2012 – HELSINKI

Efter i mange år at have kæmpet som ´lillebror´ til bl.a. vores egne 95´ere var vores 96/97-hold sidste år i Stockholm vokset ind i favoritrollen, men tabte overraskende finalen til hjemmeholdet, selv om vi turneringen igennem havde vist det bedste fodboldspil.

Til årets turnering i Helsinki var favoritværdigheden blevet endnu mere markant. Holdet har udviklet sig endnu videre end sidste år, og selv om ærkerivalerne fra Oslo og Stockholm havde slået sig sammen til et hold i forsøget på at kunne leve op til det danske niveau, var forventningen helt klart, at årgang 96/97 ville profitere på denne deres sidste chance for at vinde et PGT, før de bliver for gamle til at være med.

Der blev lagt ud mod Helsinki, som blev afffærdiget med klare 5-0 i en kamp, hvor det mest bemærkelsesværdige måske var, at det var nogle af vores normalt defensive spillere, der bød ind som målscorere: Matias scorede 2 gange og Noah en enkelt, mens Sasha og Yair stod for de sidste to mål.

På andendagen stod vi over for den ukendte faktor i Oslo/Stockholm. Nok kendte vi de enkelte spillere ganske godt, men den energi, der kunne ligge i deres fælles ønske om at besejre danskerne, gav os anledning til en smule bekymring, selv om vi dog stolede nok på eget spilkoncept til, at vi ønskede at være spildominerende fra start.

Vi lagde ud med en midtbaneopstilling, der havde Jonas B liggende centralt og den skudstærke venstrebensspiller, Daniel på højrekanten, så han kunne trække ind i banen og give os skudmuligheder fra distancen mod en modstander, der ganske forventeligt stillede meget defensivt op og hele tiden holdt minimum 3 mand hjemme. På den anden kant havde vi lagt Marcus efter lignende overvejelser, og vores angriber, Sasha, havde fået til opgave at lave modløb for midtbanespillerne og lægge boldene af til skud.

Vores forsvarere Matias og Simon – og senere Adam R – havde sådan kun et enkelt problem at forholde sig til, da de norsk/svenske angribere blev lagt ud på hver sin sidelinie i et forsøg på at trække vores forsvar tyndt på midten og give plads til contraløb ned gennem banens midterakse, men dels mestrede de deres opgave, dels var vores midtbane så boldsikker, at der sjældent blev mulighed for at løbe contra på os, og når det endelig skete, var midtbanen også påpasselig i sine tilbageløb. Faktisk var den eneste gang, normændene fik rystet os, om natten inden kampen, hvor de havde skjult et vækkeur inde på vores holds værelse i centeret og sat det til at vække kl. 04.00!

Trods stor dansk spilovervægt og masser af afslutninger sluttede 1.halvleg målløs, og muligheden for en mindre sensation eksisterede stadig teoretisk, men med et velplaceret langskudsmål lukkede Marcus døren for overraskelsen straks inde i anden halvleg, og siden gik det slag i slag frem mod en sikker dansk 4-0 sejr. At der stadig var tænding tilbage hos både nordmænd og svenskere kunne dog ses helt til kampens slutning, hvor der blev brokket så meget over, at dommeren ikke ville tillade, at et indkast blev taget hurtigt med en forkert bold, at vi kort efter ikke kunne få lov til at skifte målmand, selv om Joakim var blevet skadet, og efter kampen indkasserede en af modstanderne et rødt kort for at sparke bolden ud af stadion i frustration over nederlaget.

Med kun en times varsel skulle vi op mod Helsinki i en kamp, hvor vi hverken turde bruge den lænd-skadede målmand Joakim, eller den lysken-småskadede Simon, og vi derfor måtte bruge Adam R og Noah på skift som Matias´ makker i midterforsvaret, mens Marcus måtte på mål.

Det blev endnu en gang til en sikker sejr i en kamp, hvor vi havde accepteret, at finnerne stillede op med en seniorspiller, da et par af deres ordinære spillere var forsinkede. Daniel åbnede scoringen, Matias fulgte trop med et langskudsdrøn, inden Jonas B overtog showet med 4 mål i træk frem til en 6-1 sejr, som sikrede os guldmedaljerne allerede før de sidste to kampe. Kampens eneste ærgrelse var Marcus´, da han var tæt på at holde buret rent som Joakim, men lige præcist ikke fik afværget Finlands staffesparksscoring.

