GIRLS01
Bagerst fra venstre: Sarah, Maya, Miriam, Emily, Lea, Sofia
Forrest: Melanie, Rebekka, Kamma, Ida, Tram
De forsvarende sølvvindere lod metallet gå videre
Med støvlerne liggende klar til kamp samledes de forsvarende mestre på Oslo-båden. Taktikken skulle planlægges. Og forventningerne var også vigtige at få afstemt. Der var siden sidste turnering sket betydelige ændringer på guldholdet. Ændringerne var primært af teknisk karakter. Flere af stamspillerne var nemlig i løbet af året stoppet til fodbold, og det ville sikkert betyde en del for skarpheden i kampene. Men vi kendte ikke modtandernes styrker og svagheder og aftalte derfor følgende tostrengede plan:
- Vi tager til PGT fordi vi vil have det sjovt
- Vi spiller for at vinde
Det var to klare mål, som skulle vise sig at bære holdet stærkt igennem en hård turnering. For at stå bedst muligt på banen, fik vi til taktikmødet fordelt de forskellige pladser på banen. Vi skulle spille 7 på banen, og da vi var 8 på holdet, havde vi plads til en på udskiftningsbænken.
Opstillingen
Vi havde to spillere på målmandsposten. Tram var det helt naturlige førstevalg med Rebecca som stærkt alternativ.
I forsvaret styrede Miriam og Maja tropperne med stor sikkerhed. Mariam var konsekvent og effektiv i taklingerne og Maja brugte både støvler og stemmen til at styre slagets gang. Meget tidligt i turneringen måtte vi desværre sende Sarah, som var vores tredje forsvarsspiller, på hospitalet med en brækket arm. Heldigvis for os kom Sarah tilbage på PGT-stadion og kunne følge resten af kampene fra sidelinjen, som vigtig supporter.
På midtbanen var Emily kaptajnen med overblikket og den flotte grundform fra den daglige hjemlige træning, gav mange fine løb med bolden. Sofia var den strategiske løjtnant, som havde stort løbepensum og som samarbejde godt med Tram, når målmandsposten blev skiftet ud til fordel for en god indsats på midtbanen.
På toppen huserede den hurtige og angrebslystne Lea, som med sit dybdeløb var en evig trussel på modstandernes banehalvdel. Og når Lea trængte til et hvil sendte vi Rebecca på banen, som også jagtede alle bolde. Nu ikke længere som målmand, men som angriber.
Men selvom vi havde roller, ansvar og motivation i højeste gear, mødte vi hold fra Stockholm og Oslo, som overmatchede os i de indledende runder. Og da vi jo meget hurtigt i turneringen mistede Sarah, måtte vi tænke alternativt. Vi nægtede at gå på kompromis med vores to målsætninger. At vinde og have det sjovt. Således fik vi styrket holdet med to mere erfarne spillere fra 9. klasse. Her viste Laura og Safir stor styrke og fik os tilbage i turneringen med fornyet styrke. Vi stod fortsat uden sejr, men med ny forstærket kampånd.
Som turneringen skred frem meldte skaderne sig. Emily og Miriam var mest mærket af småskader. Det krævede nye rokeringer og hjælp udefra. Her viste sammenholdet fra Carolineskolen sin uvurderlige styrke. Når man kender hinanden fra skolen, er det meget nemmere at holde sammen og bygge et nyt hold op. Også når modstanderen har overvægt i både mål og spil. Laura og Safir fra 9. klasse var fortsat en del af holdet, selvom de også spillede fuldt program på deres rigtige hold.
Vi stod stadig uden sejr da vi gik ind i de afsluttende kampe. På grund af skader måtte vi derfor hente nye spillere ind på pladserne. Der blev fundet ekstra støvler og benskinner. Og vupti havde vi to helt nye spillere klar til kamp. Ida Bobrow og Kamma Rappeport træk i Hakoah-tøjet og gik ind i forsvaret med fornyet styrke. Ligeledes fik vi også Sofie Sårde Baastrup mere fast med på banen. Holdets nye Baastrup-turbo var fantastisk at få ind på vores pressede midtbane.
Vi spillede fortsat for at vinde, men med større overvægt i at have det sjovt. Og det havde vi. Kampene sluttede alle med sejr til Oslo eller Stockholm, men vi fastholdt vores første ambition: at tage til PGT for at have det sjovt.
At vores 7. klasse-hold udviklede sig til at være et ægte Caroline/Hakoah-skole-hold med spillere lige fra 4. til 9. klasse gjorde bare vores tur til et smukt symbol på, at man sagtens kan deltage i en turnering, uden at vinde men have en super fed tur alligevel.
Mange tak fordi jeg fik æren at være jeres PGT-træner, og I blev ved med at kæmpe til sidste dommerfløjt. Medaljerne tager vi retur til København næste år.
Jens Peter Blachmann Udsholt, træner for det gamle sølvvinder-hold