Nr.3 Oktober 2004
JUBILÆUMSNUMMER
2. EN HILSEN FRA MT´S FORMAND,IVAN NADELMANN
3. TILLYKKE HAKOAH FRA ÆRESMEDLEM BENNY UNTERSCHLAG
4. HAKOAH PÅ FORKANT MED FREMTIDEN
6. HAKOAHS FORMÆND GENNEM 80 ÅR
8. SKRIGERI PÅ SIDELINIEN OG AKTIVT FÆLLESSKAB
9. EN HILSEN FRA GAMMEL MACCABI-KÆMPER
Så nærmer vi os igen et jubilæum i klubben.
Denne gang skal vi fejre vores 80-års jubilæum og også denne gang med en stor fest på Radisson SAS Scandinavia Hotel. Jubilæumsfesten finder sted lørdag d. 23.oktober 2004 kl. 19.00, med et program jeg selv syntes ser meget spændende ud. Vi har igen forsøgt at sammensætte et program der skulle tiltrække alle aldersgrupper og det ser ud til at interessen heldigvis er stor for at deltage i festen. Jeg vil anbefale, hvis der stadigvæk er nogen der ikke har meldt sig, at man får gjort det så hurtigt som muligt. Sidste dato for tilmelding er d. 17. oktober. For at få stablet et sådant arrangement på benene kræver det ikke blot en masse frivillig arbejdskraft, meget velvillige kunstnere samt en økonomi der gør at billetpriserne er til at betale. I den forbindelse vil jeg her specielt takke Mosaisk Troessamfund, Danmark Logen, Ivan Nadelman, samt Hanne & Shmuels Fond.
En tak skal også lyde til vores mange annoncører, der altid ’stiller op’ når Hakoah har brug for det, samt dem som har tegnet hilsener i denne specielle udgave af Hakoahneren.
For både 5 og 10 år siden blev der lavet et jubilæumsskrift i A4-størrelse, der blev udsendt til alle medlemmer af menigheden. Dette har vi ikke gjort i denne omgang. Jakob Kurland døde for et par måneder siden og vi mistede derved ikke kun en god ven og et dejligt menneske, men også en person der hjalp os med annoncer og hilsner i forbindelse med jubilæer og maccabiader. Alle er derfor ikke blevet ringet op i denne omgang og med de nye forhøjede portopriser for foreningsblade, ville det være en økonomisk ruin at skulle sende et sådan blad ud.
Derfor må I Hakoahnere nøjes med dette blad. Til gengæld vil oktoberudgaven af Jødisk Orientering indeholde en del artikler der har med jødisk sport og vores jubilæum at gøre.
Vi glæder os over stadigvæk at være aktive på mange områder og specielt vores mange nye fodboldpigehold gør, at vi nu er i top ti på en liste over klubber i KBU, der har størst tilgang af spillere under 18 år.
Foruden fodbold er der aktivitet indenfor dans (hip-hop m.v.), badminton samt bordtennis.
Informationer vedr. vores mange aktiviteter, kan man få ved at klikke sig ind på www.hakoah.dk. Er det ikke nok, er man altid velkommen til at kontakte en af os fra bestyrelsen.
Mit ønske for fremtiden er, at Hakoah fortsat i årene fremover vil kunne tiltrække unge såvel som ældre til at komme og deltage i jødisk samvær både på og udenfor banen.
Mange sportslige hilsner
og på gensyn til jubilæumsfesten d. 23. oktober
Alan Melchior
EN HILSEN FRA MT´S FORMAND,IVAN NADELMANN
Hakoah er en institution. Ikke bare i det jødiske idrætsliv, men Hakoah kan se tilbage på en flot og hæderfuld indsats i dansk idrætsliv. I dag er det vigtigste at Hakoah er samlingspunkt for såvel de unge som de lidt mere bedagede - læs også - Old Boys.
Sammenhold - kammeratskab og senere venskaber er blevet indledt og udviklet ved medlemskabet i Hakoah. Begreber der er så vigtige i en jødisk menighed, hvor mulighederne for aktiviteter udenfor vor egen kreds er så mangfoldige.
Det er med stor glæde jeg konstaterer, at ledelsen i Hakoah har ønsket og magtet at genopleve en gammel tradition - Hakoah fester - med Hakoah Revyen.
Et stort ønske om, at arrangementet må blive succesrigt, festligt og minderigt- og forhåbentligt blive efterfulgt at mange tilsvarende fremover.
Og de varmeste ønsker for, at Hakoah - dets mange medlemmer og bestyrelse- får glæde og ære af de mange aktiviteter.
