BOYS01

Bagerst: Morten Margolinsky, Ruben, Simon W, Benjamin G, Gabriel, Benjamin W

Elias, Simon G, Daniel V (Malmø), Julian, Daniel L (Malmø)

B01 – et u-fuldendt comeback, trods hjælp fra Malmø

 B01-årgangen stillede op til PGT som forsvarende mestre, efter vi sidste år sammen med 00´erne vandt en sikker sejr i Gøteborg, men allerede inden turneringen truede et sent afbud fra Adam og vores traditionelle målmandsproblemer med at underminere vores favoritværdighed.

Det var derfor med kyshånd, vi tog imod muligheden fra Malmø for at supplere truppen med målmanden Daniel V og forsvarsspilleren Daniel L, hvilket bragte vores trup op på – i udgangspunktet – solide 10 spillere.

 En rusten førstedag

På førstedagen viste det sig imidlertid kostbart, at ingen af spillerne havde spillet 7M fodbold siden sidste PGT, og nogle endda slet ikke havde spillet fodbold siden. En småsyg anfører Gabriel kunne ikke spille med i åbningskampen mod Stockholm, og det u-sammenspillede hold kæmpede for at finde den ideelle holdopstilling.

Vi åbnede med Daniel V på mål, Benjamin W og Simon G i forsvaret, Benjamin G – de sidste års samlingspunkt i forsvaret – Julian og Simon W på midtbanen og Ruben i angrebet, mens Daniel L og PGT-debutanten Elias startede på bænken.

Starten var fremragende og i løbet af de første 10 minutter bragte Simon W og Ruben os foran med 2-0, og da vi foretog første udskiftningsrunde, så alt ud til at vi kunne køre en sikker åbningssejr hjem, men hvor vi havde to mand at gøre godt med fra bænken, havde Stockholm ikke mindre end 8 reserver at sætte ind og skifte gear med. Det blev en forfærdelig anden halvdel af halvlegen, hvor Stockholm fik etableret et voldsomt pres og scorede tre alt for nemme mål.

Vi forsøgte at komme ud til anden halvleg med nye kræfter, men et billigt straffespark lukkede luften ud af vores forsøg på at vende kampen og i slutfasen kom Stockholm endda på 5-2.

I anden kamp stod vi over for sidste års finalemodstandere fra Gøteborg, hvis ishockey-målmand vi ikke havde den store respekt for – det skulle vise sig at være en fejl…

Desværre havde Daniel V slået en finger, og vi var nødt til at sætte Simon W på mål, og prøvede at trække Benjamin G tilbage i forsvaret sammen med Daniel L, mens Gabriel forsøgte at se, om der var kræfter til at være med på midtbanen. Vi fik igen en fin start, men Gøteborgs målmand viste, hvor gode reflekser der sidder hos en ishockeymålmand, og han kom i vejen for samtlige danske forsøg, mens svenskerne til gengæld fik et par lette mål, da lange bolde fra deres bagerste rækker ved to tilfælde fik lov til at passere over vores forsvarere og gav dem to friløbere mod Simon.

I anden halvleg fungerede vores spil bedre, men Gøteborg stod godt i forsvaret og scorede atter to mål på omstillinger, så vi tabte 0-4 – Simon G var i slutfasen den, der kom nærmest på en dansk scoring, men overplacerede sin afslutning.

En andendag med lovende takter fusede ud igen

Vi måtte på andendagen opgive at få Gabriel spilleklar, men havde nu fået vores holdopstilling på plads med Daniel V på mål, Simon´erne G og W i forsvaret, Julian på midtbanen med Benjamin´erne W og G, og Ruben i angrebet. Daniel L kunne skifte ind i forsvaret, mens Elias kunne komme ind i angrebet, hvilket gav mulighed for at rykke Ruben tilbage på midtbanen.

