LIVTAG MED TAGE

Tage Skolnik fylder 70 år den 11. maj 2016: Man skal stoppe, inden man bliver båret ud, siger den sprællevende Hakoah-legende, der alle dage har været mere fiks på hænderne end på fødderne. Hakoah hylder sit æresmedlem med nyt portræt og masser af billeder fra klubbens arkiv

Af Dan Melchior

Året er 1967. Telefonen ringer, og min mor løfter røret.

– Mit navn er Tage Skolnik, og jeg har et godt tilbud til din søn. Mine kilder fortæller, han er en ret god fodboldspiller, så jeg vil lige høre, hvornår han kan starte?

Den kun 20-årige nybagte ungdomsleder i Hakoah vidste ikke, at min karriere på sandkasseholdet i HIK var stoppet for længst på grund af en hoftesygdom, og at jeg netop var blevet udskrevet efter næsten 2½ år på hospitalet – og han kendte slet ikke min mor. Hun hører som Tage til den stædige race og var fast besluttet på, at fodbold måtte vente mindst et år, selv om lægerne havde givet grønt lys.
Tage tog heller ikke ved den lejlighed et nej for et nej, men ringede gentagne gange i de næste måneder.
Hans ihærdighed kombineret med mit plageri om at få lov blødgjorde min mor, og det lykkedes ham at få bid. Som det gjorde ganske ofte i den periode, hvor Tage kørte sin helt egen hvervekampagne.
– Vi havde alt for få spillere, så jeg havde antennerne ude og kontaktede alt og alle. Jeg arrangerede samlinger på Kløvermarken og gik vildt meget i synagogen. Jeg har aldrig været så flittig som dengang, hvor jeg forsøgte at fiske nye knægte til ungdomsafdelingen; folk troede vist, jeg var blevet ortodoks! Oj Gewalt. Numre blev flittigt skrevet ned i min lille bog, og jeg ringede rundt i al min fritid.
I dag er Tages ihærdighed og utrættelige ringeri herostratisk berømt. Siden 1994 har han været holdleder for 1. holdet, men opringningerne er nu knap så sjove som dengang for knap et halvt hundrede år siden. Alene i efteråret 2015 benyttede klubbens 2. seniorhold 60 forskellige spillere for at kunne stille hold, og det kostede ikke mindst talende Tage et næsten uendeligt antal telefonsamtaler. Men hvordan startede det hele for den snarlige 70-års fødselar, der formentlig har tatoveret et Hakoah-logo i sit hjerte?
– Klubbens dynamiske ungdomsleder Reinhold Nathansen fik sammen med min storebor Jan mig til at starte med fodbold som 12-årig. Jeg blev placeret dér, hvor man bliver sat, når man ikke kan så meget, som venstre wing… Jeg havde godt nok ikke noget venstre ben, men jeg ku’ da løbe!
– Selv om jeg havde svært ved at komme på holdet, fik jeg en uforglemmelig start, da jeg kort efter min bar mitzwa blev Danmarks skiltebærer ved Maccabiaden i 1959. Jeg var meget stolt, da vi i takt gik ind på Østerbro Stadion, hvor statsminister H.C. Hansen var æresgæst og holdt åbningstalen. 

Flid skal belønnes

– Derpå trænede jeg som en vild for at komme på holdet, men blev forbigået af helvede til… Træningsflid var ikke i høj kurs; ingen noterede, hvem der kom, og hvem der ikke kom, og de dårlige spillere lægger man jo ikke mærke til!
Den urimelighed har siddet dybt i Tage og har haft indflydelse på, hvordan han valgte at styre løjerne både som i første omgang træner og siden som leder.

– Det skal gå retfærdigt til, er mit motto. Jeg blev selv i flere år forbigået, når der skulle uddeles flidspokaler, som i stedet gik til en af dem, der havde gjort det bedst i kampene. Derfor skriver jeg alt ned, ikke kun fremmøde, men også hvordan den enkelte opfører sig etc.
Flidspokalen nåede dog at få indgraveret Tages navn, men det var ikke fodbolden, der trak ham af sted så ofte. Det var vennerne, og en af de bedste var Bent Fogel. De to blev trænere for et ungdomshold sammen i 1964.
– I starten havde vi ikke så mange gode spillere og tabte kampene med både 10- og 15-0, så vi motiverede ved at sige, der var sodavand, hvis nederlaget blev begrænset til 5-0 eller derunder. Stille og roligt blev vi bedre, og det var SJOVT at være medvirkende til!
Fra dag et gik Tage op i trænerrollen med liv og sjæl. Som den eneste i klubben gik han på trænerkursus og var måske derfor ganske godt rustet, da han til sin egen overraskelse allerede tre år senere blev bedt om at overtage ungdomslederposten af Reinhold, der skulle være formand for Hakoah og havde spottet en værdig efterfølger.
Sideløbende med leder- og trænergerningen havde han som spiller arbejdet sig længere tilbage på banen, nemlig som højre back på seniorholdet.
– Back var jo noget ganske andet end i dag. Dengang var det nærmest forbudt at passere midterlinjen uden at få en skideballe. Nogen stjerne blev jeg aldrig. Jeg kunne jo ikke så meget andet end at løbe stærkt. Jeg kunne ikke tæmme en bold og var meget lidt glad for at heade, når der var en modstander i nærheden. 

