Nr. 2 juli 2000

1. LILLEPUTHOLDET I PGT – FRUSTRATIONER TRODS RESULTATMÆSSIG FREMGANG
2. HAKOAH WEBSITE BLIVER BRUGT FLITTIGT
3. FORMANDEN HAR ORDET!
4. MIKRO 91/92
5. SUVERÆN VINDER AF PONDUS CUP.....
6. FLOT SÆSON AF MICROPUT 91/92
7. NY SUCCES FOR MINIPUT 91/92
8. PGT 2000 I HELSINKI  D. 1. -4. JUNI
9. LILLEPUTHOLDET
10. LIDT FRA UNGDOMSFORMANDEN
11. SUVERÆNE MIKROPUTTER
12. SOMMERSTÆVNE I NYKØBING SJÆLLAND
13. SKADESRAMT JUNIORHOLD I USTABIL SÆSON
14. 1.HOLDET LIGGER TÆT PÅ BUNDEN, MEN BURDE LIGGE I TOPPEN
15. ÆRESBEVISNINGER UDDELT VED GENERALFORAMLINGEN
16. BORDTENNIS

 

 

LILLEPUTHOLDET I PGT – FRUSTRATIONER TRODS RESULTATMÆSSIG FREMGANG

Fra første færd markerede LP-holdet en øget styrke i forhold til sidste år, hvor holdet fysisk var bagud for Helsinki, Gøteborg og Antwerpen.

Bagerst fra venstre: Jonathan G, Adam K, David E, Jaron M, Danny V-N, Jakob H, træner Henrik D.

Forrest: Jacob R, Ilan M, Dan K, Romman K, David M.

 

Med tilgang af tre dispensationsspillere fra drengeholdet kunne vi i år matche Gøteborg og Helsinkis favoritter, og allerede i første gang gav det sig udslag i det overskud, der skulle til for at sikre en opmuntrende 1-0 sejr over hjemmeholdet; målet scoret af PGT-debutanten Jacob Hirsch.

Lykken varede dog kun kort: Allerede samme eftermiddag skulle vi møde ærkefjenderne fra Gøteborg, som vi tabte finalen til for to år siden i Oslo, og som slog os klart sidste år i København.

Spillemæssigt var det en meget lige kamp, måske endda med et dansk overtag, men marginalerne var så afgjort på svensk side. Det blev 0-1 på et noget heldigt mål, inden dramatikken tog fat ved de to næste Gøteborg mål på henholdsvis et billigt straffespark – som Adam var meget tæt på at snuppe - og en særdeles omdiskuteret situation: En svensk angriber kolliderede med Roman, og de faldt begge, tilsyneladende skadede uden for det danske straffefelt. De danske forsvarsspillere stoppede, men dommerens fløjte forblev tavs. Den svenske rejste sig op, tog bolden mellem de passive danskere, løb ned og scorede – et brud på fair-play regel nr.1: Man spiller bolden ud af banen, når en modstander ligger skadet.

Udsat for denne modvind kastede alt for mange af vore spillere hæmningerne overbord. Vildskaben kunne nok bruges til at presse Gøteborg helt i bund og få scoret et reduceringsmål, men samtidig blev der også råbt efter dommeren og modstandere og skabt en stemning, så det var København, der kom til at stå som de moralske tabere efter selv at være blevet behandlet så dårligt.

Andendagen startede med en pragtfuld, men ligegyldig, udspilning af Oslo, der blev slået 15-2. Med fire hold i rækken spillede faktisk i første omgang kun om at blive nr.1 og møde den svageste modstander, Oslo, i semifinalen. Med en et-måls-sejr over Helsinki og to-måls-nederlag mod Gøteborg, kunne København ikke nå denne førsteplads, selvom Helsinki skulle slå Gøteborg.

Derfor blev det en semifinale mod Helsinki, der kun spillede 1-1 mod Gøteborg, og derfor var blevet nr.3. i rækken.

 

Taktisk præget semifinale

Helsinki imponerede turneringen igennem med en meget kontrolleret defensiv, hvor mindst tre spillere hele tiden blev holdt tilbage, og hvor man formåede at spille bolden frem og tilbage mellem fire spillere i lange perioder i træk. Nydeligt spil og effektivt forsvar, men ikke særligt farligt.

København havde på andendagen sat Danny Vain-Nielsen på mål, og de få alvorlige opgaver, han blev udsat for, klarede han fint. Til gengæld formåede vi heller ikke at bryde finnernes forsvar og Jonathan G havde meget svært ved at tackle det ansvar, der blev lagt i hænderne på ham. Mod slutningen af kampen, hvor stillingen stadig var 0-0, kom Jonathan heldigvis ud af sin stigende ærgrelse og kort før tid blev det ham, der afgjorde kampen med en helflugter på en løs chance foran mål.

 

Ny modgang i finalen

Finalen blev derfor en god mulighed for at få revanche for det unødvendige nederlag til Gøteborg i indledende runde, men desværre blev kampen i det store hele en gentagelse af det første opgør.

København dominerede, men formåede ikke at score og i stedet fik Gøteborg tre lette mål i den anden ende. Og også i denne kamp pådrog dommeren sig den store danske vrede, da han undlod at godkende et dansk mål, selvom liniedommeren markerede, at bolden var stregen.

Dermed var scenen sat for at få alle de danske frustrationer fra første kamp op igen, og kampen blev spillet færdig i en aldeles uværdig atmosfære, som endog fortsatte med tumult i vores lejr efter dommeren havde fløjtet af. Et par af spillerne gik så langt over stregen, at de bagefter måtte undskylde over for deres egne ledere.

 

God grund til ærgrelse

Der var nu også god grund til at ærgre sig efter turneringen. Ikke på grund af den dårlige behandling – uforskyldt eller ej – holdet havde fået undervejs, men fordi indtrykket af det flotte resultat og det gode spil druknede i al dramatikken.

