2004 – GØTEBORG
15 damejuniorspillere til kamp mod Säve (0-2)
Bagerst fra venstre: Træner Jonas Bikov, Natlia, Nili, Daniella, Maja, Denice, Dahlia og Nadine.
Forrest: Rivkah, Noomi, Nicole, Yael, Michelle, Laura, Sophie og Sara.
YNG87/88
PGT-drama til den helt store GULD-medalje.
Hvad er en fodboldturnering uden dramatik, temperament og indædt fight – nej vel, vi skal jo nødigt kede os. Det var bestemt heller ikke dramatik, temperament og fight, der manglede i dette års PGT-ynglingegruppe.
Vi lagde torsdag eftermiddag ud mod et middelmådigt Stockholm-hold, som havde det svært mod vores teknisk gode spillere. Ofte kom stockholmerne for sent i tacklinger, som derfor resulterede i nogle grimme frispark. Vores spillere havde til tider svært ved at ”stay-cool”, når de, med en ikke alt for skarp dommer, gang på gang oplevede grimme eftertacklinger. Med ømme muskler og småskader fik vi dog hentet en ”pligtsejr” på 8-1 i hus.
Dagens absolutte højdepunkt var mod ”ærkefjenderne” fra Gøteborg. Svenskerne stillede med et stærk og homogent hold. Kampen blev også lige så intens som forudset. Gøteborg startede meget offensivt og pressede faktisk vores spillere helt i bund i kampens første 15 minutter. Takket være en ineffektiv angrebsduo udeblev Gøteborgs ellers forventede scoring. Anderledes konsekvent var vores drenge, som kun havde én reel chance de første 20 minutter af kampen. Men hvilken chance – Adam K. opsnappede bolden næsten midt på banen og løb ene mand kontra og målrettet ned mod Gøteborgs målmand, som blev passeret med flat hårdt skud. Vores 1-0 føring holdt dog desværre ikke længe, da Gøteborg-spillerne nu var godt tændte på at vise deres værd. Udligningen kom da også velfortjent og da temperamentet blandt vores spillere, grundet nogle tvivlsomme dommerkendelser, nu kogte over, formåede vi simpelthen ikke at ”stay-cool”. Gøteborg udnyttede ubarmhjertigt vores mentale opløsning og scorede til slutresultatet 2-1 til Gøteborg.
Noget nede i kulkælderen mødte vi i dagens tredje kamp igen Stockholm, hvor besynderlige dommerkendelser igen var ved at sætte sit negative præg på vores drenges spil. Dog formåede vi at holde hovedet så koldt, at en sejr på 4-1 gav os en samlet bedre målscore (12-2) i vores opgør med Stockholm end Gøteborgs målscore (11-1) ligeledes mod Stockholm. Denne målscore skulle vise sig at blive udslagsgivende – til vores fordel !
Søndags kamp mod Gøteborg var en rigtig knald-eller-fald-kamp. Lad mig kort og godt konkludere: Med pragtfuldt målmandsspil af Danny V., intens og fair holdfight samt en god portion held hev vi en 1-0 sejr hjem. Da arrangørerne samtidig havde hentet en erfaren og kompetent dommer ind til at styre kampen, blev denne ”søndagsfinale” en sand fornøjelse, hvor alle spillere alene havde fokus på at spille fodbold.
Ved kampens slutfløjt kunne ynglingegruppens endelige regnskab gøres op: København – tre sejre og en målscore på 14-4, Gøteborg – tre sejre og en målscore på 13-3 og Stockholm fire nederlag og en målscore på 3-23.
Vores drenge vidste godt inden Gøteborg-kampens start, at en 1-0 sejr var nok til at vinde den samlede turnering på reglen om flest scorede mål. Det var da også en fornøjelse at se drengene bryde ud i sand jubel, da dommerens slutfløjt lød.
Jeg har nu haft den ære at være træner for disse dejlige (og temperamentsfulde !) drenge gennem fire PGT-turneringer. Med tre vundne turneringer ud af fire mulige kan vi vel godt tillade os at kalde holdets indsats i disse år for en dansk Hakoah-succes.
Der skal fra min side lyde en stor tak til Danny, Jakob, Idan, Adam, David, Adam, Jonathan, Ilan og Jonathan for dette års dejlige, intense og til tider nervepirrende øjeblikke. – Kol hakavod drenge !
Bare en lille ting til: Hvad med næste år – er I klar eller hva´……?
Med de bedste fodboldhilsner
Martin Hirsch
YNG87/88 – bagerst fra venstre: Idan, Jonatan G, Danny, Jacob, Adam, træner Martin Hirsch
Forrest: Jonathan Z, Adam, David og Ilan
JUN 89/90:
Pokalen tilbage til KBH.