For fuld skrue

Talentet sad altså ikke udpræget i fødderne – til gengæld havde Tage hænderne skruet rigtigt på fra barnsben.
– Jeg rodede med alt mekanisk, f.eks. ure, og skilte og samlede de forskellige ting minutiøst. Til gengæld interesserede det boglige mig ikke en dyt.

Uden at være fordømmende kan man konstatere, at Tage ikke var den mest spidse blyant i klasseværelset. Med hans egne ord var han ”ikke for kvik”, hvilket tydeligst kom til udtryk i hans misforståelse af karakterskalaen, der dengang gik fra A1 til C3, med A1 som top (13), B2 som middel (8) og C3 i bund (03).
– Jeg troede, C’erne var de bedste, så dem havde jeg et hav af!
Med de mange C-vitaminer i rygsækken blev skolen kvittet efter 7. klasse, og i stedet gjorde teenager-Tage noget ved drømmen om at blive automekaniker.
– Dengang skulle man selv finde sit arbejde eller læreplads, så jeg gik som 14-årig rundt på radiofabrikker og spurgte, om de kunne bruge en arbejdsdreng. I starten blev man udnyttet på det groveste, mens de så en an, men efter at have været kort tid et par steder var jeg heldig at komme i lære hos Opel i 1962.
Her var der ikke noget med at springe over, hvor gærdet var lavest. Tage satte sig grundigt ind i opgaverne og helmede ikke, før arbejdet var gjort til ug med kryds og slange. ”Tingene skal kunne gennemføres, og det blev de sgu også!” Samtidig holdt han af at hjælpe sine kolleger, og det har han nydt at gøre hele karriereren.
Udlært som automekaniker fik han forskellige jobs, inden han blev ansat hos NCR. Og det blev et godt og langt partnerskab.
– Jeg fik mit eget distrikt og kørte rundt til de forskellige butikker og tjekkede kasseapparater. Der var ofte en dingenot eller andet, som var i udu, og så fiksede jeg det. Og det var lykken at komme ud blandt mennesker i stedet for at sidde fast på et kontor, for jeg er vaccineret med en stift i rumpetten. Det kørte som smurt, for kunderne var glade og sagde ja til at få lavet lidt ekstra ting, når jeg nu var der, og mersalg var noget, chefen kunne forstå, så han var glad for mig.
– I 1970erne blev det hele mere elektronisk, og jeg kom på teknisk skole og fik forstand på de dele. Det gik så slag i slag med at servicere printere, kopimaskiner, pengeautomater og senest computere. Jeg tog løbende kurser, for når man går ind for noget, bør man dygtiggøre sig! Undervejs i mine 41 år hos NCR var jeg blandt andet også tillidsmand.
– Det har været sjovt næsten hele vejen, men knap så meget de sidste år, hvor vi blev overtaget af nogle amerikanere, der kun var interesseret i, at alle knoklede som gale.
Tage sagde farvel som 64-årig, helt udramatisk. Helt så stille gik det ikke for sig, da Tage brød med Hakoah. 

 Rend mig i røveren

Dramaet tog sin begyndelse i maccabiade-året 1973, hvor Tages retfærdighedsgen blev sat på alvorlige prøvelser. Vinteren igennem blev der trænet flittigt i Hakoah, og det var aftalt, at hvis man skulle på holdet, måtte man stille op i det sure vejr og på de endnu mere triste baner. Men ugen inden turneringstarten mødte et par af de bedste spillere op for første gang i sæsonen og blev straks sat på holdkortet på bekostning af et par af de flittigste.
– Så gider jeg sgu ikke være med, sagde jeg, da jeg fandt ud af det i omklædningsrummet, men jeg blev overtalt til ikke at lave ballade før kampen. Bagefter tog jeg bladet fra munden. Når det er aftalt, at man træner fra januar, kan man ikke komme ind ad døren fem minutter i 12 og være med. Men det blev der ikke lavet om på, så i solidaritet med de vragede nægtede jeg at spille kampe på 1. holdet og gik ned på 2. holdet.