LP-holdet spillede noget af det bedste fodboldspil i denne række, de tangerede deres eget bedste PGT-resultat med en sølvmedalje, de fik bevist, at når holdet fik tilført de samme dispensations-spillere, de andre gør brug af, så kan de være med helt fremme, og de var betydeligt tættere på guldmedaljerne, end cifrene kunne antyde.

Alt i alt er der grund til at holde hovedet højt frem til næste års PGT på Gøteborgs hjemmebane, og så må vi håbe, at spillerne ikke igen taber hovedet, hvis de der bliver mødt af modgang, men at de formår at holde det koldt og vinder alles respekt.

 

Morten

Til top

www.hakoah.dk bliver brugt godt

Efter lidt over to måneder på nettet viser statistikken, at vores hjemmeside bliver brugt flittigt.

I løbet af maj måned var der 935 sessions på siden med den 12.maj – dagen efter seniorkamp mod Vestia og juniorkamp mod Su. KFUM – var 63 sessions, d.v.s. 63 personer, der surfede rundt mellem vores sider. I alt blev siden ´hittet´ 16528 gange i løbet af maj måned – fra bl.a. Israel, Finland, Holland og Tonga (!).

I juni måned med lidt færre kampe var der 515 sessions, med d.14.juni – dagen efter seniornes afslutningskamp mod Stefan, og juniors sejr over samme modstander – som topscorer med 67 sessions.

De mest populære sider i juni måned (ud over indgangs-siderne) har været PGT-siden, der er blevet læst 147 gange, de to senior-kampreferat-sider, der blevet læst i alt 146 gange og nyheds-siden, der er blevet læst 95 gange.

I maj måned blev seniorsiderne læst i alt 340 gange, nyhedssiden 257 gange og juniorsiderne 88 gange.

Til top

FORMANDEN HAR ORDET

Her midt i juni måned er det dejligt at kunne kigge tilbage på et meget aktivt Hakoah-forår. Fodboldspillerne på såvel vores mange ungdomshold som på vores seniorhold samt deres ledere og trænere, har næsten konstant været i

aktivitet med træning, kampe, stævner eller rejser.

Af 38 afviklede ungdomskampe hvor Hakoah har været involveret, er de 28 vundet og kun 8 tabt.

Det er et meget flot resultat og mange af holdene er derfor med helt øverst i deres rækker, med lilleputholdet årgang 87-88 med 2 ’89ere, som en flot nr. 1 i KBU’s officielle stilling.

I de yngre årgange er der ikke nogen stillinger.

Vores 89-90 årgang har vundet alle deres kampe med en enkelt undtagelse. Vores nye hold ’93-årgangen, har vundet alle deres kampe og scoret en masse mål. Årgang 91-92 holdet har været i en meget jævnbyrdig række og vundet og tabt lige mange kampe. Tilgengæld gik vores årgang ’92-hold ud og vandt guld i Pondus-Cup i Vanløse. Vores juniorhold med en del drengespillere årgang 84-85-86 ligger på en solid 4. plads af 10 hold i deres række.

Disse resultater viser hvor dygtige spillere vi har i klubben. Også vores trænere skal have en tak for deres indsats. Det sociale element må vi ikke glemme og det gør vi bestemt heller ikke.

3 af holdene har været i Helsinki til vores årlige PGT-turnering. Herfra skal lyde en tak til Maccabi Helsinki og de danske ledere for at turen blev så vellykket og at drengene fik sig nogle dejlige dage sammen med mange søde værtsfamilier.

Velkommen hjem og tillykke med guldmedaljen til juniorholdet og sølvmedaljerne til lilleput- og minputholdet. 3 finalepladser - det ik’ så dårligt endda. Mere om PGT kan man læse om længere inde i bladet.

 

Vores talentfulde 1. seniorhold har haft en dårligere forårssæson end forventet. Efter de sidste 2 sæsoner at have stabiliseret sig i serie 2, troede alle omkring holdet at nu skulle vi spille med om oprykning. Det er kun blevet til 4 sejre og en placering som nr. 12 af 14 hold. Dog var der lidt opmuntring i de sidste 2 kampe, der begge blev vundet, den ene med 4-0 mod bundholdet og den anden med hele 5-1 mod topholdet i rækken.

 

Sejre over serie 1.hold i træningskampene kan have været en sovepude for holdet. Sammen med lidt sløv træningsindsats i marts måned, kan det være nogle af forklaringerne på det bedst spillende hold i rækken ligger dér hvor de ligger. Vi har nu heller ikke haft heldet på vores side og alle kampene der er tabt er tabt meget knebent.

 

Så med den flotte afslutning på foråret, er optimismen tilbage på holdet og os der følger holdet er sikre på at efterårskampene nok skal få os meget højere op i rækken. Der er kun 14 points op til en 1. plads i en meget lige række. Tak til træner Kim og holdleder Tage for deres store indsats og til sidstnævnte for nogle utrolig gode referater fra kampene (kan i øvrigt læses på vores flotte hjemmeside www.Hakoah.dk).

 

Til gengæld er vores 2. hold på en pæn 5. plads i serie 6, med kun 6 points (2 sejre) op til en oprykningsplads. De har vundet nogle store sejre og er med det bedste 2. hold vi kan stille, alt for gode til at ligge og rode i serie 6. Der er en fin stemning på holdet og vi er glade for at Benjamin med hjælp fra forskellige andre virkelig har fået det til at køre.

 

Old-Boys holdet er virkelig blevet Old Boys, så til efteråret stiller vi op i veteranrækken hvor vi forhåbentlig bedre kan følge med. At løbe stærkt (på fodboldbanerne) bliver bestemt ikke lettere med årene!!!

 

Vores 3 B-idrætsgrene (basketball, bordtennis og badminton) og håndbolden holder pause i øjeblikket og starter op igen i september. Jeg har lige fået bekræftet at bordtennis kan fortsætte i Hillerødgadehallen hver onsdag også til næste sæson.

 

Den 13. marts åbnede Hakoah en udstilling i Ny Kongensgade med billeder, vimpler og pokaler fra vores lange historie. De mange mennesker blev efterfølgende budt på mad givet af tidligere formand Poul A. Tak til ham og tak til Benny U. for hjælp med udstillingen.