Da vi sidste år tabte finalen til Finland efter straffespark, var alle enige om at pokalen skulle erobres tilbage næste år.
Så da holdet skulle samles, var alle klar, og vi samlede et stærkt hold med følgende spillere.
Jonathan Lehmann, Ronnie Skolnik, Andre Rothschild, David Altschuler, Max Gozal, Patrick Rosenbaum, Ari Bassan, Ilan Nadelmann,Philip Nussbaum.
På vej til Gøteborg var humøret højt og forventningerne og kravene ikke til at tage fejl af.
Vi nåede lige at ankomme til banerne inden den første kamp skulle starte.
Det var på papiret en “let” start mod Norge.
Vi stillede op med Jonathan på mål, Patrick og Philip bag, David og Max på midten og Ari og Ilan fremme.
Ronnie og Andre var klar til at gå ind når trætheden meldte sig.
Vi havde en lidt famlende start hvor vi lige skulle lærer hinanden at kende, bl.a. Philip er helt ny i PGT sammenhæng, en god spiller med teknisk forståelse.
Trods det var vi foran 2 – 0 ved halvlegen, ikke på godt spil men på fight.
Til gengæld kom der snit over anden halvleg. Den vandt vi 6 – 2, så en samlet sejer på 8 – 2 kunne vi være ganske tilfredse med.
Vores stærke Målmand Jonathan redde et straffespark.
Fredag var dagen hvor de afgørende kampe lå. Desværre havde man lagt begge kampe mod Finland om fredagen, så en finale om søndagen som vi plejer kom ikke på tale.
I den første kamp havde vi trukket Ari lidt tilbage på midtbanen, så vi kunne udnytte hans gode fysik og arbejdskraft, samt mange driblingere. Dette gav plads til at David kunne rykke frem, når han havde et af sine mange rush frem af banen, hvor ingen modstandere kunne følge med. Og han løb lige hurtigt med eller uden bold.
I forsvaret var Patrick bundsolid, stod de rigtige steder og stoppede alle tilløb til farlige situationer, med god assistance fra Philip, samt midtbanen.
Igen var vores store styrke fight og da vi så også begyndte at spille sammen, var vi ikke til at styre.
Nogle flotte mål krydret med nogle super redninger af Jonathan, gjorde at vi tog “første stik” med cifrene 4 – 1. Fuld fortjent.
Nu var selvtilliden i top, men spillerne ville godt bytte lidt rundt, så David kom ned i forsvaret, og Philip op på midten.
Træneren var stor modstander, men accepterede det til sidst, mod at Philip bakkede op når David gik frem.
Jeg må indrømme at det var et smart træk.
I den anden kamp mod Finland var vi total dominerende fra start til slut. Selv om David var i forsvaret, var han manden bag vores to første mål, med to perfekte fremspilninger til Ilan der med sin hurtighed spurtede fra modstanderen og udplacerede målmanden.
Bolden blev spillede rundt og alle spillre tog del i både det defensive og det offensive, og vi gjorde det ikke sværere end evnerne rakte til.
Andre og Ronnie erobrede mange boldte og var godt med i opspillet
Resultatet 3 – 2 var ikke retvisende for vores dominans i kampen , men det betød ikke så meget.
Sejren var vores og vi havde nået vores mål. At være Skandinaviens bedste hold.
Nu var der kun en, for placeringen ligegyldig, kamp tilbage søndag mod Norge.
Efter endnu et spille ønske, kom Patric på mål og Jonathan ud i forsvaret.
Det startede godt med et perfekt gennemspilede angreb hvor Max afslutede med en sikker scoring.
Men vores målmand-disposition sammen med en total kollektiv kollaps og et godt fightende norsk hold, tilføjede os det første nederlag til Norge i mange år på 3 – 2,
Hvis vi overhoved har tabt til dem før !!!!
Men det var lige meget. Jeg er sikker på at den sejr betød mere for Norge end nederlaget betød for os. Der var ikke nogen sure miner hos hverken spillere eller træner.
Det viste også, at ingen er uovervindelig, alle skal være på dupperne hver gang.
Samlet set må vi sige, at vores hold var klart det stærkeste når det galt, og der var en fin bredde på holdet, hvor alle spillere fik scoret.
Jeg håber at vi kan samle et lige så stærkt hold til næste år i Oslo, så vi kan beholde titlen og måske også lige få revanche mod Norge.
Tak til alle spillerne for en dejlig weekend i Gøteborg.