Den næste aftale, der blev brudt, ramte Tage direkte. Truppen til Maccabiaden i Israel skulle være udtaget den 1. maj, hvilket den også blev.
– Alligevel overtalte man i juni at en rigtig dygtig spiller fra en større klub til at deltage – han havde ellers flere gange sagt nej. Og så skulle der jo en ud fra holdet. Til min store overraskelse fik jeg besked på, at det var mig. Jeg havde været med til Maccabiaden i 1969, hvor jeg ikke kom til at spille, hvilket jeg synes var uretfærdigt, men accepterede uden at kny, for det er jo træneren, som bestemmer. Men det her var dråben – jeg følte mig sikker på, jeg ikke var den ringeste i truppen, men måske var det nemmest at vælge mig, da jeg som leder var klubmanden…
– Jeg truede med at stoppe som ungdomsleder, hvis de gjorde alvor af at sætte mig af. Inderst inde håbede jeg, at spillerne ville gøre oprør og tage mit parti, men de forholdt sig tavse. De tænkte mere på mulige medaljer end medaljens bagside. Der var en allerhelvedes ballade, men jeg husker kun støtte fra en enkelt. Jeg var så skuffet over, at mine kammerater ikke reagerede, og konklusionen lå lige til højrebenet: De kan rende mig i røven!
– Naturligvis var det synd, at det gik ud over ungdomsafdelingen, men når jeg har sagt A, så bliver det også A, så jeg stoppede som leder i slutningen af 1973. Og naturligvis også som spiller.
– I stedet meldte jeg mig ind i Vigerslev, hvor jeg fik en fantastisk modtagelse og havde 10 gode år som spiller. Jeg blev også træner i deres ungdomsafdeling. Det var fint nok, men jeg ku’ nu bedre li’ Hakoah-drengene!
Tage vendte tilbage til hjerteklubben og spillede på oldboysholdet, som han også blev leder af, ligesom han tog sig af veteranholdet. Og i 1994 vinkede han helt farvel til Vigerslev, da han blev overtalt til at blive holdleder for 1. holdet, der var skidt kørende.
– Så ringede jeg – igen – rundt, og faktisk fik vi et ret godt hold. Og den tjans har jeg så haft siden og har oplevet både op- og nedrykninger, triumfer og skuffelser.
EM-miraklet

Blandt mange store Hakoah-øjeblikke overstråler en oplevelse alle andre med afstand i Tages erindringer. Nu skal man være varsom med sammenligninger, men det danske landsholds EM-guld i Sverige i 1992 og det danske maccabiadefodboldholds EM-guld i Rom i 2007 havde i hvert fald begge noget mirakuløst over sig.
– Optakten var kaotisk, og vi stod på nippet til et afbud. Træner havde vi ingen af, så vi besluttede at lade spillerene selv stemme om, hvem af dem, som skulle svinge taktstokken på træningsbanen. Det foregik på helt demokratisk vis, men enkelte synes ikke om resultatet, og der var en hulens balagan. Pludselig stod vi med blot 16 mand, hvoraf et par endda var skadet. Faktisk var jeg i vildrede om, hvorvidt vi overhovedet burde tage af sted. Heldigvis sagde Hakoahs bestyrelse ”go”!

