Mindeord om min ven, André


PGT 2004 i Gøteborg. Bagerst fra venstre: David Altschuler, Ari Bassan, Ronnie Skolnik, Patrick Rosenbaum og leder Martin Norden. Forrerst fra venstre: Ilan Nadelmann, Max Gozal, Jonathan Lehmann, André Rothschild og Philip Nussbaum Varlev.

At sige farvel til min gamle klasse- og fodboldkammerat, er ikke let og slet ikke efter så meningsløs en tragedie. Jeg har delt en masse uforglemmelige oplevelser med André i vores tid sammen på Carolineskolen, såvel som på fodboldbanen i Hakoah.

Blandt de mest uforglemmelige minder jeg har med André i Hakoah regi, må så afgjort være de adskillige PGT turneringer vi sammen deltog i som drenge, blandt andet vores guldmedalje i Stockholm i 2002. André havde skiftende roller på banen i disse turneringer; både som målmand og som markspiller på vores 7-mandshold. Udover en gyser af en finale mod finnerne, husker jeg semifinalen meget klart mod Oslo. Det var en kamp som vi dominerede totalt. André som ikke havde meget at se til, ønskede at komme ud i marken, hvilket blev efterkommet. Dette viste sig at være en rigtig god beslutning, da han formåede at komme på måltavlen. André vogtede stort set altid målet, da vi spillede sammen som ungdomsspillere i Hakoah. Som målmand var han utrolig frygtløs og gjorde ofte livet surt for angriberne. I enkelte tilfælde blev hans målmandspost dog erstattet, således at han fik lov til at prøve kræfter som markspiller, så det ikke blev for kedeligt for ham, idet vi havde et rimeligt stærkt hold, med store sejre til følge. Vi havde et godt kammeratskab spillerne imellem.

Efter flere års pause fra fodbolden, vendte André hjem til Hakoah da han var i midten af tyverne, som seniorspiller på 2. holdet, hvor vi fik mange kampe sammen. Nu stod André ikke længere på mål, men spillede i marken – og helst på hans favoritplads på midtbanen. André udviste altid en imponerede fighter indstilling og kæmpede altid 100% for holdet. Altid var han utroligt hårdtarbejdende uanset hvilken position han fik, og på trods af at han ikke var hurtig som en Maserati, spillede han altid klogt og endte med at blive en glimrende spilfordeler og endda målscorer. Selvom han havde temperament, bevarede han altid roen på banen og var ikke den snakkesalige type inde på banen. Men efter kampen og i omklædningsrummet kom hans levende snakketøj i gang, hvor han delte utallige sjove og interessante anekdoter fra sin hverdag.

Når han først kom i gang var han næsten ikke til at stoppe – ja en sand Rothschild må man sige! Som dreng var jeg en hel del gange hjemme hos André’s familie i Vanløse. Det var en sand fornøjelse at komme der, med en høj underholdningsværdi i alt fra familiens skræppende dværgpapegøjer til bordtennis, spillemaskiner og mere til. Tiden stod ikke stille når man var der, og man kunne utvivlsomt være sikker på, at Daniella ville forkæle os med sine hjemmelavede bolcher, som man altid glædede sig til. Jeg er meget berørt over ikke at skulle se André mere, da han var en kammerat jeg har fulgt siden vi var helt små. Altid hjælpsom, positiv, humørfyldt og med en masse sjove og spændende idéer, er blot få af mange egenskaber jeg vil huske André for. Mine tanker og dybe medfølelse går til Philip, Daniella og Milton.

Æret være André’s minde.

Ronnie Skolnik – klassekammerat og ven fra Carolineskolen, hvor han sammen med André afsluttede Folkeskolen i 2005. Derudover har Ronnie og André spillet utallige kampe sammen på fodboldbanen for Hakoah.

X