PGT

Den samlede danske delegation ved PGT 2016 i Stockholm.

Siden 1979 har PGT fodboldturneringen fæstnet sig som et årligt tilbagevendende højdepunkt for de jødiske børn i hele Norden. Turnerigen debuterede under navnet Makkabi Cup, da IK Makkabi i Stockholm inviterede til fodbold i en snedækket svensk hovedstad d.1.maj 1979

Hakoah København var hurtig til at tage handsken op og arrangerede allerede året efter turneringen, dog under det lidt mere internationale navn Maccabi Cup. Der gik et par år, før turneringen fandt faste rammer tidsmæssigt i Kr.Himmelfartsferien og navnemæssigt under navnet Pierre Gildesgame Tournament, opkaldt efter den internationalt anerkendte Maccabi World Union-leder, Pierre Gildesgame, der blev dræbt ved en trafikulykke i London i 1981.

PGT afholdes på skift i de 6 nordiske byer, der huser en jødisk menighed af en vis størrelse: København, Malmø, Gøteborg, Oslo, Stockholm og Helsinki, om end Malmø de senere år ikke har haft til kapacitet til at kunne stå for værtskabet. 200-300 fodboldspillende børn i alderen 7 til 15 år deltager hvert år i PGT fra de seks nordiske byer med København og Stockholm som de absolut dominerende. Siden år 2000 har pigefodbolden gjort sit indtog for alvor, og omkring en tredjedel af de aktive spillere er piger.

Det er ikke kun fodbolden, der sætter rammen for de fire dages intensive samvær. Værtsbyen inviterer også til shabbatgudstjeneste om lørdagen med fælles frokost og måske sociale aktiviteter bagefter, samt andre fælles aktiviteter – i København har der været tradition for at indlede turneringen med en fælles udflugt til Tivoli på den første aften. Centralt i turneringen er dog selvfølgelig kampen om national ære og personlig hæder på banerne. Der bliver sluttet mange venskaber ved at mødes år efter år for de fast tilbagevendende deltagere, men når dommeren fløjter op, og bolden bliver sat i spil, er fokus på de sportslige resultater i en intensiv stemning, som skal opleves på stedet som spiller eller tilskuer.

X