvor det blandt andet blev til to uægte hattricks), men også ved at afgøre det interne danske opgør med et flot hovedstødsmål. Det var dog ikke kun målene, Elias imponerede med: Vi fik også saksespark og glidende tacklinger at se hen ad vejen.

B07 (136)

Tobias – som fik to hele kampe og to halvlege på mål, samt en hel del spilletid i angrebet. Som angriber nåede han ikke at få scoret, men som målmand på et 7M mål fik han gjort en god og stabil figur og imponerede u10 spillerne.

B07 (97)

Elias B – skiftedes med David om at spille i forsvaret eller som den arbejdende midtbanespiller. Hans spil blev bedre og bedre gennem turneringen, hvor han fandt balancen mellem de personlige ambitioner og ansvaret for holdet som helhed, og når det var på plads, kom målene også.

B07 (71)

Noam – var holdets anden u8-spiller. Selv om han startede med at sikre os uafgjort 2-2 i den allerførste kamp mod Helsinki 2, varede det lidt tid, før han smed respekten og benovetheden. I søndagens kamp strålede han dog fra start af, og i løbet af de første to minutter stod han først for et gennembrud og et farligt indlæg, og derefter for en formidabel dribletur, der skaffede os et straffespark, som David iskoldt udnyttede.

B07 (117)

David – brugte også nogle kampe, før han for alvor kom i gang med de overraskende driblinger, de præcise langskud og de effektive tåhylere. I søndagens afsluttende kamp mod Stockholm stod han for et vaskeægte hattrick på ti minutter, og da han blev sendt på banen som ekstraspiller for Y-holdet, da de kom bagud 0-3 mod Helsinki 1, behøvede han kun et minut til at score, hvorefter han måtte ud igen. Det blev så til gengæld starten på et fremragende comeback, så kampen endte 3-3.

B07 (124)

Yotam – spillede primært i angrebet og måtte ud i nogle ganske lange løbeture på de store (og ikke særligt gode, men sneen var først smeltet for tre uger siden) baner. Vores megen træning i en mod en med målmanden honorerede han med to scoringer i netop sådanne situationer.

 

 

København Y blev årets – uofficielle – PGT-vindere med 4 sejre, 1 uafgjort (3-3 mod Helsinki 1 efter at have været bagud 0-3) og et nederlag (til Kbh X).

 

Holdet bestod af fem faste spillere, men lånte undervejs primært Elias A og ved et par lejligheder nogle andre spillere:

B07 (158)

Gabriel – stod på mål i samtlige 6 kampe, og var dermed den eneste B07-spiller, der fik fuld spilletid. Særligt i starten af turneringen, hvor holdet endnu ikke var kommet i fulde omdrejninger, var der hårdt brug for hans indsats i målet, og han imponerede med frygtløshed og fightervilje, hvor de hårde fald på den elendige bane ikke skræmte ham.

B07 (156)

Benjamin – startede i forsvaret, men blev i løbet af turneringen brugt mere og mere som angrebsspiller. Han var svær at komme udenom og styrede spillet bagfra med fornuftige afleveringer, men på den store bane blev han i forsvaret udfordret af nogle lange løbeture. Angrebsmæssigt stod han – udover et godt mål i afslutningskampen mod Helsinki 2 – for et flot forarbejde til Samuels mål mod Stockholm.

B07 (33)

Itamar – fik både brugt sine kræfter på midtbanen og i forsvaret. På et hold, hvor det var svært at komme til at skifte ud, når der kun var en reserve, og der skulle spilles på en stor bane, blev konceptet, at han i en del af kampene spillede fuld tid i forsvaret, hvor der skulle løbes noget mindre. Det forhindrede ham dog ikke i at komme på scoringstavlen et par gange – bl.a. med et flot hovedstødsmål på hjørnespark.

B07 (50)

Joel – viste rigtig god form, da han på fornem vis dækkede den hårde midtbaneplads i alle seks kampe. Han viste forståelse for, at der til PGT skal ydes noget ekstra og arbejdede hårdt både fremad og bagud i banen. Undervejs blev det til et par minutter – og et hovedstødsmål – for X´erne, men endnu en gang kom de fleste af hans points fra oplæg, bl.a. tre målgivende afleveringer på hjørnespark.

B07 (46)

Samuel K – havde udgangspunkt i angrebet, men blev også brugt som aflastning på midtbanen, hvor han med hurtighed og energi var god til både at føre bolden frem, og til at indhente og forpurre modstandernes kontrastød. Han stod for sit sædvanlige signatur-mål, da han mod Stockholm dukkede op tæt inde under målet og bugserede Benjamins tværbold ind.

B09 (123)

Nevo – satte undervejs en bemærkelsesværdig PGT-rekord, da vi lånte ham i 10 minutter til kampen mellem X og Y, hvor Y´erne ikke havde nogen udskiftningsspillere til rådighed. Han var først – blandt andet med en scoring – med til at sikre en god start for hans eget B09 hold, kom så over til os, hvor han scorede vores mål ved at stjæle bolden fra David og komme alene igennem mod Tobias, hvorefter han vendte tilbage til slutningen af B09 kampen og scorede igen.

 

Bagerst: Træner Morten, Benjamin, Joel, Itamar, Samuel, Gabriel

Forrest: Tobias, Elias B, Yotam, David, Noam, Elias A

X