Med sportslig hilsen
Martin Norden
JUN 89/90 I PGT:
Bagerst fra venstre: David, Ari, Ronnie, Patrick og holdleder Martin Norden
Forrest: Ilan, Max, Jonthan, Andre og Philip
SØLV TIL DRG91/92
Med ikke mindre end 13 spillere i truppen kunne det danske drg91/92 hold skifte ud i to kæder, når PGT startede med kamp mod Stockholm, der for første gang var med i årgangen.
Alle aftaler var på plads, og de to kæder tilpas jævnbyrdige til at Stockholm ikke blev sluppet ind i kampen, selv om vi skiftede 6 mand ind umiddelbart efter Maor med et hovedstødsmål midt i 1.halvleg havde fulgt op på Jacobs to indledende mål og bragt os foran med 3-0.
Det blev dog ikke til yderligere mål før Maor og Jacob var tilbage på banen fra starten af 2.halvleg, og de atter tegnede sig for en scoring hver, men deres kæde måtte dog også lukke en reducering til 5-1 ind. Elul fik æren af at lukke kampen med en smuk scoring til 6-1, umiddelbart inden hans kæde blev rystet af et grimt uheld, hvor Akiva vred om i knæet og måtte udgå.
På andendagen var det hurtigt konstateret, at Akivas skade ville holde ham ude af turneringen, men med 5 spillere på sidelinien ad gangen, valgte vi at holde fast i konceptet med massive udskiftninger på en gang. Dermed blev der sikret rimeligt klare aftaler og undgået store omrokeringer, når de mange nye spillere skulle sluses ind i kampen, samtidig med at alle fik lige meget spilletid. Førstedagen havde vist, at truppens spillere var jævnbyrdige nok til, at vi ikke blev svækket, ligegyldig hvem der kom ind.
Mens forsvaret holdt fast i to kæder med henholdsvis Daniel S/Joel og Philip/Micah blev der afprøvet forskellige konstellationer blandt midtbanens tre pladser, der nu skulle fordeles mellem fem spillere: Jacob, Adam – af arrangørerne kåret til bedste dansker i PGT – , Benjamin G, Maor og Elul. Sebastian og David deltes om angrebspladsen, mens alle de syv offensiv-spillere stort set deltes om målene i 11-1 sejren over Göteborg.
De to indledende storsejre havde ikke presset holdet for alvor, men nu stod ærkerivalerne fra Helsinki på programmet til en kamp, vi godt kunne tåle at tabe uden at finalepladsen behøvede at komme i fare, men som vi allerhelst ville vinde. Trods noget kritik fra spillerne blev der forsat med to kæder, og vi gav os aldrig til at spekulere i dagsform eller lignende. Til gengæld gav mødet med de kontant og fysisk spillende finner nogle knubs til vore spillere, når de gik omkuld på kunstgræsset, og både Maor og Jacob måtte ud i løbet af kampen.
Resultatet 2-2 – efter to føringer ved Jacob og David og to efterfølgende udligninger – lod alle spørgsmål om styrkeforholdet mellem danskere og finner stå åbne indtil den finale, begge hold dermed havde kvalificeret sig til.
Sidste indledende kamp stod mod Oslo, som i modsætning til os havde noget at kæmpe for: Æren. I 100-året for den norske selvstændighed blev den første af mange store øjeblikke frem mod 17.maj 2005 markeret på svensk grund, da et topmotiveret norsk hold på svensk grund stod imod en massiv dansk belejring og spiloverlegenhed og sikrede sig en en (PGT-)historisk 1-0 sejr. Anført af en overdådigt spillende drenge-målmand, udlånt fra juniorholdet, kæmpede nordmændene med ryggen mod muren i de 20 minutter 1.halvleg varede og videre i de 24 minutter, vi fik lov at spille i 2. Hvor de sidste 6 minutters spilletid blev af, kunne dommeren ikke rigtig give en fornuftig – eller betydningsfuld – forklaring på. Og så var det ikke en gang fordi, danskerne spillede dårligt eller ikke gjorde sig umage, afleveringerne lå bare en smule for dårligt og afslutningerne var bare en smule for stressede, og så formåede nordmændene at slå til på deres eneste chance. Kjæmpeflot.
Islin Abrahamsen udtaler: “Vi vant over Danmark, jeg snakker nå om 91/92 FORDI DET NORSKE LAGET VAR
BEDRE. Ikke noe tjafs med utlånt juniorkeeeper. Han er 13 og ble Bar Mitzwah for en måned siden.”
En såkaldt norsk ´Shabana´ efter den overraskende norske 1-0 sejr over vores drg-hold.