Man kunne godt på forhånd have frygtet, at søndagens eneste kamp for vores del kunne udvikle sig et kedeligt antiklimaks, når nu målet om gulmedaljerne allerede var opfyldt, men vores primære mål om at vise det flotte fodbold, holdet mestrer, var sammen med rivaliseringen over for Oslo/Stockholm nok til skabe motivationen, som udmøntede sig i rækkens bedste fodboldkamp.

Vi måtte atter se bort fra Joakim og Simon, og startede atter med Marcus på mål, Adam R og Matias i forsvaret, Jonas B på den centrale midtbane, Daniel på højrekant og Yair på venstrekant, mens Sasha lå på toppen. Konceptet for begge hold var det samme som i første opgør: Vi forsøgte at spille bolden rundt og sætte vores langskytter op til skud, mens modstanderne forsøgte at trække vores midterforsvarere fra hinanden og komme frem i kontrastød.

Vi fik virkelig spillet til at fungere flot. Boldene blev fordelt på smukkeste vis fra vores midterakse, og efter en række gode forsøg kom vi helt planmæssigt foran ved Sasha, der havde ladet sig inspirere af det ishockeyVM, der foregik i de samme dage i Helsinki, og styrede et langskud fra Jonas B i mål efter en periode, der nærmest mindede om dansk powerplay. Daniel gjorde det til 2-0, men Oslo/Stockholm kom pludselig ind i kampen igen med tre scoringer på tre angreb i slutningen af halvlegen. Det kunne måske have rystet os at komme bagud, men Noah svarede omgående igen med et tørt og præcist hug fra højresiden, og holdene kunne gå til pause med 3-3.

Fra anden halvlegs start sad vi igen totalt på spillet og en række smukke angreb skyllede ned mod den norske målmand. Daniel bragte os atter i front, og Jonas S lukkede vores PGT-karriere, da han scorede til 5-3 efter et angreb, der fuldstændig splittede modstandernes forsvar og efterlod et tomt mål – sikke en klasse-kasse at afslutte med.

Med spil og med udstråling har årgang 96/97 skabt respekt om sig, og man kan tage det som en anerkendelse, at nordmændene efter kampen kom hen til os for at få os til at stille op til et fælles gruppebillede efter en PGT-generations indbyrdes møder, der nu er slut.

Det er lidt vemodigt at slutte en ´æra´ med en af de bedste ungdomsårgange, vi har haft i Hakoah, men meget tyder på, at vi kan gøre det med maner. PGT guldet kom endelig i hus, og det på overlegen facon, holdet fører i øjeblikket rækken i den hjemlige turneringen med maximum efter 5 kampe, og til sommer drager vi så atter til Norway Cup.

Piger 99/98 – PGT Helsinki

I år stillede vi med den største trup nogensinde. 11 piger fra Carolineskolen og en enkelt pige fra Malmø havde valgt at tage turen til Helsinki. Som ved turneringerne i Stockholm og Gøteborg kunne pigernes sædvanlige trænere Mathias og Yair ikke være trænere for pigerne, da de selv skulle spille PGT for sidste gang. I stedet havde erfarne Martin Norden tilbudt sig som træner.

Helsinki stillede for første gang et pigehold 99/98, så vi var naturligvis spændte på at møde dem. Heldigvis for os viste det sig, at Helsinki ikke havde meget andet at komme med end godt humør. Vores absolutte topscorer Hannah scorede sikkert de tre første mål og vores anden topscorer Thea scorede første halvlegs sidste mål. Anden halvleg var stort set en gentagelse af første halvleg bortset fra at Laura scorede et smukt mål efter Hannahs to første mål. Thea lukkede kampen med resultatet 8-0 til Danmark

I Stockholm tabte pigerne den sidste og afgørende kamp mod Stockholm efter at have vundet de to første mod dem, så vi vidste, at de kunne slå os. Inden kampen havde vi hørt, at stockholmerne havde trænet rigtig meget op til PGT, og vi måtte sande, at det holdt stik. Da stockholmerne kom med en meget mindre trup end vores, endte vi med at spille 6 piger på banen i stedet for 7, men de forhindrede ikke Stockholm i at score til 2-0 i første halvleg. Anden halvleg startede ikke meget bedre, for hurtigt udbyggede Stockholm deres føring til 4-0. Vi fik dog rettet op på resultatet, da Hannah scorede til 4-1. Stockholmerne scorede dog hurtigt endnu et mål. Kampens resultat endte 5-2 til Stockholm, da Thea scorede et sidste mål.