 

Derefter blev der afholdt generalforsamling og det var en fornøjelse at afgive årsberetning fra vores succesfulde 75-års jubilæumsår for så mange mennesker.

 

Jeg håber I kommer igen også til næste år. Vores 2 ungdomsledere afgav også beretning og der blev overrakt pokaler og alle var glade for en rigtig hyggelig Hakoah-aften.

 

Bestyrelsen konstituerede sig som vist på bestyrelses-siden Intet nyt på det område og tak for den indsats der bliver ydet.

 

Vi har fået en meget flot hjemmeside, som jeg ved rigtig mange allerede gør brug af og læser. Til dem som endnu ikke har brugt den, kan jeg fortælle at man kan læse sidste nyt om hvad der sker i klubben, såsom referater og resultater. Man kan læse om Hakoahs historie og de sidste numre af vores blad. Skal man have fat i nogle fra bestyrelsen kan man også skrive til os igennem vores hjemmeside. Besøg os på www.Hakoah.dk.

 

Held og lykke til de mange af vores unge der gennem Hakoah har tilmeldt sig sommerens DBU-fodboldskoler. Jeg håber I får nogle hyggelige og lærerige dage sammen med jævnaldrende fra andre klubber.

 

God sommerferie og mange sportslige hilsner

 

Alan Melchior

 Til top

MIKROPUTholdet

Holdet der består af spillere der er født i årgang 91 og 92, har haft et flot forår i en række hvor spillerne på de andre hold næsten allesammen kun er fra årgang 91. 

De fleste af vores mange talentfulde spillere er fra årgang 1992: Daniel S., Daniel E., Philip, David H., Rupert, Benjamin S., Sebastian, Maor, Jonas og Adam ialt 10 spillere, imens der kun er 5 spillere fra årgang 1991: Jakob, David S., Ariel, Benjamin G. og Kevin. Det gør selvfølgelig at der i en del kampe rent fysisk er stor forskel på holdene. Rent spillemæssigt kan vi sagtens være med og indtil her midt i juni har vi vundet 2 kampe, tabt 2 og spillet uafgjort 2 gange.

Specielt i jeres kamp mod B 1903 på udebane, viste I ikke kun godt fodboldspil og afgjorde kampen ved at komme foran 3-0 i 1. halvleg. I 2. halvleg kæmpede I flot i den kraftige modvind og holdt de meget store modstandere væk fra at score. En sejr der viste det fodbold går ud på, nemlig at I står sammen på banen også når I bogstaveligt talt kommer i modvind og I samtidig viser flot og effektiv fodbold. I er heldigvis flittige til at møde op til træning og I er også blevet nogle meget bedre fodboldspillere og det glæder de mange der er kommet for at bakke jer op når I spiller jeres kampe.

Fortsæt med at møde op til træning, når I nu skal have en ny træner efter sommerferien. Den nye træner glæder sig meget til at lære fra sig, så I kan lære nye ting og fortsat have det skægt sammen.

1992-årgangens flotte sejr i Pondus-Cup stævnet i Vanløse (tillykke med guldet), står der om et andet sted i bladet. Held og lykke til de mange der gennem Hakoah har meldt sig til DBU’s fodboldskoler. Jeg er sikker på at I nok skal få nogle sjove oplevelser.

God sommerferie og på gensyn til august.

Mange sportslige hilsner

 

Alan M.

 Til top

SUVERÆN VINDER AF PONDUS CUP


I bragende solskin deltog Hakoah mikroput ´92 søndag d. 7. maj i den traditionsrige Pondus Cup, og blev en suveræn vinder efter 5 kampe, der alle gav sejr og en samlet målscore på 17-1.


Først gik det i de tre indledende kampe ud over Vanløse, der blev slået med 5-1og Hellas og Jægersborg, der begge blev slået med 3-0. Drengene var herefter klar til semifinalen, hvor det gik ud over Skovlunde, der blev slået 2-0.

I finalen skulle holdet igen møde Hellas, der var blevet nr. 2
i den indledende pulje og havde vundet deres semifinale. Drengene fra Hellas havde på forhånd stor respekt for Hakoah - sporene fra den indledende pulje skræmte.

Efter en nervøs start på kampen - nu gjaldt det jo pludselig guldmedaljer - kom det flydende positionsspil igen frem, og Hellas blev fejet ud af banen med hele 4-0.

Bag det flotte resultat lå en fantastisk holdindsats, hvor alle mand kæmpede som gjaldt det VM, og hvor der blev vist flydende, flot fodboldspil krydret med mål i verdensklasse.

Efter stævnet modtog drengene deres fortjente guldmedaljer, men der gik lang tid før spillerne fik armene ned igen.......

I stævnet deltog: Maor, Daniel E., Daniel S, Benjamin, Sebastian, David H., Adam, Rupert og David S.

Jan Sandler

 Til top

Flot sæson af miniputterne

Så sluttede mikroputterne 91/92 forårssæsonen af fredag d. 16.06.2000, med den sidste almindelige kamp. Dette gjorde de med maner. Kampen blev en ren fornøjelse da vejret var godt og de vandt 5 -1 imod KB 4.

Sæsonen har budt på mange spændende kampe, hvor der blev vundet, tabt og spillet uafgjort, men alle med godt mod og god kampiver.

I forårssæsonen er der kommet flere gode kræfter til som Sebastian Hirsch, der i fredags viste sine evner, ved at være een af de mange der scorede.

 

Kevin Lang er kommet tilbage efter en pause og brødrene Skop, har besluttet at spille sammen, hvilket de er blevet gode til. Der er fortsat den gode gamle garde af Adam Melchior, David Samucha, David Herzig og Rubert Kurland som gode angribere. Efter at Benjamin Grodin er rykket frem som angriber har han også vist store evner som målscorer. Forsvarsspillerne Daniel Sander, Daniel Elul og Philip Bludnikow har været uvurderlige for holdet, da de med stor iver og frygtløse har hjulpet målmanden Maor, med at forsvare målet, til tider mod meget store modstandere. Sidst men ikke mindst har Jacob Goldstein været godt placeret som midtbanespiller, så han både har kunnet hjælpe forsvaret og angrebsspillerne.