Med Tage som leder og taktisk bagmand tog et noget ramponeret hold uden forventningspres af sted til Italien.
– Men hold da kæft, hvor blev det STORT!
– Og vi havde bare så meget held!
– I gruppekampene mødte vi bl.a. Tyskland. Vi havde annonceret, at vi spillede i rødt, men tyskerne mødte alligevel også op i røde trøjer i stedet for som normalt hvide. Og de ville ikke bytte. Jeg sagde ”faneme nej – her giver vi os ikke”. Det gjorde de så heller ikke, og det endte med lodtrækning, som vi tabte, og Danmark måtte stille op i blåt. Jeg var hamrende sur og gik helt amok. Mig som normalt er helt afslappet, når holdet gejler hinanden op.
– Oplægget inden kampen blev helt i den tidligere landstræner Kurt Nielsens ånd: ”Drenge, nu siger jeg jer en ting, jeg vil fanden galeme ikke tabe til de pølsetyskere. Sådan nogle røvhuller. Nu går I ud og banker dem!”
– Efter 10 minutter var vi bagud, men vi vandt 2-1 – og blev også vinder af puljen.
I semifinalen mod USA gik taktikken ud på at forsvare og håbe på 0-0 til langt ind i 2. halvleg. Og med en scoring til slutresultatet præcis ti minutter før tid sad taktikken lige i skabet, selv om det holdt hårdt.
Spillerne var naturligvis helt oppe at køre over den overraskende finaleplads, men måtte lægge ører til mere fra Tages Ricardo-inspirerede ord-skuffe: ”Gutter, i dag var det hovedretten, i morgen er det desserten: Finalen!”
I 1992 var det Peter Schmeichel, som holdt tyskerne fra fadet – i 2007 var det med hjælp fra vildt heroisk kæmpende markspillere Daniel Kawa i målet, som holdt buret rent mod Frankrigs favoritter.
– Det var en kamp mod overmagten, og vi blev presset i bund fra starten. De fik straffe efter et kvarters tid, som Kawa reddede. Men hold fast, hvor de pressede. Vi var nedspillet, og det brændte konstant på. ”Ojabroch”, tænkte jeg på sidelinjen. Flere af spillerne kunne knapt bevæge sig pga. træthed oven på det hårde program og vores begrænsede muligheder for at skifte ud, mens franskmændene havde 20 spillere, der tilsyneladende var fit for fight. Vi måtte bare kæmpe og bede og krydse fingre og tæer for, vi kunne holde dem stangen og så afgøre det på straffespark. Jeg turde ikke skifte de mest trætte ud, for de plejede at være sikre fra 11 meter-pletten. Og det lykkedes at holde dem på 0-0.
– Vi vandt på straffe i overlegen stil – Kawa kyste dem fuldstændig.
– Jeg troede, jeg drømte. Ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, vi kunne vinde noget som helst. Og jeg må erkende, jeg fældede også tårer. Ja, jeg græd. Drengene sang vildt, ”We are the Champions”. Det var gribende.
– Jeg var stolt, rørt og helt, helt færdig. Spillerne holdt en flot tale for mig – det var en flok utroligt betænksomme gutter. Vi skulle fejre det med noget mad, men jeg var totalt udpumpet. Der havde været møder hver morgen med arrangørerne, og jeg var mentalt kørt ned efter alle de kampe. Da jeg kom hjem, viste det sig, at også alle spillerne var færdige. Og var gået i seng…
Ligesom det gjaldt for det danske fodboldlandshold, var det aldrig tidligere blevet til EM-guld. Og det sker næppe heller igen!
Krigens spor

Tage blev undfanget i månederne efter frihedsbudskabet den 4. maj 1945 og kom på årsdagen plus en uge med i historiens største fødselsårgang.  
– Ja, jeg er et barn af de glade måneder efter krigen, som har berørt mig meget dybt. Faktisk har mit virke i Hakoah baggrund i det, idioten gjorde under 2. Verdenskrig. Jeg har altid følt mig voldsomt berørt af tragedien. En del af min familie har også være i kz-lejre. Jeg vil ikke trampes på. Jeg er jo på ingen måde religiøs som min farfar og farmor, der var stærkt ortodokse, men jeg har gået på Carolineskolen og fået en jødisk opdragelse, og det jødiske betyder virkelig noget for mig.

– Mine forældre var sammen, da de flygtede til Sverige i 1943. Deres redningsmand var en bager i Espergærde, der gemte mine forældre i to døgn, indtil de kunne komme af sted med en lodsbåd fra Helsingør. For ikke så længe siden mødte jeg bagerens datter, og det var en stor oplevelse, og så fik jeg vist samtidig løst en af mit livs gåder.
– I mine voksne år har jeg grublet en del over mit navn. Det er der vist ingen andre jøder, der hedder. Men hendes far hed Tage…

Slutspillet

Ingen har tal på, hvor mange Tage har påvirket til at spille i Hakoah. Og hvor mange, han har overbevist om, at de burde blive i klubben frem for at søge nye græsgange.
– Det er jo ikke til at holde ud, når en af ”mine” drenge forsvinder til andre klubber. Selvfølgelig er det i orden, hvis der er tale om et stort talent med ambitioner, men ellers bør de blive. Det er jo en af mine!

Engagementet, gløden og glæden ved at vie så meget tid til Hakoah har været større.
– Jeg har haft mange gode år i Hakoah, helt sikkert. Hakoah er og har været en stor del af mit liv. Men nu er det slut!
Tage har truet før, men ser nu ud til at mene det, når han fastslår, at ”70 år, det er sgu nok!”
– Jeg kan jo ikke løbe fra alderen. Så jeg har meddelt, at jeg stopper senest til sommer. Helt og holdent, for jeg dur ikke til en retrætepost. Man skal stoppe, mens legen er god; man skal ikke bæres ud. Det er vigtigt. Nu må nye folk tage over. Med nye følger også nye ideer.
– Det er heller ikke helt så skægt at ringe rundt for at overtale spillere til at komme. De skal jo komme, fordi de kan lide det – ikke for at gøre mig en tjeneste.
Tages plan – andre vil kalde det fantasi – er at holde sig væk og kun kigge ud til kamp en gang imellem. Mon ikke han får et ring…