TO STOVTE STØTTER

Hakoahs bestyrelse anno 1959. Forrest fra venstre: Herman Erbstein, Meyer Rudaizky, Sammy Levitan, Bernhard Bodnia, Josef Nachemsohn og Reinhold Nathanson. Bagerst fra venstre: Alfred Tschernia, Isak Berkowitz, Poul Abrahamsen, Hartog Wurms, Conny Dalgart, Simon Reilund og Ino Jacobsen

Teksten er skrevet af tidligere bestyrelsesmedlem og modtager af æresnålen i sølv i 1965, Ino Jacobsen, og bragt i jubilæumstidsskriftet ved klubbens 70-års jubilæum i 1994:

Efterhånden som tiden går, bliver der færre og færre til at fortælle om fordums stolte bedrifter og de personligheder, der lagde hjerter og sjæl, og ikke mindst en enorm arbejdsindsats i Hakoah.
Sportspræstationer har det med at blive mere og mere farverige, ja ligefrem rosenrøde, jo længere tid der går. Omvendt går det med lederne der stod bag. Deres indsats falmer og blegner, og en dag er de glemt. Ved 70 års dagen, er der grund til at omtale to, som lagde umanerligt mange kræfter i arbejdet for Hakoah og som brugte utrolig megen fritid på sagen.
Den 30. november 1993 døde Herman Erbstein, knapt 80, år gammel. For sit mangeårige virke i Hakoahs bestyrelse blev Herman Erbstein – eller Snerpe som han blev kaldt blandt venner – udnævnt til æresmedlem.
Herman Erbstein var med i Hakoah omtrent fra starten, først som aktiv, og kort tid efter sin hjemkomst fra Theresienstadt, også i bestyrelsen, hvor han sad tungt og solidt på medlemsregister og ikke mindst på Hakoahs kasse. Det er ikke småting Herman Erbstein har måttet lægge øren til på utallige bestyrelsesmøder, og det må, med nutidens målestok, siges at være en overmenneskelig præstation Herman Erbstein har ydet. Og hans rekord bliver næppe slået.
Med sit rolige temperament, sin solide viden om alle detaljer i Hakoahs mange aktiviteter, og sit sikre greb om regnskaberne og pengesagerne, var han den ballast der var uundværlig for de skiftende bestyrelser, og ikke mindst dens formænd.

Reinhold Nathansohn, der døde i december måned 1978, kun 61 år gammel, tilhørte samme generation som Herman
Erbstein, og var besat af den samme flid og trofasthed overfor Hakoah – om end hans temperament var af en helt anden
beskaffenhed. Også Reinhold blev æresmedlem i Hakoah.
Reinhold Nathansohn havde en stor, altoverskyggende interesse. Fodbolden og alt hvad der følger med og hører til i dette dybt alvorlige og alt opslugende spil, som for mange, og blandt dem Reinhold, er ensbetydende med selve tilværelsen. Hans debut på Hakoahs bedste seniorhold må have fundet sted en gang i anden halvdel af 1930’erne, og hans sidste optræden på Hakoahs bedste seniorhold var en gang i midten af 1950’erne.
Sin debut som ungdomsleder, eller juniorleder, som det hed den gang, fandt sted i begyndelsen af krigsårene, og det er ganske mange, der har oplevet Reinhold som både juniorleder og medspiller på Hakoahs bedste seniorhold. Ledergerningen, som ungdomsleder og som formand varede til 1971, men det vil være som ungdomsleder i Hakoah, at Reinhold huskes. Genopbygningen af Hakoah efter 1945, var en opgave, som krævede en enorm indsats. Der var mangel på alt, og ikke mindst sportsudstyr, hvis man overhovedet kan bruge den betegnelse om datidens ragelse.
Alene det at få fat i en fodbold, for slet ikke at tale om støvler, var en opgave for eksperter.
Alligevel blev ungdomsafdelingen et tilløbsstykke, der en overgang havde to lilleputhold, to drengehold, samt junior-og ynglingehold. Arbejdet var Reinholds, og de kontakter han fik blandt forældre og de unge boldgenier, var ikke blot en almindelig rutine. Der var tale om personlige relationer, der rakte langt ud over hvad man kunne forvente.
Grundlæggeren af dette ærværdige medlemsblad (Hakoahneren, red.) er den samme Reinhold. Nok var der i 1942 tilløb til et blad, men det blev kun til et enkelt nummer – af indlysende årsager. Men i 1949 kunne man så begynde på en frisk, og med diverse besværligheder har Hakoahneren holdt sig på banen i omkring 45 år – og takket være Hakoahneren, er Hakoahs historie bevaret.
Også derfor er det rart at huske Snerpe og Reinhold to der var med til at holde sammen på stumperne, på hver sin måde ganske vist, men på en sådan måde, at forbindelsen bagud blev bevaret.