I foråret har Henrik Dvorsky været en god og vellidt træner, der har udviklet drengenes talent, og det er med vemod at de må sige farvel til ham.

Drengene sluttede sæsonens turneringer af, med at vinde Sommerland Sjællands stævne d. 18.06. , de spillede 3 kampe. 1. kamp uafgjort, 2. kamp vandt de 5- 0 og 3. kamp 3 -2 .

Tak til alle børn og deres forældre for en god og hyggelig sæson i Hakoah, og god sommerferie.

 

Vivi Goldstein

Til top

 

Ny succes for Miniput 91/92.....

Søndag den 18 juni deltog Miniput 91/92 igen i et fodboldstævne. Denne gang i Nykøbing Sj., hvor drengene deltog i B-rækken for årgang 90/91. Selvom modstanderne således var 1-2 år ældre og større end vore, gik drengene frisk og uimponeret til opgaven.

Første modstander var mod Såby Fodbold. En jævnbyrdig kamp præget af premierenerver. Kampen endte 0-0. Næste kamp var mod værterne fra Nykøbing IF. Nerverne var væk og kampen blev spillet i et højt tempo, med fejende flot kombinationsspil og solidt arbejde over hele linien. 5-0 blev resultatet. I den sidste kamp skulle vi nu møde Sørbymagle IF, der havde vundet deres 2 første kampe klart. Vi fortsatte imidlertid linien fra den anden kamp og kom foran 3-0 inden modstanderne fik lov til at komme ind i kampen. Slutresultatet blev en fortjent sejr på 3-2, og vore spillere kunne juble efter at være blevet en suveræn vinder af puljen.

Efter stævnet fortsatte dagen i Sommerland Sjælland, hvor drengene fik overrakt deres velfortjente medaljer.

I stævnet deltog: Philip, Daniel S, Adam, Maor, Benjamin S, Ariel, Jacob, Kevin og Benjamin G.

 

Jan Sandler

Til top

PGT-turneringen - MP

Jonathan L, Jonathan G, Max, Ari, Simon, Andre, Ido, Ilan, David, Martin og jeg tog til Helsinki for at deltage i holdets første Pierre Gildesgame Turnering. 

Bagerst fra venstre: Træner Gustavo, Ido, Andre, Jonathan G.

Forrest: Max, Ari,  David , Jonathan L, Ilan.

Liggende: Simon.

Det var meget svært for os at vurdere vores chancer for at klare os i turneringen, men efter en fremragende sæson i København var vores humør helt i top. Med to sejre den første dag; 2-0 mod Helsinki Tigers og 4-2 mod Helsinki Lions, viste vi, at vi skulle tages seriøst. Anden dag lagde vi ud med et nederlag til Malmø 1-2 på trods af at vi i begyndelsen førte med 1-0. Vi havde to kampe tilbage, og det var kun sejre, der talte! Med 3-0 mod Oslo og 5-1 mod Stockholm var vi klar til finalen mod Malmø om søndagen. Finalen var en meget svær kamp... Begge hold kæmpede hårdt og havde mulighed for at vinde. Ved et uheld fik Malmø et mål foræret, hvilket blev afgørende for resultatet: 0-1, derfor måtte vi „nøjes" med sølv.

Miniputternes præstation i PGT var fænomenal, specielt taget i betragtning at det var første gang de deltog. De vil med garanti lade høre fra sig i fremtiden - jeg er sikker på, at der venter dem mange flotte præstationer!

Det var et gyldent punktum efter 2 års hårdt arbejde.

Til sidst vil jeg takke Martin for et godt samarbejde. Held og lykke til drengene fremover - fortsæt med at kæmpe!

 

Gustavo

Til top

Lilleputholdet

Holdet har haft en flot forårssæson og er her midt i juni på en 1. plads. Bedre kan det jo ikke være. Vi har deltaget i KBU’s 7-mands turnering, som vi er med i hvert år. Men i år skulle det åbenbart være!! Vi har klaret os bedre end vi plejer. Holdet er ikke kun blevet fysisk stærkere, men der er ind i mellem blevet vist ganske flot fodbold af vores forholdsvis små teknikere.

Den største fremgang ligger dog inden for ‘disciplinen’ skud på mål. I har vist at hvis man ikke forsøger med skud udefra, så får man aldrig scoret. Der har virkelig været præcision i jeres skud og scorer man ikke på første forsøg, så kommer der som regel en retur fra målmanden, hvor man så kan få bolden i mål.

Desværre har vi 2 gange været udsat for, at modstanderne slet ikke er dukket op, men i de andre kampe, har I vist stigende formkurve. Jeg vil fremhæve 3 kampe, som holdet sikkert også husker bedst fra forårsturneringen.

Mod Hellas på udebane viste vores spillere meget flot moral, da vi var bagud 4-0 i 2. halv- leg., men på en eller anden utrolig fightervilje af alle spillere vandt vi kampen med 5-4. Lige inden PGT-turneringen i Helsinki, kom Hellas til Ryparken i forstærket udgave. Vi spillede nok vores bedste kamp i lange tider og vandt ret klart med 4-1. Der blev givet fortjente sodavand efter den flotte kamp og skålede på en god tur til Finland 2 dage efter.

Den sidste kamp jeg vil fremhæve, fandt sted 2 dage efter PGT, hvor vi skulle møde topholdet Bispebjerg, som vi havde tabt 1-0 til i den første kamp. I en rigtig regnvejrskamp, med alt hvad dertil hører af fight og glidende tacklinger, vandt Hakoah med 3-2. Det var en rigtig spændende kamp, med Hakoah som de fortjente vindere. Det var rigtig trætte drenge, der kunne juble efter dommerens slutfløjt. Reelt var det lilleputholdets 7. kamp på 8 dage (incl. de 5 kampe i Finland).