Nordmænd har det jo med at overvurdere egne evner og præstationer, men de skulle begge være oppegående igen…
På trods af den noget nedadgående formkurve, var optimismen intakt til søndagens finale mod de stærke finner.
I en opstilling der kunne komme så tæt så muligt på stærkeste hold, startede vi bedst men havde svært ved at åbne det kompakte finske forsvar, der hele tiden stod med mindst fire mand på egen banehalvdel. Til gengæld var finnerne hurtige til at komme fremad banen, og deres enlige angriber voldte os store kvaler med hans bevægelighed og evne til at holde på bolden.
Det blev til nogle enkelte danske chancer i 1.halvleg, og det ved vi jo allesammen at man skal score på i international fodbold, men det lykkedes bare ikke… I stedet fik finnerne et ærgerligt mål, da deres angriber opsnappede et dansk målspark og gik direkte kontra.
Sådan en kold-dusj skal man gerne samle op på i pausen, men i stedet fik vi et nyt hug, for finnerne atter scorede på deres første angreb i 2.halvleg, da vores forsvar ikke fik blokeret for et fladt ufarligt indlæg, og deres angriber igen var på pletten.
Dermed var stilen lagt for resten af halvlegen . Alle tilfældigheder gik den finske vej – ikke mindst da en af deres midtbanespillere ved sidelinien på egen banehalvdel huggede i blinde til bolden og den bare dykkede direkte ned i vores mål. Så var der ikke noget andet at gøre end at bøje sig og klappe, hvilket Maor også var fair nok til at gøre.
Alt i alt endte afklapsningen på en lige kamp 5-0 til Helsinki, som dermed forsvarede deres guldmedaljer som et af kun to hold i år.
DRG91/92 – bagerst fra venstre: David, Simon, Jacob, Akiva, Micah, Benjamin, Sebastian, Joel, Maor.
Forrest: Daniel S, Daniel E, Adam og Philip
GULD OG BRONCE I LP-RÆKKEN
LP93 På hjemmebane sidste år i København mødte PGT-debutantanterne fra LP93 kun et enkelt nordisk hold, da de satte rekord med 17-0 over Oslo. Overlegenheden var dog næsten lige så udtalt, da dette års hjemmehold, Gøteborg, blev affærdiget med 8-0.
Med udlån af Daniel A og Victor til LP94-holdet, talte truppen kun 8 mand, der til gengæld alle var særdeles opsatte og målsøgende. Specielt samarbejdet mellem Jonathan S (3 mål) og Thomas (3 mål) havde svenskerne svært ved at dæmme op overfor, men også Jacob VN og Philip kom på tavlen på PGT-førstedagen.
På andendagen fortsatte måljagten. Eneste hold, der kunne stå bare nogenlunde imod var vores eget LP94 hold, der tvang ´storebror´ ud i en arbejdssejr på 2-0.
Til gengæld kørte angrebsmaskinen ufortrødent derudaf, da Helsinki blev afklapset med ikke mindre end 15-0 umiddelbart efter frokost. Faktisk lykkedes det for alle holdets 8 spillere at komme på måltavlen i den pågældende kamp, deriblandt også vores normale målmand Jacob N, der så længe har jaget et mål.
Også Oslo blev tildelt en større sæk i dagens sidste kamp, men de kunne dog trøste sig med at blive det første hold, der scorede mod det hold, der lignede turneringens mest oplagte guldmedaljevinder, da de fik reduceret til 1-3 undervejs i 1-7 nederlaget. Moran, der fik lov til at ligge fremme i 2.halvleg, kvitterede med fire mål i træk.
Efter den umiddelbare skuffelse over ikke at møde 3.klasse i finalen, gik LP93 holdet ind og gjorde arbejdet færdigt mod hjemmeholdet fra Hakoah Gøteborg.
Fra starten af kampen var der ingen tvivl om hvor pokalen skulle hen, og Gøteborg var hurtigt sat til vægs af to mål af turneringens topscorer, Jonathan S. Alligevel lykkedes det Gøteborg at komme tilbage i kampen og ikke alene score mod vores stærke forsvar, men også udligne. Inden halvleg havde Thomas dog atter bragt os i spidsen.
I anden halvleg var trafikken ensrettet. Isak og Moran holdt skansen i forsvaret, og Benjamin, der nu fik lov til at spille i angrebet, stod for 2 mål, mens Jacob VN scorede tre gange. Gøteborg reducerede på et straffespark, som Jacob N var meget tæt på at snuppe.