Ivan Nadelmann
Det er aldrig gået op for mig, hvorfor der er forskel på, hvad man kalder folk der dyrker en hobby. Kan man lide at se ballet, så er man balletelsker. Er det golf, så er man golfentusiast, kan man lide en tur i skoven er man naturelsker – og sådan kunne det nok blive ved. Men går man meget til sport, så bliver man betegnet som en sportsidiot, hvorfor det??
Hvis det nu er rigtigt, så må der være en hel del idioter indenfor vor lille menighed her i Danmark, for hvis man skal tælle den række at personer, som gennem de sidste 80 år har lagt rigtigt mange af deres fritimer i Hakoah, sportens verden, ja så bliver det altså til mange idioter.
Nu forholder det sig heldigvis ikke sådan. Det bevises ved at tælle dem, der via et arbejde indenfor Hakoahs rækker, senere i livet har haft fremtrædende poster både inden for, men også uden for menigheden. Jeg har ikke talt efter, men jeg vil påstå, at Hakoah har skabt flere emner til menighedens ledende organer end nogen anden forening.
Hvorfor har den så det? Ja det vil være et naturligt spørgsmål efter ovennævnte indledning på en hilsen i anledning af foreningens 80 års jubilæet. Jeg kan naturligvis kun give mit personlige bud, som trods alt bygger på mere end 45 års medlemskab.
Jeg tror svaret ligger lige for – sammenhold, respekt for andre, det at have tiltro til sin holdkammerat og stole på, at hvis vi yder en indsats sammen, så kan vi nå et fælles mål. Det er her Hakoah har sin styrke, ikke kun i sit navn, men af gavn i kraft af sine medlemmers indsats.
Det ville være naturligt at se tilbage på de år der er gået, når man står foran et 80 års jubilæum. 80 år er mange, kun de færreste når dertil. Men hvorfor ikke forsøge at skue ind i fremtiden og give et bud på, om foreningen fortsat kan leve op til de krav, som moderne mennesker forlanger. Det er jeg helt overbevist om, at den kan.
Foreningen råder over en lederflok, som mange foreninger må misunde, selv om der bliver et hul hist og her engang imellem. Hullerne bliver altid lukkede af nye friske kræfter når gamle bliver slidt op. Hvor mange gange har jeg ikke hørt personer blive omtalt som uundværlige. Trods store indsatser og mange kræfter lagt i foreningen gennem tiden, så har ingen været uundværlig, trods savnet af den ene eller anden.
Derfor vil foreningen også kunne holde til de 120 og leve op til ordene – ”de skal vide, de aldrig ser de sidste, de skal vide, at ingen bliver træt. Thi som årene randt, så’s det: båndene bandt, kræfter fødtes for kræfterne som svandt.”
Tillykke Hakoah – og tak.
Benny Unterschlag
HAKOAH PÅ FORKANT MED FREMTIDEN
Tidligere i dette efterår stod jeg og snakkede fremtidsperspektiver for den københavnske fodbold med en pigeleder i HIK.
HIK har igennem mange år været en af Københavns største klubber, og kan igen i år notere sig for en fremgang i ungdoms-medlemstallet, som placerer klubben som Københavns næststørste klub, både hvad angår antal ungdomsmedlemmer og antal medlemmer i alt.
Nærmest ved en tilfældighed er HIKs fremgang de sidste par år særligt grundet i opbygningen af en pigeafdeling, og i samtalen refererede HIK-lederen til nye prognoser, der melder, at Københavns fodbolds udvidelsesmuligheder ligger på pigeområdet – man regner med, at antallet af aktive piger i KBU vil nå op på drengeantallet i løbet af de næste 10 års tid. I sit 80ende år synes Hakoah allerede at være på forkant i denne udvikling.
Statistikken placerer lille Hakoah i top-10 blandt de klubber i København, der har haft størst medlemsfremgang på ungdomsområdet i 2003. Næsten hele denne fremgang skyldes vore pigehold.
Nyeste skud blandt Hakoahs piger: Mikroput-pige holdet
I 2004 deltager Hakoah i KBU med 9 hold:
To hold spiller 11-”mands”-fodbold: Pigejunior og Lilleput 1.
Fem hold spiller 7-”mands”-fodbold: Lilleputpiger, Lilleput 2, Miniput 95, Miniputpiger og Mikroput 96
To hold spiller 5-”mands”-fodbold: Mikroputpiger 96/97 og Poder 98
I alt 5 drengehold og 4 pigehold – og så havde vi endda i foråret yderligere et pigehold, som trænede, men ikke deltog i turneringen.
Hakoah har i løbet af de sidste par år ekspanderet på pigeområdet, så antallet af pigespillere er lige så højt som antallet af drengespillere.