Anden dagen startede med kamp mod Stockholm, hvor det kortvarigt så ud til at vi kunne få revanche for gårsdagens nederlag. Vi gik ud af første halvleg med en føring på 2-1, hvor Hannah og Thea havde scoret. Desværre lykkedes det os ikke at holde føringen i anden halvleg, hvor Stockholmerne kom foran 5-2, inden Thea scorede kampens sidste mål til resultatet 5-3.

Dagens sidste kamp var endnu en gang mod Helsinki, men denne gang var Helsinki bedre forberedt og første halvleg lykkedes det Helsinki at holde 0-0, men i anden halvleg viste Danmark deres overlegenhed, og kampen endte helt fortjent 2-0 til Danmark med Hannah og Thea som målscorere.

Danmark tog hjem med sølvmedaljen og en række gode oplevelser sammen med de søde familier, de havde boet hos. Martin coachede fint pigerne til det fine resultat. Vi ses i København.

Med sportslig hilsen

Nina Roth (holdleder)

Da de andre lande hverken havde pige- eller drengehold i samme årgang, blev der opstillet et alternativt kampprogram for pigerne. De spillede derfor 2 kampe mod den lokale storklub HPS fra Helsinki og derudover 2 indbyrdes kampe med drengene fra årgangen over, hvor vi i første omgang miksede hold lidt for at gøre det ekstra spændende.

Det var dejligt, at mange piger var rejst til Helsinki og holdet kunne stille med mange dygtige spillere. Det var: Maya Atar, Emily Sara Bach, Hanna Enøe Bentow, Tram Shai Berkowitz, Miriam Woodward Drescher, Sofia Karlin, Taus Ariel Meyerowitz (drengen på holdet), Lea Raba, Ester Rose Rappeport og Sarah Zagouri.

Første kamp var om torsdagen, hvor vi mødte HPS’s stærke hold. De var ikke kun stærke, men havde også mange spillere, så de var i stand til at skifte hele holdet ud i løbet af kampen og bruge friske kræfter til at gøre det svært for Hakoah pigerne. Det lykkedes desværre lidt for godt og kampen blev tabt 3-0, men allerede dér var der gode takter hos vores piger og det blev tydeligt, at vores hold havde stort potentiale.

Om eftermiddagen spillede vi så en kamp med drenge og det førte til intense og spændende dueller, hvor pigerne viste sig heroisk fra deres bedste side. Taus blev her holdets eneste målscorer med et mål.

Også om fredagen var der kamp med drengene og her blev der især lagt vægt på at flytte bolden til modstanderens banehalvdel og flytte presset ved at øve os på lange bolde til angrebet. Spillerne valgte at spille pigerne +Taus mod drengene. Det skal lige nævnes, at Taus fik valget imellem at spille med sit eget hold – nemlig pigerne – eller at spille med drengene. Og som den loyale spiller han er, valgte han at spille sammen med pigerne. Pigerne tabte kampen, men i denne kamp scorede Taus 2 mål, Sofia scorede 2 mål og Lea scorede 3 mål. Ikke dårligt!!

Det viste sig hurtigt, at kampene med drengene havde gavnet pigernes i forvejen gode spilforståelse, og vi mødte styrket til et nyt møde med HPS om søndagen. De kom lidt heldigt foran med først 1-0 og derefter 2-0 som følge af klumpspil foran målet. Det afspejlede imidlertid ikke styrkeforholdet. Vores første og flotte mål blev scoret af Lea på et fantastisk indlæg af Emily næsten helt ude fra hjørnesparks-pletten og ved 2-1 var alt åbent. Til forskel fra første kamp, hvor vi mest blev trukket rundt på banen af HPS, lykkedes det i anden kamp for vores hold at presse HPS i bund. Desværre fik vi, på trods af mange chancer, ikke scoret og det blev i stedet til 3-1 til HPS i en super spændende kamp, der lige så godt kunne have været endt 2-2 eller endda 3-2 til Hakoah. At spille lige op mod et hold fra en af Finlands største klubber er noget pigerne kan være stolte af og de fik da også flotte medaljer til at bevise deres store indsats! Vi glæder os allerede til næste år.

