Super Veteranernes Super-defensiv baner vejen fremad

Godkendt forårssæson for Super Veteranholdet i fodbold.

 

Vi må indrømme at holdet gik ind til den nye 2018 sæson i Super Veteran-rækken med lidt bange anelser i erkendelse af at grundstammen på holdet har en alder på 55+ eller deromkring. Super Veteran-rækken dækker spillere på 45+ år.

 

Efter 2017 sæsonen havde holdet en drøftelse af, om vi skulle rykke op i Masterrækken (50+ år) som mere matcher holdets aldersmæssige sammensætning. Beslutingen blev dog at forblive i den nuværende række for dermed at kunne bibeholde et par yngre nøglespillere på holdet og samtidig kunne trække på kapable reserver, når den i øvrigt smalle spillertrup, havde brug for det. Ellers kunne vi stå i situationer, hvor vi reelt ikke ville kunne stille hold. Samtidig havde vi stor tro på at kunne drage fordel af den store rutine på holdet uagtet at konditionen og reaktionsevnen er udfordret hos flertallet af spillerne.

De bange anelser har vist sig ubegrundet.

Pr. dato har Hakoah spillet 12 kampe med 4 sejre, 5 uafgjorte og 3 nederlag som resultat og en aktuel placering som nummer 4. Målscoren er 28-15.

Rent taktisk har holdet fortsat taktikken fra 2017 med en 3-2-1 opstilling baseret på en stærk defensiv. Hahoah har  således kun lukket 15 mål ind – kun overgået af rækkens førerhold – og vidner om et rigtig solidt forsvar og en uhyre stærk målmand.

Holdets svaghed er offensiven. 28 scorede mål er i underkanken, når det tages i betragtning at 12 af målene blev scoret i én og samme kamp mod en svag modstander som ikke kunne stille med fuldt hold. Der genereres simpelthen ikke nok målchancer og så mangler der i den grad koldblodighed foran mål, når chancherne opstår.

Omvendt har holdet vist rigtig god fight og kampgejst, især mod de bedste hold i rækken. To uafgjorte kampe mod rækkens absolutte tophold, Fremad Forsing, vidner herom. Men, men – ind i mellem mister holdet fuldstændig den energi, der er holdets varemærke med ringe spil og resultater til følge. Stabiliteten mangler. Vi må også erkende at holdet har godt gavn af en stærk “reservestab”, når det kniber med at stille hold blandt stamspillerne.

Hvis holdet kan få gang i målscoren i de resterende 6 efterårskampe, tør vi godt gå efter medaljer – ikke guld, men sølv eller bronche, som helt klart vil overgå de forventninger spillere, ledere, fans og sponsorer kunne have til holdet inden sæsonstart.     

Steen Lilienfeldt

X