SVENSKEN KOMMER – RYD KLÆDESKABET
Når vi når frem til foråret, kommer PGT endelig – efter 6 års turné i resten af Norden – tilbage til København.
2019 markerer ikke alene Hakoahs 95 års jubilæum, men også PGTs 40 års fødselsdag, så vi er allerede i gang med forberedelse til det, der skal blive det største PGT nogensinde!
Med Maccabi Estlands optagelse i PGT-familien er vi ikke mindre end 7 byer, der fast deltager i PGT: København, Stockholm, Gøteborg, Oslo, Helsinki, Malmø og Tallinn. Vi har dog planer om at gøre turneringen endnu mere international og regner med deltagelse fra Eshkol i Israel, som har været med de to sidste gange PGT foregik i Oslo, samt måske også Makkabi Deutschland; stærke modstandere, der vil give de ældste drengerækker et ekstra pift.
For at kunne leve op til den formidable modstand og for at få det mest fantastiske PGT skal vi mobilisere alle tropper. Spred derfor budskabet i alle afkroge af familien – Hakoahs blå trøje kalder til fire fantastiske forsommer-dage. Rygterne tilsiger allerede at gamle Hakoah-legender kommer hjem til Danmark fra både Israel og Holland for at lade deres børn være med til PGT.
I alt kommer vi til at spille 10 rækker – 5 for piger og 5 for drenge:
´03/04, ´05/06 og ´07/08 (alle 7M) samt ´09/10 og ´11/12 (begge 5M)
Sidste år i Oslo deltog mere end 350 fodboldspillere og omkring lige så mange forældre, søskende, ledere og supportere. Det er vores mål at overgå det deltagerantal i København.
De yngste gæster bor på hotel med deres forældre, og israelerne indkvarteres samlet, men de ældste gæster skal have et sted at bo, så vi er afhængige af, at alle er klare til at finde plads derhjemme til to eller flere tilrejsende fodboldspillere. Det er derfor på tide at rydde gæsteværelset, finde drømmesengene frem og puste luftmadrasserne op.
Vil du vide mere om Pierre Gildesgame Tournament 2019, så kontakt Morten på hakoah@hakoah.dk