LIDT OM BORDTENNISAFDELINGEN

Fire glade drenge fra slutningen af 1980erne, Jonas Bikov, Jakob Hertz, Benjamin Fardan Nodal og Daniel Schalimtzek Gonn

Nedenstående tekst er skrevet af Bordtennisafdelingens leder gennem snart fem årtier, Simon Fish, der blev udnævnt til æresmedlem af Hakoah i 2017:

Bordtennisafdelingen har eksisteret længe i Hakoah. Jeg kan ikke rigtig fortælle fra hvornår, da jeg selv først kom til i februar 1974, blot to måneder efter jeg kom til Danmark fra Polen. Det startede med en turnering i byen hvor der manglede spillere, noget der altid har været skik for i Hakoah skulle jeg senere erfare. Det var en der hed Chaim Fisz som kom hen til hotellet hvor vi boede under Dansk Flygtningehjælp for at hente mig. Han havde hørte at jeg havde spillet bordtennis tidligere. Vi vandt turneringen og siden har jeg hængt ved i Hakoah.

Vi har haft mange gode stunder med forskellige spillere gennem årene. I starten af 1970erne var der både et ungdomshold og et seniorhold. Ungdomsholdet bestod så vidt jeg husker af Dennis Lewinsky, Michael Gritzman, Wolf Spodek og Uri Skop. Seniorholdet bestod af Chaim Fisz, Niels Linkimer, Bent Silberbrandt og jeg selv. Vi manglede altid et par mand, så vi fik ofte hjælp fra Herbert Nathan eller den senere legende Eli Skop.
Vi deltog internationalt for første gang ved Maccabiaden på hjemmebane i København i 1974, men det var uden den store succes. I 1976 tog vi så til London, hvor vi helt overraskende spillede os frem til en Bronzemedalje ved den Europæiske Maccabiade i bordtennis. Holdet bestod dengang af Chaim Fisz, Eli Skop, der på det tidspunkt var kun 11 år gammel og jeg selv. I kampen om bronzen vandt vi over Sverige, noget jeg siden kunne forstå var ganske vigtigt i Danmark.

Omkring to år senere startede Hakoah en stor indsats for hele ungdomsafdelingen under ledelse af Gunnar Wulff. Det var begyndelsen til et eventyr for bordtennisafdelingen. Gunnar var en mand med mange ideer, som virkelig tog sig af ungerne. Han skabte en speciel stemning, så en overgang var der omkring 80 børn. Vi fik efterfølgende Danmarksmestre, Maccabiademestrene og divisionshold for både piger og drenge. Mest kendte var Natasha og Vanessa Sverdloff, to fremragende piger som var med i bordtennis på dansk eliteplan. Vi havde ungdomsdivisionshold for piger hvor udover de to vdunderlige søstre også var spillere som Danielle Cohn, og Dina Rudaizky.

På divisionsdrengeholdet havde vi Daniel Bergman, Allan Rechtman, Michael Fish, Jacob Dammas, Kenneth Lexner og David Oliver Fischer. Manden vi skylder mange tak for dette var Lennart Lajboschitz. Tak Lennart. Siden hen gik det lidt op og ned, men vi har altid mindst haft et hold i Serie 3. Af spændende hold kan jeg nævne Melchiorholdet der bestod af familien Melchior (Alan, Dan og Kim).
En overgang havde vi et hold i serie 1 og et i serie 2 samtidig. I dag har vi et hold i midten af serie 2 kreds 9 der er sikker på at blive på dette niveau i flere år. Holdet består af Eli Skop, stadigvæk den samme dejlige spiller og menneske som han altid har været, Lennart Leiboschitz, Jonas Bikov, Shay Gamliely, Menasche Tal og jeg selv. Vi har fra efteråret 2013 også fået to hold i Serie 4, så bordtennisafdelingen lever i bedste velgående.

Al den tid jeg kan huske har vi haft en virkelig venskabelig stemning på holdet, og jeg håber at det bliver ved med at være sådan i mange år endnu. Men der er altid plads til flere, så kom og vær med. Uanset din styrke, får du hyggelig samvær med andre jødiske venner, og det er jo det der er meningen med det hele.
Sidst og ikke mindst vil jeg gerne sige tak til klubben der gjorde det muligt, dvs. vores egen dejlige klub, Hakoah. Fra starten har jeg haft stor opbakning fra bestyrelsen, ikke mindst i starten, hvor de så bort fra mit manglende danske sprog, min fremmede mentalitet og manglende kendskab til klubben. Jeg blev gode venner med Benny Unterschlag, der var klubbens hjerte og altid var parat til at hjælpe, hvis der var brug for det. Glemmer aldrig vores rejse til Maccabiaden i Antwerpen i 1983, hvor vi lejede et Folkevognsrugbrød og hele bordtennisafdelingen blev eskorteret af politibetjente på heste.

Selvfølgelig skal der også være plads til at takke Alan Melchior der både spiller med på holdene den dag i dag når der mangler spillere og skaffede os vores spillested i Hillerødgadehallen i sin tid, hvor vi stadig spiller hver onsdag.
Specielt tak til alle de spillere der fandt vejen til Hakoah ikke mindst til dem der er stadigvæk med.

Tak til Lennart, Eli, Jonas og Michael. Det er jo dem der årsagen til at vi er med i Østdanmarks bordtennis forbund endnu i dag.

X