I har ‘næsten’ alle været flittige til træning og kampe. Det er sandelig også nødvendigt, da spillertruppen jo ikke er så stor. Spillerne her i foråret har været André, Micha, Noah, Roman, Jaron, Jakob (forsvar og midtbanespillere), samt Adam, David, Samuel, Ari & Ilan (midtbane og angrebsspillere). Flot klaret og fortsæt med at være nogle gode drenge både på og uden for banen så forældre, leder og træner kan være stolte af jer. Tak for en flot forårssæson.

Mange sportslige hilsner og god sommerferie fra jeres holdleder og hjælpetræner,

 

Alan

Til top

Lidt fra ungdomsformanden

Jeg har haft mit virke ca. 11 mdr. som ungdomsformand. Jeg vil takke børnene, forældrene, bestyrelsen, trænerne og alle andre der har taget godt imod mig.

Forårssæsonen er slut og vi kan se tilbage på en masse gode fodbold oplevelser.

Med Andreas Thulin og Dalia Melchior som trænere har Mikroputterne 93 taget grønsværen med storm.

I deres første udendørsturnerings sæson har de spillet modstanderne ud af banen
Efter en lidt træg indendørssæson er der ikke noget mere bekræftende end at se af så glade og stolte børn.
En stor ros til såvel børn som trænere.

Henrik Dworsky og David Maman har med god ånd ført miniputterne årg 91/92 gennem turneringen. Børnene har bevist at trods nogle nederlag , har de kæmpet i bedste hakoah ånd. De skal have en stor ros for såvel deres fodboldspil og deres kampgejst .

Henrik er blevet headhuntet til miniputterne 90/89 og selvom jeg som mor til Maor på dette hold er utrolig ked af at han forlader miniputterne 91/92, kan det dog kun komme Hakoah til glæde at han fortsætter i vores fold.

Vi ønsker i stedet Martin Meyer velkommen som træner til holdet.

Gustavo Caplunik har med Miniputterne årgang 90/89 haft en fantastisk sæson og har formået at gøre os alle stolte med gode resultater og en dejlig fodboldglæde.
Desværre skal vi sige farvel til Gustavo som træner ,da han rejser til det store udland i et år. Hakoah og jeg selv ønsker ham al held og lykke på rejsen.
Henrik Dworsky skal overtage holdet . Et stort velkommen til ham

Benjamin Nodal Fardan har med lilleputterne 88/87 haft en rigtig god sæson. Børnene har vist et stigende engagement i såvel træningen som kamp deltagelse og har dermed spillet sig frem til nogle gode resultater.

Morten Margolinsky har med juniorerne kastet sig ud i en sæson med 11 mands fodbold. Det har holdt hårdt, da spillerne har manglet lidt selvdisciplin og ikke altid har været så gode til at møde op, hverken til træningen eller til kampene . Men med Mortens og de resterende spilleres fantastiske gå på mod har holdet alligevel fået en god sæson ud af det.

Lilleputpige holdet måtte vi desværre sige farvel til. Vi trak holdet fra KBU turneringen , da vi efter adskillige forsøg ikke kunne stille et hold. En lille kerne på 5 spillere stillede trofast op til såvel træning som kampe, men det var jo ikke nok. Vi må se om der på et senere tidspunkt, genoplives en interesse for fodbold eller andet blandt pigerne.

Badminton. Med Peter Waksman som træner havde børnene en rigtig god sæson. Vi var på et tidspunkt oppe på 25 spillere. Sæsonen kulminerede i et klubmesterskab, hvor det ikke skortede på entusiasme .

Peter forlader os desværre næste år, da han skal til Israel. Hakoah og jeg selv ønsker ham en rigtig god tur.
Vi byder samtidig velkommen til Maria Kristiansen, som overtager badminton træning til efterårssæsonen.

Sæsonen har kulmineret i en fantastisk tur til Helsinki, hvor miniputterne 90, lilleputterne og juniorerne gjorde os alle stolte i den årlige PGT turnering. Vi kom alle hjem med en såvel gode fodboldminder som dejlige sociale minder.

Jeg ønsker alle en god sommerferie og glæder mig til vi ses igen til endnu en god sæson med mange gode oplevelser.

 

Camilla Schou

Til top

 

Suveræne Mikroputter

Hakoah´s yngste hold sluttede på en suveræn førsteplads med 5 sejre ud af 5 mulige. Der har været klasseforskel i de fleste af deres kampe. Så stor at den sidste kamp mod B 1903 blevet vundet med hele 16- 1.

Til den første turneringskamp mod FIX, var det ellers svære vilkår, da der kom nogle sidste minuts afbud, der betød, at der ikke var nogen udskiftningsspillere. Men drengene kørte en sikker 8- 4 sejr hjem. De 2 efterfølgende kampe mod Husum og GVI også vundet sikkert ( 8- 6 og 9- 6).

Den 4 kamp, var noget af en styrkeprøve for holdet, da Vain Nielsen tvillingerne sad over til denne kamp. Men til alle skeptikernes overraskelse vandt holdet 2- 1 over KFUM, i en meget medrivende og underholdene kamp.

Den sidste kamp blev som førnævnt en ren walk over. Det var næsten synd for de underlegne B 1903 spillere.

Herunder er en kort præsentation af Hakoah´s kommende stjerner.

 

Daniel A : Har været holdets forsvars krumtap, som altid udviser stort mod, ligegyldigt om modstanderen er flere hoveder højere.

 

Jonathan S : Er en lille flittig midtbanespiller. Han har en god spilforståelse og nogle gode driblinger.

 

Phillip L: Er en solid tackler og har et utrolig godt venstrebensskud. Derudover er han også en humørspreder.

 

Jacob N: Knokler hele tiden og er meget god til at placere sig i forhold til bolden.

 

Thomas VN: Har været holdets styrmand. Altid med fremme og tilbage. Utrolig hurtig og har et godt skud.

 

Jacob VN : Er ifølge mine beregninger blevet topscorer med ca. 22 mål, hvilket er flot. Er ligesom sin bror hurtig og skudstærk.