Philip Wegloop

U 10-spillernes tur til Helsinki

Endelig oprandt dagen, hvor turen gik via fly til Helsinki. Vi havde talt meget om det i ugerne op til afrejsen og stor var skuffelsen, da det gik op for spillerne, at der kun var programsat to kampe til dem. Heldigvis fik Sarahs mor, Ann-Beth Zagouri, den blændende idé, før vi tog af sted, at vi kunne arrangere nogle kampe mod drengene, så alt i alt kom vi til at spille fire kampe, hvoraf den ene varede i mere end 1½ time. Mere om det andetsteds i bladet.

I flyet på vej til Helsinki blev vi rykket væk fra vores oprindelige pladser, da flyselskabet stik imod reglerne havde sat børnene ved nødudgangene. Så da vi kom op i flyveren, satte stewardessen os i en klump, så vi alle sad sammen. Selvom alle spillere er vant til at rejse, lød der alligevel pigehvin, da flyet røg ind i nogle lufthuller og flyet steg og faldt, som var det en vogn i en rutsjebane i Tivoli. Heldigvis var det hurtigt overstået og spillerne faldt til ro igen.

Da vi ankom til Helsinki Lufthavn, stod modtagelseskomitéen fra Maccabi Helsinki parat og den familie, der havde indvilget i at indlogere alle seks piger, der ikke skulle bo på hotel med egen familie, stod også parat. Pigerne blev kørt af sted, Mette Bentow med tre børn – Hannah Enøe Bentow, Jens Jakob Enøe Bentow og Emily Bach – tog af sted til sit hotel, Taus Meyerowitz og hans far, Daniel Meyerowitz, tog af sted og Tram Berkowitz og undertegnede ventede på delegationen fra Oslo, så vi kunne få et lift til vores hotel.

Næste morgen mødtes vi på banerne og pigerne havde det godt, selvom de var lidt trætte. Det bliver man jo, når aftenen går med tant og fjas i stedet for søvn. Trætheden gik dog hurtigt over og de var klar til kamp kl. 13.00 mod HPS. De var meget optændte og opsatte på at vinde. Vi havde lånt Philip Wegloop, der fungerede som træner i stedet for Simon Karlin og Noah Raymond Groth, der selv spillede kampe på samme tid som os. Se mere om kampen andetsteds i bladet. For nogle af spillerne blev der et glædeligt gensyn med sidste års værter og deres børn, hvilket var rigtigt hyggeligt og helt i PGTs ånd.

Da vi selv var færdige med at spille, gik spillerne rundt og kiggede på de andre kampe – det havde de også gjort inden vores kamp. Nogle af vores spillere havde store søskende med og de gik rundt og fulgte med i deres kampe. Da kl. blev 16.00, var der ikke flere kampe at kigge på og alle spillere tog hjem. Om aftenen mødtes vi alle i det jødiske center, hvor der var arrangeret grill mad. I mellemtiden var Stina Atar, Maya Atars mor, kommet fra København og hun mødte os på hotellet og sammen gik vi til centret. Alle spillere havde lejlighed til at hygge og tale.

Fredag morgen mødte vi til en kold dag på banerne. Da vi stod og parlamenterede med Jens Peter om en kamp med drengene, fremgik det af kampplanerne, at drengene kunne få vores bane kl. 13.00 med tilhørende dommer, hvis vi spillede vores kamp mod de selvsamme drenge kl. 10.00. Det gjorde vi så og det var godt på mere end en måde. Spillerne var stivfrosne af kulde og det var rigtig god træning for pigerne. Holdene blev blandet drenge og piger og så gik det ellers deruda’. Der blev gået til den og pigerne kom og afleverede den ene trøje efter den anden, da de lidt efter lidt fik varmen af kampen. Se mere om kampen andetsteds i bladet.

Pigerne havde nu fået blod på tanden og ville spille mere. Da drengene var færdige med deres kamp kl. 14.00, var de ikke meget for at spille mod os. Men der gik ikke fem minutter og pigernes skuffelse over ikke at komme i kamp igen havde næppe lagt sig, før nogle af drengene kom over til os og sagde, at de gerne ville spille alligevel. Stor var glæden og pigerne insisterede på at spille pigerne + Taus mod drengene. Om pigerne ville slå kulden eller drengene er uvist, men det gik ikke stille af sig og hver en pige gik til den med fynd og klem. Til sidst trådte holdets lånetræner, Philip Wegloop, og Esther Roses far, Eli Rappeport, til, hvilket bevirkede, at bolden kom op i modstandernes ende og pigerne + Taus endte med at score syv mål. Før vi fik set os om, var kl. imidlertid 15.45 og det var tid til at forlade stadion.