Vi startede tidligt mod Gøteborg og spillede en glimrende kamp, hvor nogle afgørende faktorer var, at Simon W fik pakket deres teknisk stærke men meget temperamentsfulde angriber ind, mens Simon G, Julian og Benjamin W fik gang i deres spil.

Vi skabte atter et hav af chancer, men i modsætning til førstedagen fik vi nu scoret på flere af dem ved først Ruben og Benjamin W, og Elias fik lejlighed til vise sine gymnastiske jubel-evner, da han scorede sejrsmålet til 3-2 med 10 minutter igen, hvilket fik en svensker til at kvittere med at sparke ham ned, da han landede efter sin baglæns salto.

 Turneringens mest frustrerende kamp blev vores 3-3 opgør i sidste indledende kamp, hvor vi igen stod over for Stockholm. På de korte 7Ms baner fastholdt svenskerne kampen igennem, at alle bolde, deres målmand havde fat i, skulle sparkes direkte på mål for at lægge pres på Daniel V i vores mål. På grundlag af udspark og en stor mængde målspark, da vi havde store problemer med at ramme inden for målrammen på vores afslutninger, vandt Stockholms målmand på egen hånd skudstatistikken og skaffede svenskerne en masse hjørnespark. I første halvleg lignede kampen en grusbane-tenniskamp med baglinie-dueller, da vores målsparker, Simon W, også forfaldt til at lægge lange bolde fremad, som oftest gik ned til svensk målspark.

Ved pausen var stillingen 2-2 på to nye mål af Ruben og Benjamin W, og i en kamp, hvor vi på grund af Daniel L nu også var blevet syg, kun havde en enkelt reserve at gøre godt med, kunne man have frygtet, at vi ville gå ned, da Stockholm ikke alene fik foræret et nyt tyndt straffespark, men også fik lov til at sparke det om, da de i første omgang havde brændt, men dommeren åbenbart ikke havde fløjtet. Heldigvis fik dog udlignet i slutfasen, da Simon W sparkede et frispark direkte ind, hvilket var ganske godt for moralen i en frustrerende, men egentlig ligegyldig kamp, da vi alligevel stod til at skulle møde hinanden i semifinalen.

En bænk og et plankeværk til forskel

Med kun tre hold i rækken havde Gøteborg med to Malmø-spillere kvalificeret sig direkte til finalen, mens vi skulle møde Stockholm for tredje gang i kampen om den anden finaleplads.

På grund af Norges nationaldag den 17.maj skulle hele turneringen færdigspilles om fredagen, og det begyndte at kunne mærkes på vores 8 spillere, at vi kom ud i den tredje hårde kamp på samme dag, mens Stockholm med 15 spillere havde bedre muligheder for at fordele byrderne. Og semifinalen blev bestemt heller ikke en kamp, hvor der var mulighed for at finde hvile.

På midtbanen var Benjamin G efterhånden godt slidt, og selv om han sammen med Julian, Benjamin W og Ruben fik etableret det pæneste spil, der blev vist i årets række, måtte vi lægge større og større ansvar over på Ruben, som blev nødt til at trække tilbage som central midtbanespiller, da vi stadig måtte undvære Gabriel, og Benjamin Gs kræfter efterhånden slap op. Vi kom bagud med 0-2, men var bestemt ikke slået, og på to mål af Benjamin W fik vi udlignet og pressede gennem hele anden halvleg Stockholm i bund, men deres målmand præsterede en række store redninger, og ved to lejligheder, hvor han blev passeret, reddede en forsvarsspiller på stregen.

Kampen gik i forlænget spilletid, og det danske pres fortsatte, men med få minutter igen kiksede det pludseligt i vores forsvar, hvor en tilbagelægning til Daniel V blev for kort, og en energisk stockholmer fik tacklet bolden i mål, og få øjeblikke senere lukkede de kampen med 4-2 målet efter et frispark – finalepladsen var gledet os af hænde, og vi måtte i år nøjes med bronze.