 

Moran B S: Er fantastisk til at læse spillet og bryder modstandernes angreb gang på gang.

 

Sebastian R : Fik kun spillet en kamp. Men der blev han matchvinder, da han scorede et af de to mål i 2-1 sejren.

 

Toby B : Har været holdets målmand. Han er i stand til nogle lange udspark, og har flere farlige forsøg.

 

Benjamin G : Er en rigtig fighter. Han giver aldrig op og får erobret mange bolde på midtbanen. Han har også vogtet målet, hvor han har lavet nogle gode redninger.

 

Jonathan G : Har en god spilforståelse og yder altid en stor arbejdsindsats. Desuden er han god til at spille bolden.

 

Oliver M L : Er fysisk stærk og hurtig. Han er en spiller som tit er det rigtige sted på banen.

Kendetegne for alle spillere er, at de har en nærmest umættelig lyst til fodbold. De hader at tabe og så har de talentet.

Jeg vil gerne sige tak for en flot sæson og jeg kan kun håbe at det fremover vil gå holdet ligeså godt.

Den meget stolte træner

 

Andreas

P.S. Jeg ved godt jeg lovede at der kom et billede i bladet, men tiden blev for knap. Så derfor vil jeg gøre det godt igen, ved at få et billede i næste udgave af Hakoahneren.

Til top

 

Sommerstævne i Nykøbing Sjælland

Atter i år deltog Hakoah i fodboldstævne i Nykøbing Sjælland med efterfølgende sjov og ballade i Sommerland Sjælland.

Denne gang deltog vi med hele tre hold.

Microput årgang 93, Miniput årgang 90(vores årgang 91/92) samt Miniput årgang 90.

For at tage slutningen først, det gik over alt forventning. Alle tre hold kom i toppen af deres række.

 

Microput 93 vandt flot deres tre kampe med 3-0, 3-0, 7-0. De spillede med stor iver og teknisk snilde, og et medlevende publikum, fik det hele til at gå op i en højre enhed. Det er noget vores landshold kunne lære meget af.

Med den gode sparketeknik mange af vores spillere besidder, fik de hurtigt bolden sparket op på modstanderens banehalvdel, hvorfra det mere eller mindre organiseret angreb mod mål blev indledt.

Blandt de mange mål skal her nævnes et langskudsmål fra lidt over midten der sad lige under overlæggeren, uden nogen chance for deres målmand, sat ind af Oliver M.

I den slags kampe er vores tvillinger Thomas og Jacob VN altid god for mange mål og denne gang var ingen undtagelse. Øvrige spiller på holdet Daniel A, Jonathan G, Benjamin F G, Sebastian R, Jacob N, Jonathan S, Moran B S.

Som sagt alle spille det bedste de havde lært af deres succes træner Andreas. Hvis holdet kan holde den gejst og kampiver, skal de nok når langt. De har vundet de fleste kampe, i deres første sæson med egentlige turneringskampe. Flot.

 

Miniput 90 øvede, for tredje og nok desværre sidste gang deltog holdet i den afsluttende sommerturnering. Atter en gang med succes.

Efter en uheldig første kamp hvor modstanderen scorede sejrsmålet i dommerens overtid, gik spillerne til vaflerne.

Næste hold fik en sæk på hele 7-0, her viste spillerne at Gustavo havde lært dem at spille sammen.

Det ene flotte angreb efter det andet rullet ind på modstanderens banehalvdel, og blev afsluttet med flotte langskud eller modstanderen blev spillede rundtosset i Hakoahs kombinationer. I den sidste kamp fortsatte det gode spil med en sejrer på 4-1.

Målscorerne fordelte sig jævnt over hele holdet, dog fik Simon N på mål ikke lov til at går frem som sin lidt mere kendte landsmand med fornavnet Peter S.

Følgende spillere deltog: Ido B, Ronnie S, David A, Alexander M, Ilan N, Jonathan L.

Med første/anden plads fik spillerne sagt pænt farvel, og på snarlig gensyn til deres meget vellidte og dygtige træner Gustavo.

Gustavo har taget et års årlov fra holdet (og vist nok også fra arbejdet i børnehaven) for at være med i et spændende projekt i Sydamerika.

Miniputterne , Hakoah og undertegnet ønsker dig en god og spændende rejse og vi glæder os til at høre fra dig.

Vores nye træner, som vi har fundet bedst egnet efter gennemgang af de mange ansøgeres kvalifikationer, bliver Henrik D.

Vi ønsker Henrik held og lykke, og glæder os til at Henrik vil videreføre den gode udvikling som spillerne er inde i. Der er potentiale i det hold, til noget stort!!!!

Med sportslig hilsen og god sommer

 

Martin Norden

Til top

 

Skadesramt juniorhold i ustabil sæson

Juniorholdets resultater i foråret har givet anledning til dybe panderynker i forbindelse med tre rekordstore nederlag i træk.

I løbet af de to uger, der omgav PGT, tabte holdet 0-10 til Hellas, 0-17 til Hvidovre og 0-8 til beskedent placerede KFB. Nederlag i en størrelsesorden, undertegnede kun én gang før havde oplevet i løbet af 4 års arbejde med holdet; i den allerførste kamp.

Som offer for stormen faldt også en anden enestående rekord: 0-17 mod Hvidovre markerede afslutningen på en næsten tre-årig periode, hvor holdet havde spillet tre kampe uafgjort på Ryparken og vundet resten af kampene dér.

 

Hårde odds for drengespilerne

Kendetegnende for negative periode var, at det var holdets fem 86´ere – 2.års drengespillere – der måtte trække et tungt læs i juniorrækken. Netop i disse kampe manglede de fysisk stærkeste spillere, og det kunne så afgjort mærkes. Faktisk vi måtte pga. af sidsteøjebliksafbud og skader undervejs spille 2.halvleg i alle tre kampe med 9 eller 10 mand, og så kan man nok forstå, hvorfor øretæverne blev så store.