Vi er gået fra en situation, hvor vi havde enkelte pigehold af gangen, nærmest på sporadisk basis, til en situation, hvor vi har et fodboldtilbud til piger i alle aldersgrupper fra 1.klasse til gymnasiet – det kan vi faktisk ikke en gang bryste os af på drengesiden.
En væsentlig opgave for os bliver at få vores skandinaviske søsterklubber til at gå med på denne trend. Pierre Gildesgame Turneringen er en af vores allervæsentligste aktiviteter år efter år, når vi mødes med de andre jødiske klubber/ menigheder i Norden.
Vi har lagt vægt på at få vores piger repræsenterede med rene pigehold i turneringen, men ideen har endnu ikke fanget an i de andre menigheder, hvor man kæmper med overhovedet at kunne stille drengehold. Vi har derfor måtte nøjes med at lade vores ældste pigehold rejse med til PGT og spille kampe uden for turneringen, samt selv at arrangere ture til Oslo for at mødes med de jødiske piger der.
Hakoah Københavns lilleputpiger på besøg hos Maccabi Oslo
Med pigernes indtog på fodboldbanerne, med deres stærke tilstedeværelse i vores badmintonafdeling, som er kommet og gået igennem de sidste 10 år, og med deres totale dominans i vores danseafdeling, som er blevet bygget op igennem de sidste tre år, har Hakoah taget hul på fremtiden.
Morten Margolinsky
Vores alle sammens Jacob Kurland er ikke blandt os mere. Jacob sov stille ind i sit hjem d. 3. august, 89 år gammel. Jacob var Hakoahmand i alt hvad dette indebærer.
Jeg har selv haft den glæde at have oplevet Jacob som fodboldleder igennem en del år, først som 1. og 2. holdsleder og siden var det ”Jacobs gamle drenge”, der nu var blevet old boys, der havde hans opmærksomhed. Til trods for, at han nu selv var blevet ældre, stod han der stadigvæk i blæst og regn med varm te til pausen.
Selv om dette er mindeord, vil jeg gerne have lov at tilføje nogle små anekdoter om Jacob, for humor, det havde han.
Hvem husker ikke vor tur til Oslo i en SJUF turnering? Af en eller anden grund, kunne Jacob ikke få stoppet vaskemaskinen med spillertrøjerne med det resultat, at vandet fossede ud på det vandrehjem vi boede.
På vores tur til London, hvor vi var blevet sultne i løbet af aftenen, ville vi gå ud i Londons natteliv, men ak, Jacob sad vagt ved trappen, så det kunne vi godt glemme!
Selv om aldersforskellen var stor, så var der altid et glimt i øjet, en vittighed, en snak om da Jacob selv var aktiv, i øvrigt en habil fodboldspiller i Hakoah.
Jacob kunne også ”fransk” uden at kunne et ord, men han klarede sig på sin charme.
En stor del af hans hjerte bankede for Maccabiaden i Israel. Jacob var fantastisk til at samle annoncer og hilsner sammen.
Uden disse midler havde det været svært for de unge at deltage. Jacob har indsamlet adskillige tusinde kroner gennem tiderne.
Det var svært at sige nej til Jacob.
Vi vil savne ham til Hakoah’s 80-års jubilæum.
Jacob Kurland havde naturligvis Hakoah’s guldnål.
Æret være hans minde.
p.b.v.
Jan Ivar Metz
1924 MEYER RUDAIZKY
1934 SAM WASSERMANN
1935 M. SCHWARTZMANN
1937 ARON SCHØNBAUM
1942 WILLY FEDER
1946 HERMANN ISACHSEN
1949 MEYER RUDAIZKY
1951 BERNHARD BODNIA
1959 ISAK BERKOWITZ
1961 REINHOLD NATHANSOHN
1967 BENT LEWINSKY
1969 REINHOLD NATHANSOHN
1971 BENT BOGRAD
1973 POUL ABRAHAMSEN
1975 ALLAN SÅRDE
1977 POUL ABRAHAMSEN
1978 BENNY UNTERSCHLAG
1985 BJARNE KARPANTSCHOF
1991 ALAN MELCHIOR
POUL ABRAHAMSEN
BENT MELCHIOR
BENNY UNTERSCHLAG
BJARNE KARPANTSCHOF
ARNE BODNIA
MORTEN MARGOLINSKY
ALAN MELCHIOR
SKRIGERI PÅ SIDELINIEN OG AKTIVT FÆLLESSKAB
Af Bent Blüdnikow
Hakoah badmintontræner
i tiden efter 2. verdenskrig
Jeg har to drenge, der spiller fodbold i HAKOAH.
Jeg har stået og råbt ganske gevaldigt meget på sidelinien gennem årene og det har hjulpet overraskende meget.
At være en del af HAKOAH er mere end blot skrigeri og fodbold.