8-3 var dækkende cifre i en finale, der viste LP93-holdets generelle overlegenhed i den nye PGT-generation
LP93 fra venstre: Jonathan, Moran, Jacob VN, Jacob N, Isak, Thomas, Philip, Benjamin
LP94 viste også at de havde muligheden for at være med i toppen af LP-rækken. Det var lidt svært at få hul på bylden mod Oslo, men indskiftede Rebecca åbnede scoringen i 1.halvleg og i anden halvleg fulgte Daniel A, Victor og Adam op til en sikker 4-0 sejr
LP94 – bagerst fra venstre: Jacob, Daniel N, Daniel A, træner Itzik Ben-Gall, Daniel D, Rebecca.
Forrest: Adam, Jonas, Victor og Sebastian
Første kamp på andendagen var også den sværeste, idet ´storebror´ LP93 stod på den anden banehalvdel. Forsvarsspillerne Jonas, Daniel D, Sebastian og Jacob KB samt målmand Daniel N kom for alvor på arbejde, men stod godt imod. Helt til mål holdt det dog ikke, og kampen blev tabt 0-2.
Langt vigtigere i kalkulen, der skulle fremkaffe en finaleplads, var dagens andet opgør mod Gøteborg. I en kamp, der bød på en del dommer-frustrationer, bragte de udlånte MP95-spillere Joel og Jonas B os på 1-0 og 2-1, men begge gange udlignede hjemmeholdet. Dermed var rækken kastet ud i en målforskel-afgørelse.
Heldigvis havde vi hele lørdagen til at regne på mulighederne, for kampen mod rækkens svageste hold, Helsinki, skulle først stå søndag morgen, hvilket til gengæld kun ville give en times pause før en evt. finale mod vores eget LP93 hold.
Forudsætningerne før kampen var klare: Der skulle en sejr på mindst 5 mål til for at løse billet til finalen. Det blev til en glimrende start, da Rebecca forholdsvis hurtigt gjorde det til 1-0, men så fulgte et længerevarende, resultatløst pres inden finnernes chokudligning på et dansk forsvarskoks kort før pausen.
I anden halvleg fortsatte den desperate danske måljagt, kun afbrudt af adskillige gange, hvor dommeren – efter henvendelser fra den danske lejr – måtte jage ekstra finske spillere ud af banen igen. Mod slutningen af halvlegen fik Victor sat sig igennem med tre mål, men det var for lidt og for sent – da slutfløjtet lød, manglede vi stadig to mål til en finaleplads, men kunne trøste os med, at en bronzekamp mod Oslo nok ville være mere spændende for både holdet og de mange danske tilskuere end et internt dansk guldopgør.
Desværre havde den forgæves danske måljagt kostet mange kræfter, og Oslo kom meget bedre med i kampen end det havde været tilfældet i første opgør. Ved fuld tid stod det 2-2 og i sudden-death perioden lykkedes det heller ikke for os at fremtvinge en afgørelse trods stor dominans og kvalificerede forsøg fra Daniel A og Sebastian.
Dermed skulle vi ud i årets eneste straffesparkskonkurrence – hård kost for PGT-debutanter, ikke mindst da der efterhånden som de andre kampe sluttede strømmede flere og flere tilskuere til.
Oslo lagde for med flot scoring via overliggeren, men Daniel D kvitterede med en lige så sikker scoring. Næste norske forsøg reddede Daniel N, men til gengæld sparkede Victor over. Daniel N reddede igen, og da Sebastian hamrede bolden ind i trekanten lignede det dansk sejr, trods norsk scoring i deres fjerde straffe. Så fulgte et forsøg fra Daniel A tæt forbi, en ny redning fra Daniel N og et afgørende skud forbi fra Jonas, hvilket tvang os ud i omsparkene.
Her blev målmand Daniel N den helt store helt. Først reddede han for fjerde gang et norsk straffe og dernæst viste han, at han vel nok var straffekonkurrencens mest kølige spiller, da han selv scorede sikkert og sikrede en dansk sejr på 5-4 inden han blev totalt begravet af jublende danskere fra alle danske hold.
Flot bronze-pokal og yderligere hæder, da Rebecca blev kåret som turneringens bedste pige-spiller.
MP95/96 fulgte en bemærkelsesværdig dansk tradition, hvor det aldrig er lykkedes et debutanthold at vinde guld. De troede, de skulle ud i forlænget spilletid i semifinalen, men fik at vide, at deres mål ikke var blevet anerkendt undervejs, så de havde tabt 0-1. I kampen om 3.pladsen blev det til 4-2 sejr og BRONCE.
MP95 bagerst fra venstre: Træner Ram Salamon, Yair, David, Joshua, Noam og træner Itzik Ben-Gall
Forrest: Daniel, Joel, Jonas og Gabriel