Fredag aften var der fælles måltid i Centret. Det var fint arrangeret, hørte jeg. Tram og jeg måtte blive på hotellet, fordi det begyndte for sent for os på grund af Shabbats sene indgang.

Lørdag morgen mødtes vi efter gudstjenesten og da holdets værtspar ikke kunne være tilstede, skulle pigerne i stedet være sammen med Helsinkis Shaliach-par. Vi mødtes kl. 12.30 og da samværet med Shaliach-parret først begyndte kl. 13.55, havde vi noget tid. Vi var i centret, hvor pigerne fandt en scene og hvor de hurtigt fik arrangeret et teaterstykke for Stina Atar og mig. Stykket indeholdt både forviklinger, happy end og dygtige skuespillerinder, så det kunne ikke være bedre.

Kl. 12.55 gik vi i samlet trop til den centrale plads i Helsinki og så en kæmpe danse-optræden. Det var meget flot og imponerende. Der var mindst 50 dansere, der dansede til One Dimensions musik. Deres optræden varede i ca. 7 minutter, hvorefter vi skiltes. Shaliach-parret, Stina Atar og pigerne tog hjem og spiste Shabbat frokost og Tram og undertegnede tog tilbage til hotellet.

Lørdag aften stod så i festens tegn. Mette Bentow, Daniel Meyerowitz, jeg og vores samlede fem børn kørte ud til værtsparret, hvor der var arrangeret fest. Endelig fik vi mødt Libi, familiens hund, som vi havde hørt så meget om og den var i sandhed sød. Der var købt læssevis af snacks, chokolade og sodavand og musikken var en blanding fra CD’ere og Mettes mobiltelefon. Det blev en dejlig aften med masser af dans, leg med Libi og tant og fjas. Indimellem fik vi også ved fælles indsats pakket pigernes tasker, så de var klar til næste dag.

Kl. 21.15 kom taxaen, der skulle køre os hjem til hotellet, hvor børnene gik i seng og de voksne pakkede. Så var vi klar til næste og sidste dag i PGT og Helsinki.

Vi tabte jo desværre den sidste kamp mod HPS, men helt i Fair Play ånden og selvom pigerne var skuffede, blev vi stående og så vores modstandere få hængt deltagermedaljer om halsen og modtage en vimpel fra Maccabi Finland. Det var så flot af pigerne og vi formåede endda også at klappe lidt. Inden afslutningsceremonien nåede vi at se nogle flere finaler og bruge nogle af de Euro, som vi havde med. Vi nåede sandelig også at få et måltid mad på stadion inden ceremonien.

Om det var fordi vi havde kæmpet mest bravt eller om vi havde spillet mod et lokalt hold eller om det bare var, fordi vi var de mest charmerende, ved vi ikke. Medalje- og afslutningsceremonien indledtes i hvert tilfælde med, at vores piger fik hængt de nydeligste guldmedaljer om halsen og Emily Bach, som holdkaptajn, modtog den flotteste og tungeste guldpokal. Det var det bedste plaster på såret og selvom spillerne ikke helt forstod, hvorfor vi fik guldmedaljer, så faldt det i god jord og medaljerne blev gransket og alle fik lov til at løfte pokalen. Der blev taget guld-billede og så fik resten af PGT-deltagerne deres medaljer. Heldigvis var vi ikke det eneste Københavnske guldhold!

Kort tid efter, at ceremonien var slut, blev alle spillere og holdlederne kørt i lufthavnen, hvor vi tilbragte de næste fire timer og tre kvarter med indkøb, snak, spisning og Kommando Bimberle, så det var nogle møre spillere, der ankom til Kastrup Lufthavn kl. 19.20 søndag aften, hvor gensynsglæden var stor. Alle havde vist savnet deres forældre og mon ikke forældrene også havde savnet deres børn? Bare en lille smule.

Alt i alt var det en dejlig tur og alle spillerne fra U 10 pigerne + Taus siger, at de allerede er ved at gøre gæsteværelser parate til at modtage Skandinaviens jødiske fodboldspillende ungdom til PGT 2013 i København. Da jeg således i dag – to dage efter, at vi kom hjem fra Helsinki – afleverede Tram på Carolineskolen, mødte Sarah Zagouri mig med ordene: “Jeg glæder mig allerede til PGT næste år.” Så, på gensyn, alle PGT-spillere og supportere, i 2013 til et brag af en turnering i København.

 

Med sportslig hilsen,

Linda Berkowitz

Holdleder