Man mødes til hyggeligt samvær med de stressede forældre, som man også ser de øvrige af ugens dage. Indtil flere gange om dagen i visse lykkelige tilfælde. Men på fodboldsbanens sidelinie har man mulighed for at snakke og råbe sammen på en anden måde end i skolegården, når man har alt for travlt til at dvæle ved samtalen.
Man kan også forlade sidelinien og blive aktiv deltager i sine sønners aktiviteter. Jeg tænker på et eksperiment, som vi har kørt i nu et år og som nok er kendetegnende for sportsklubben, der er så meget mere end blot en fodboldklub.
Sagen er, at vi fik den ide, at fædrene jo kunne træne sammen med drengene om søndagen på Ryparkens baner. Ideen var jo på forhånd dømt til at mislykkes, for hvordan skulle travle børnefamilier have tid til den slags?
Og hvad ville hustruerne sige? Jeg har en mistanke om, at det var hustruerne ønske om at få os ud af huset, der måske var den afgørende faktor for forsøgets succes. Vi har i dette år været 15-20 fædre og sønner, der hver søndag har spillet bold. Og vi har haft held med også at lokke børn til, der ikke går på Carolineskolen.
Det har været en dejlig fornøjelse at spille med både fædre og sønner og jeg har været imponeret over det engagement, der har været vist.
Trofast er fædrene dukket op og har vist, at ganske vist er vi blevet tykkere og langsommere med årene, men fodbold kan vi stadig ikke spille.
Det er mere end blot fodbold. Det er et fællesskab af den bedste art, Og at få det foræret er en gave, som jeg ikke tror, er en del af så mange andre sportsklubber.
Fædrenes og sønnernes engagement er en fornøjelse og råberiet lyder bedre inde på banen end fra sidelinien.
Søndagstræningen er en forlængelse af også Carolineskolens liv, hvor fællesskabet både på og udenfor fodboldbanen er blevet en meget stor del af min families liv. For det er jo ikke blot sådan, at alt ting glider automatisk. Det kræver en stor personlig indsats af forældrene.
Der skal ofte være en holdleder foruden træneren og her trækkes der igen på forældrene. Der skal være forældre, der kører børnene til kampene, når de foregår på udebane.
Og der skal på andre måder leveres et personligt engagement og udvises ansvar, hvis en lille klub som HAKOAH skal overleve.
Det er en daglig kamp for alle parter, men netop den opgave giver det personlige ansvar som også i sidste ende giver den størst tilfredsstillelse.
EN HILSEN FRA GAMMEL MACCABI-KÆMPER
Tillykke til Hakoah med de 80 år, flot gået.
Jeg vil gerne i anledning af jubilæet takke Hakoah for alle de mange gode sportslige oplevelser jeg har haft i klubben.
Jeg har fra første dag, jeg kom til træning, altid følt mig som en ”ægte” Hakoahner.
Men det er først de senere år jeg er begyndt at forstå Reinholdts lille spidsfindighed på kampkortene, hvor han skrev under spillested: KLØ.
Det var ikke mange kampe vi ikke fik KLØ i ungdomsårene.
Men vi fik kammeratskab, rejseoplevelser og et sammenhold, som altid vil betyde noget i tilværelsen.
Jeg har personligt haft den store glæde at repræsenterer Hakoah og Danmark ved ikke færre end 6 Maccabiader i Israel fra 1965 – 1985 i både håndbold og fodbold.
Hvis jeg skal nævne et par oplevelser fra alle disse maccabiader er der bl.a. fire der falder for.
Den første var da jeg og Bjarne Karpantschof var med til at løbe maccabi-ilden fra Modein, det var stort.
En anden oplevelse var da vi spillede mod Israels landsholds i Yad Eliyahu Sports Palace og fik en lektion på 7 – 30, det gjorde virkelig ondt på min sportssjæl.
Så var der oplevelsen ved at bære Dannebrog ind på Ramat Gan stadion for af 60000 tilskuere en ubeskrivelig følelse for en sportsmand.
Den sidste, og største, oplevelse jeg altid vil huske er fodboldholdet ved den 8.maccabiade i 1969. Det hold var nok holdet, gennem Hakoahs 80 årige historie, som altid vil blive husket.
Holdet spillede som en drøm og blev nr.4 af 14 hold i fodboldturneringen helt utroligt godt af ”lille” Danmark“.
Af spillere kan jeg nævne Finn Rudaizky, Slomo Abutbul, Leopold Lazar, Jacob Gibori og naturligvis Reinhold Nathanson som holdleder.
Men som fodboldspiller husker jeg specielt alle spillernes omfavnelse efter en scoring mod Mexico. Det er noget der sidder fast og som aldrig bliver væk.
Derfor er Hakoah vigtig også de næste 80 år.
Percy Polano
