PGT 2018 I OSLO – EN BERETNING FRA ‘THE MODERN FAMILY’
Det er tredje år i træk vi deltager i PGT. Vores søn Noah, som er knap 9 år, spiller fodbold i Hakoah, og årets højdepunkt er uden tvivl PGT, og ikke kun for Noah, men for os alle. Når jeg siger vi, så er det jeg selv og min mand, Noahs far og hans hustru samt Noahs tre sammenbragte lillesøstre, ja der er faktisk kommet en ny lillesøster til en gang om året de sidste tre år, så vi er efterhånden lidt af en fan-gruppe, som rejser med til PGT. Men som nogle måske ved, så er PGT blevet en hel familie-begivenhed, i modsætning til da jeg selv var barn, og det kun var spillerne (kun drenge), der tog med og var indkvarteret hos værtsfamilier. Det er kun de store børn som er indkvarteret i dag, hvor alle de ‘små’ rejser med forældre og søskende og PGT er noget hele familien ser frem til!
Dette år gik turen til Oslo med Oslo båden, og bare dette havde Noah og hans holdkammerater og alle de andre børn for den sags skyld glædet sig så meget til! Og sikke en fest de alle havde! De løb eksalteret rundt på båden på de forskellige etager og skulle prøve det hele; fra swimmingpoolen, til spillemaskinerne, tax-free shopping, til dansegulvet med live band og lysshow. Og da vi endelig gik til køjs – bogstaveligt talt – gik Noah ud som et lys! Dagen efter ankom vi til Oslo og blev hentet i busser og kørt direkte ud til fodboldbanerne, som lå omkring Holmenkollen. Vores drenge, som spiller i årgang 08/09, var i år delt op i to hold, da der var 12 drenge med, hvilket fungerede rigtig fint. I år, modsat de tidligere år, var der også tre nye drenge med, som ikke går på Carolineskolen eller spiller i Hakoah til dagligt, og hold da op hvor synes jeg at de blev taget godt i mod af vores egne drenge! De inkluderede dem, som havde de kendt dem altid, i hvad der godt kan føles som lidt af en indspist gruppe af drenge som træner sammen og går i klasse sammen på Carolineskolen. Både på banen og udenfor banen samt hjemme på hotellet, hvor de meget hurtigt fandt hinanden, og sad og spillede IPad på de forskellige værelser, og når vi forældre fik nok af 12 drenge som okkuperede vores ret små værelser, sad de da bare på gangen og spillede, snakkede og råhyggede sig.
Og det er faktisk det som er så fantastisk at se på en PGT tur. Alle børn leger på kryds og tværs af alder, køn og nationalitet, og de store børn tager sig af de små, som var det deres egne søskende. Vi voksne, hvor nogle af os måske ser hinanden dagligt på Carolineskolen, men altid har travlt med at hente og aflevere børn, får også tid til at få talt og lært hinanden bedre at kende. Fredag aften blev tilbragt på TGI Friday restauranten i Centrum, da stockholmerne, som er en meget stor delegation, havde sat sig på næsten alle pladserne til Shabbat middagen, og der var ikke plads til os. Men ærligt, selvom Shabbat middagene altid er rigtig hyggelige, så havde børnene en fest på TGI Friday! Lydniveauet i underetagen hvor vi sad, var på visse tidspunkter på et leje, at vi nok er bandlyst der for evigt, men hold da op hvor havde vi en fest!
Alt i alt var det endnu en fantastisk PGT weekend. Vores drenge – begge hold – vandt alle deres kampe, tredje år i træk faktisk, but who counts 😉 Og selvom det jo selvfølgelig ikke er det vigtigste at vinde, så var det da super sejt af dem og specielt de tre ’nye’ drenge, som var helt fantastisk dygtige fodbold spillere og dem håber jeg meget vi får lov at låne næste år! Og hvis jeg spørger Noah om han vil deltage i PGT igen næste år, så kigger han på mig som om jeg er dum, og siger ’øh ja – selvfølgelig’! ’Desværre’ er det jo så I København næste år, så for os, er det nok ikke samme ’tur’ fornemmelse som de andre år. Så Noah og hans venner mente at vi da bare indlogerer os på hotel sammen med de andre tilrejsende, og ja – det kan måske godt være. Og sidst men ikke mindst, hvis der er nogle af jer derude, som har fodboldglade drenge og piger, så kan jeg kun på det varmeste anbefale jer at tilmelde jer PGT – det vil I ikke fortryde. Vi glæder os i hvert fald til næste år, og ser frem til selv at være værter for PGT 2019.
Varme fodbold-hilsener,
Yael Freifeldt