Med en trup bestående af to dispensationsspillere, tre anden-års juniores, ni førsteårs juniores og fem andet-års drenge, havde vi på forhånd lidt bange anelser angående holdets fysiske formåen, men den indledende 9-0 sejr over Viktoria, hvor vi var tæt på stærkeste opstilling, skubbede bekymringerne i baggrunden.

I anden kamp mod Rikken manglede vi de to farligste mand fra første opgør: David M 5 mål, men ude med en alvorlig forstuvning, og Rafi N 2 mål, og kunne nok også have brugt David S på den centrale midtbane, hvor kun David J havde fysikken, der kunne hamle op med de store Rikken-spillere. Nederlaget på 0-3 var dog til at leve med – ikke mindst da Rikken senere har trukket deres hold, der først og fremmest var baseret på dispensationsspillere.

Mod Sundby KFUM var antallet af afbud oppe på 8, men heldigvis var modstanderne ligeså "unge" som vi, og mod slutningen af en lige kamp væltede loddet over på vores side i en 7-4 sejr.

Så fulgte forårets bedste kamp mod topholdet KB, der skønt kun 10 mand i ¾-dele af kampen diskede op med en god gang fodbold. Stillingen var 0-0 et stykke ind i 2.halvleg, da en stærkt spillende Chris James dukkede op som 11-mand. Med Chris som arkitekt kom KB på 1-0 midtvejs i halvlegen, og da vi 5 minutter fik sendt David J ud med en 10 minutters udvisning, syntes slaget tabt, men Rafi N brød igennem og skaffede os uafgjort.

Desværre fulgte sammenbruddet kort derefter. HB kunne ikke stille fuldt hold til kampen på Fælleden og valgte at tabe uden kamp, og det skulle vi måske også have gjort, da vi kun kunne stille 10 mand mod Hellas en uge senere, og vi endda vidste, at Rafi N skulle gå i pausen. Da David J ydermere i starten af kampen rendte ind i fiberskade, der holdt ham ude resten af foråret, blev det indledningen på den alvorlige deroute. Bedste spiller hos Hellas var i øvrigt selvsamme Chris James, der 10 dage forinden havde været med hos KB!

 

Vendepunkt mod Stefan

Heldigvis lykkedes det at få vendt båden i sæsonens sidste uge, hvor Stefan kom på besøg på Ryparken. 4-1 sejren kom i hus mod en modstander, der bestemt ikke var ueffen, og hvor tendenser i stil med dem, der havde bragt os til fald i de foregående kampe, var tæt på at dukke op igen.

Heldigvis red vi den alvorlige storm i starten af 2.halvleg af, hvor Stefan nok fik udlignet vores pauseføring, men ellers ikke fik scoret, og i lighed med sidste års bedste kampe kunne vi i stedet slå contra med tre mål og vinde kampen 4-1.

 

God sæsonafslutning

Sæsonens sidste kamp rummede alle de elementer, der tre ugers tid tidligere kostede os store tærsk: Masse-afbud, sløv stemning og manglende fight, men når bøtten først er vendt, vindes sådanne kampe alligevel.

FA2000 fra rækkens bund-region var ikke den store modstander og trods de mange afbud, kunne vi glæde os over at have en række nøglespillere med, som trods en mindre god dag var med til at gøre udslaget i sidste ende.

Sejrscifrene kom til at lyde på 7-3, men der var nu en del spænding undervejs, inden vi i det sidste kvarter gik fra 4-3 til de 7-3 og sikrede os et rimeligt fornuftigt udgangspunkt før efteråret, hvor vi nok må se i øjnene, at vi ender lige under de tre suveræne tophold KB, Hvidovre og Hellas.

 

Ansvarlighed

Årets nøgleord har været ansvarlighed, og hvis holdets spillere hver især påtager sig det ansvar de kan bære – både mellem og under kampene – kan vi sagtens udfordre også de tre tophold.

Desværre har vi haft mange rigtig dumme afbud, hvor de spillere, der skulle have taget ansvar, har dækket sig bag det store antal spillere i truppen, og derfor har lavet andre aftaler på en kampdag. Det nytter ikke noget, at juniorspillerne overlader ansvaret til vores drengespillere. Også på banen har der i de dårlige kampe været tale om, at man har set på, når medspillere har lavet fejl, uden selv at påtage sig ansvaret for at bakke op – aben var jo placeret; vi vidste, hvis fejl det var…

Når alle står til rådighed, alle bakker hinanden op, så kan vi spille lige op med alle i rækken.

 

Morten

Til top

1.holdet tæt på bunden, men burde ligge blandt topholdene

1.holdet har langt fra levet op til forventningerne der var stillet til dem fra forårsturneringens start.

Materialet har ikke været bedre på papiret siden jeg tiltrådte som afdelingsleder for 5 ½ år siden.

Årsagen til den ringe placeringen er flere. Skal der peges på een væsentlig må det være den ringe træningsindsats i vintermånederne. Alt for mange sad hjemme og hyggede sig på kakkelovnen, fremfor at passe træningen. Talentet alene gør det ikke. En anden årsag skal også ses i vores trænerskift idet Kim og spillerne først skulle lære hinanden bedre at kende.

Vores forsvar har også været hullet som en si. Som nogle af spillerne sagde: Det kan ikke være meningen at vi skal score 5 kasser hver gang for at vinde.

Vi har dog aldrig været nedspillet og de fleste af kampene er ikke tabt med mere end 2 mål.

Et af de mærkeligste resultater var mod Hellas, hvor vi var bagude med 1-5. Da kampen sluttede var vi tæt på at udligne idet vi tabte med 4-5.

Vi var også involveret i en skandaledommer, som dømte så voldsomt imod os i kampen mod Vestia.

Det meste af kampen spillede vi med mindre end 10 mand da vi fik udvist Stefan efter ca.15 min. og fik et hav af gule kort.

Alligevel fik vi udlignet til 2-2 blot 8 min. før slut. I det sidste minut af kampen slukkede dommeren vores drømme da han dømte et yderst tvivlsomt straffe ( også iflg. Vestias hjemmeside).

