PGT FÅR STOR SUCCES I NYT FORMAT
Den årlige ungdomsfodboldturnering for de nordiske menigheder er blevet stor – meget stor. Ikke alene deltager over 250 børn og unge som fodboldspillere, men lige så mange forældre, søskende og bedsteforældre rejser med, og for de små menigheder som den i Helsinki er det en særdeles stor opgave at skulle huse så mange aficionados.
Maccabi Helsingfors havde derfor valgt at lægge hele PGT ud af byen og over til et sportsresort, hvor de næsten 500 PGT-gæster kunne sætte hinanden i stævne. Fodbold, samvær, shabbat og spisning gik op i en højere enhed for deltagerne fra København, Malmø, Gøteborg, Oslo, Stockholm, Helsinki og vores nye venner fra Tallin. Det var et fantastisk velegnet sted, der både kunne huse fodbolden og fritiden for de aktive familier, og i køkkenet havde man stået på hovedet for at kunne servere 4 kosher måltider om dagen – både mælk og kød – så kosherbutikken i Helsinki vel nok fordoblet sin årsomsætning på disse fire dage.
BÅDE HELE OG HALVE DANSKE HOLD I TURNERINGEN
Desværre er Hakoah i København den eneste klub, der har aktiviteter på daglig basis, og det er endda ikke i alle aldersgrupperne, som der spilles i til PGT. Derfor har sloganet ´det er vigtigere at deltage end at vinde´ en reel betydning til PGT, hvor rigtig mange hold er fælleshold mellem to eller flere byer, så det er muligt for alle at have et hold at spille på.
I årets turnering indgik vores to piger i aldersgruppen G05/06 på et 5mands fælleshold med Stockholm, ligesom vores tre piger i G07/08 gjorde. I begge grupper prioriterede man spillet og negligerede resultaterne, så holdene blev blandet rundt fra dag til dag, og der blev ikke kåret nogen vindere.
G05: Det danske indslag på holdet: Rebecca og Maja er at finde i bagerste række til højre
G07: Det danske indslag: Nathalie og Olivia i midten til venstre og Leah bagerst til venstre
OFFICIELT OG UOFFICIELT METAL TIL ALLE DANSKE HOLD
Også vores to drenge i Boys03/04 rækken trådte ind på et 7mands fælleshold sammen Gøteborg og Stockholm. Her har vi en aldersgruppe, hvor Nordens jødiske demografi har et hul, og ingen byer kan stille et eget hold. Modstanderne var derfor et andet blandingshold, som kom fra Malmø og Helsinki, samt et to år ældre og særdeles dygtigt pigehold fra Stockholm, der til sommer skal deltage i juniormaccabiaden i Israel. I alle rækkerne havde arrangørerne prioriteret, at man kunne spille mange kampe, så de tre hold skulle møde hinanden 4 gange, og spændingen var hurtigt forduftet, da København/Gøteborg/Stockholm-holdet vandt samtlige deres kampe og tog guldet, mens Stockholm-pigerne vandt deres opgør mod Malmø/Helsinki.
Den ældste aldersgruppe, B01, blev også hurtigt afgjort. Vi deltog med 7 spillere, som suppleret med tre Malmø-drenge skulle tage kampen op mod Stockholms maccabiadeaspiranter og et Helsinki/Gøteborg-fælleshold. Det blev til nogle tætte opgør mellem København/Malmø og Stockholm, men stockholmerne trak hver gang det længste strå, og da begge hold slog Helsinki/Gøteborg, tog vi sølvmedaljerne med hjem.
Siden sidste års PGT har vores Girls03/04 hold trænet regelmæssigt under ledelse af Andrea Uzan og Viktor Feldman. Fremgangen var tydelig, selvom holdet måtte strække våben mod Stockholm, så blev det til fire yderst jævnbyrdige opgør mod Oslo – 1 vundet, 2 uafgjorte og 1 tabt – og i sidste ende delte vi sølvmedaljerne med Oslo.
Stående fra venstre: Rebecca, Kamma, Melanie, Chanchi, Mimi, træner Andrea Uzan
Forrest: Tram, Nina, Hannah, Ida, holdleder Viktor Feldman
Den yngste 7mands række, og dermed den yngste række, hvor man spillede om ´officielle´ resultater og med stillinger, B05/06, var også den mest interessante: Både fordi der med Estlands deltagelse var 6 hold i rækken, fordi der var stor jævnbyrdighed, og fordi rækken som den eneste kulminerede med finaler om søndagen.
Vores ellers vel sammenspillede hold fik en skidt start og fik kun et enkelt point ud af torsdagens to kampe, hvor vi slet ikke fik scoret, men med tre sejre om fredagen, endte vi faktisk på 1.pladsen i grundspillet og skulle søndag ud i en finale mod fællesholdet fra Oslo, Malmø og Gøteborg (OMG!). Desværre meldte scoringsproblemerne sig igen søndag, og OMG! vandt finalen 2-0 på et tidligt frisparksmål og et sent straffesparksmål.
I B07/08, hvor vi også har turneringshold til hverdag, stillede vi med 11 spillere, hvilket absolut var for mange til et enkelt 5M hold, men til gengæld krævede en del krumspring og rovdrift, så vi kunne stille med 2 hold. I sidste ende lykkedes det at få kabalen til at gå op, så vi gennemførte med to hold, og selv om der ikke spilles med resultater i aldersgruppen, kan det uofficielt røbes, at København X vandt 3 kampe, spillede 2 uafgjort og tabte en enkelt, mens København Y vandt 4 kampe, spillede en uafgjort og tabte en (til København X). Dermed vandt København Y – uofficielt – turneringen, mens Helsinki 1 med udligning til 1-1 på kampens sidste spark hev X´erne ned fra 1.pladsen til 3.pladsen og kilede sig ind mellem de to danske hold.
I den yngste række, B09, var der meget stor forskel på holdene. København, som råder over et sammenspillet og talentfuldt turneringshold, var særdeles overlegne fra start af, og selv om træner Rafi Asraf accepterede, at modstanderne kunne starte med 6 spillere mod vores 5, var der kun en enkelt kamp, hvor der var spænding om resultatet, da Helsinki 1 udnyttede fordelen til at komme hurtigt foran 3-0. Københavnerne vendte stærkt tilbage og bragte sig på 4-3, inden hjemmeholdet udlignede på et sent straffespark, så holdet for andet år i træk vender ubesejrede hjem fra PGT.
Bagerst: Jonathan, Noam, Jacob, træner Rafi Asraf
Forrest: Noah, Nevo, Alexander, Phillip
TILBAGE TIL NORMALEN I OSLO
Næste års PGT skulle oprindeligt foregå i København med pga renoveringen af Synagogen og de begrænsninger, der derfor ligger omkring brugen af Det Jødiske Hus, er det aftalt, at Oslo hopper ind foran i køen.
Selv om sports-resort løsningen viste sig at være en stor succes i Finland, kommer Oslo til at satse på den traditionelle PGT-afvikling med indkvartering på hotel for de yngste, der rejser med deres familier, og indkvartering hos værtsfamilier for de ældre, der rejser alene, men under alle omstændigheder plejer turene til Oslo at være store oplevelser – vi glæder os.