Vi indsendte en skriftlig protest mod dommeren, men fik ikke medhold selvom en uvildig klub skriftligt meddelte KBU at dommeren dømte imod os. Endda på Vestia’s hjemmeside stod det samme at læse.

Vores formkurve var stærkt stigende de sidste 4 kampe og kampen mod topholdet Union burde være vundet med det flotte spil og chancer holdet leverede. Desværre tabte vi 1-3 men fremgangen var meget stor inden mødet med det andet tophold Føroyar.

Efter at have været bagude 0-1 i første halvleg Føroyar mod et godt spillende Føroyar, var det et helt nyt Hakoahhold i 2.halvleg. Resultatet blev 5-1 til os.

I forårets sidste kamp vandt vi med 4-0 over det andet bundhold efter en pauseføring på 1-0.

Dette betyder at 1.holdet ligger på en skuffende 12.plads ud af 14 med 12 point og en målscorer på 33-33. Man skal helt op på en 8. plads for at møde hold som har bedre målscorer end os.

I øvrigt har 1.holdet fået hjemmebane på Kløvermarkens nye baner p.g.a. de forfærdelige knoldede baner i Ryparken. Skaderne på spillernes ankler er klart blevet nedbragt og banernes lækre stand der, er lige nam nam for vores teknisk betonede hold.

Resultaterne: (Hellas 4-5) - (Amager FF 1-3) - (KFB 2-3) - (Pioneren 5-0) - (Olympia 4-2) - (Sundby KFUM 2-4) - (Vestia 2-3) - (B1960 1-2) - (FA2000 0-3) - (Bosna 2-4) - (Union 1-3) - (Føroyar 5-1) -

(Stefan 4-0)

Flg. har scoret vores mål: Robert - Stefan - René R.- Andreas - Miki - Benjamin F. - Patric - Jossi - Allan.

Hvis holdet kan forblive indtakt i efterårssæsonen og uden alt for mange skader, tror jeg vi vil se et Hakoah hold der laver en masse ravage i serie 2. Men uden træning går det ikke.

Jeg vil appellerer især til spillerne på 2.holdet om at komme til træningen så vi kan få en større skærpet konkurrence. Mange af spillerne på vores 2.hold, kunne sagtens give de nuværende 1.holds spillere modspil.

I øvrigt kan 1.holdets bedrifter følges på Hakoah’s flotte hjemmeside på www.hakoah.dk hvortil jeg skriver ref. fra kampene, men kom også gerne ud og se holdet udfolde sig, det er endnu en gratis glæde for jer og det vil glæde og hjælpe spillerne.

Træningen starter op efter sommerferien tirsdag den 25/7 kl.18,15 og fortsætter herefter hver torsdag og tirsdag.

God sommerferie.

 

Tage

Til top

Æresbevisninger uddelt ved Hakoahs generalforsamling 13.3.2000:

Lederpokaler:

25 års jubilæumspokal: DANIELLA ROTHSCHILD

40 års jubilæumspokal: GUSTAVO CAPLUNIK

Bernhard Bodnias Ærespokal: HENRIK DWORSKY

 

Flidspokaler:

Fodbold Senior: MIKI FHIMA (Uddelt ved jubilæumsfesten)

Badminton Junior: MICHA LINKIMER

 

Ungdomspokaler:

Dansk Zionist Forbund’s Ungdomspokal: ILAN MELCHIOR

Selma Nachemsons Mindepokal:DANIELLA ELKAN

René Strassmanns Mindepokal: JONATHAN GERAFI

David P. Benedikt’s Juniorpokal: DAVID KARWOWSKI

Bestyrelsen ønsker tillykke til årets valgte pokalmodtagere.

Til top

Bordtennis

Så er sæsonen slut.

Vores bordtennishold spillede i Serie 3, Kreds 16 under ØstDanmarks Bordtennis Union.

Holdet bestod af formanden himself Alan Melchior, Lennart Leibo, Michael Fish, Kim Lang, Jonas Bikov og undertegnede.

Stamholdet skulle være Alan, Lennart og Michael, men Michael var syg det meste af tiden og Lennart havde mange rejser undervejs. Så den gamle måtte træde til indimellem.

Vores række bestod af 9 hold: Ballerup, Brønshøj, Cito 1, Farum 2, Gentofte/Unisport, Herlev, Kildeskoven, Stefan og os. Trods sygdom og rejser har vi klaret os særdeles godt. Vi var oven i købet i fare for at ryge op, hvis vi vandt bare en enkelt kamp mere. Heldigvis blev vi hvor vi hører til med 18 point i 18 kampe og en placering som nr. 5, lige i midten af rækken, men med bare 2 point mindre end nr. 2.

Vi har det meget godt på holdet både socialt og spillemæssigt. På ranglisten er Alan placeret som nr. 5 (meget godt gået), Lennart som nr. 10, Michael som nr. 12, og mig som nr. 13.

Mest stabile spiller er selvfølgelig Alan. Han kommer altid til kampene og kæmper hver gang uden de store svingninger. Vi andre er mere ustabile. Måske bortset fra doublen, hvor vi har vundet 16 af 18 kampe og er kendt hos vore modstandere som meget stærke i det.

Udover kampene havde vi held til at få Hillerødgadehallen om onsdagen fra kl. 19-23. For første gang i mange år træner vi hver onsdag. Der kommer virkelig mange og jeg er meget glad for både det spillemæssige og samværet. Vi hygger os allesammen og trods aldersforskellen på 60 år eller mere, (jeg tror at den yngste er 10 år og den ældste over 70), går det virkelig godt. Der kommer fra 10 til 30 spillere til træning og der er plads til alle. Vi har haft glæde af vores gamle spillere som Natasha, Gregers, Daniel og andre, udover de mange nye der er kommet til.

Jeg håber at det lykkes for Alan at holde fast i Hillerødgadehallen, så vi også kan bruge den til kampene.

Jeg glæder mig allerede nu til næste sæson.

Mange hilsener og god sommer til jer alle.

 

Simon

Gå til toppen af siden.