Ny EMC-bestyrelse valgt i smukke Karlovy Vary
I begyndelsen af december var repræsentanter fra hele Europa samlet for at vælge en ny bestyrelse til European Maccabi Confederation-kongres i den smukke kurby Karlovy Vary i Tjekkiet tæt på den tyske grænse.
af Philip Blüdnikow
Karlovy Vary (tysk: Karlsbad) var vært for årets kongres i European Maccabi Confederation (EMC), som fandt sted 27. november til 1. december, men selv om den smukke kurby i hjertet af Europa udgjorde en pittoresk kulisse, var der også en historisk årsag til værtskabet: det var i byens Ambassador Hotel, at EMCs moderorganisation Maccabi World Union blev grundlagt 27. april 1921. Dertil havde hotellet lagt lokaler til en Zionistisk Verdenskongres samme år samt den efterfølgende i 1923. Det havde man behørigt markeret ved i hotellets festsal at opsætte to tavler, som fortalte om begivenhederne på tjekkisk, engelsk, tysk og hebræisk. De blev afsløret under den afgående formand Motti Tichauers beretning.
Hovedpunktet på kongressens dagsorden var valget af en ny bestyrelse, da den siddende altså sagde farvel og tak efter ni år med Motti Tichauer ved roret. To lister stillede op til valg: én ledt af Youri Alkalay fra Bulgarien og én ledt af David Beesemer fra Holland med vore svenske venner Mats Israelson og Stefan Levy på holdet. David Beesemer har opnået stor anerkendelse i EMC-sammenhæng for sit arbejde med at revitalisere det skrantende Maccabi Holland til én af konføderationens mest aktive og velfungerende medlemsorganisationer, og det blev hans liste, som gik af med sejren efter en tæt afstemning. I sin valgtale lovede David Beesemer at arbejde for en foryngelseskur af hele EMC-organisationen samt større inddragelse af både kvinder og seksuelle minoriteter.
Andre punkter på dagsordenen var evaluering af sommerens European Maccabi Games i Budapest og implementering af et nyt stemmesystem baseret på en fordelingsnøgle, hvormed lande med store medlemstal får flere stemmer. Dette var i tråd med Maccabi World Unions ønske, men det betyder selvfølgelig mindsket indflydelse for Danmark, der er et lille land i Maccabiade-sammenhæng, ikke alene på verdensplan men også i Europa, hvor giganterne Storbritannien, Frankrig og Tyskland er toneangivende. På trods af det arbejder vi i Hakoahs bestyrelse for, at det i fremtiden stadig skal være muligt at kunne sende danske delegationer afsted til Europa- og Verdensmaccabiaderne, der er enestående oplevelser at deltage i. Det er også vores håb, at den nye bestyrelse, hvor mindre nationer som Holland og Sverige har prominente poster, vil arbejde for, at Danmark også fremover sidder med, hvor det er sjovt.
Når der ikke blev diskuteret europæisk-jødisk sportspolitik, var der tid til at udforske den smukke værtsby. Blandt andet gik deltagerne på kongressen til den lokale synagoge fredag aften. Karlovy Vary havde før Anden Verdenskrig en lille men prominent jødisk menighed, der havde til huse i en usædvanligt smuk synagoge, som desværre gik op i flammer på Krystalnatten i 1938. Den nye synagoge var langt fra forgængeren i overdådig indretning, men tilbød en varm atmosfære fredag aften og lørdag morgen, hvor det også var muligt at udforske byens hyggelige gader; se udsigten over by og omegn; inspicere Grand Pubb Hotel, der udgjorde udendørsscenerne for kasinoet i James Bond-filmen Casino Royale (2006); eller besøge byens mange spabade, herunder et med mulighed for at tage bad i øl!
Kongressen er overstået, og nu skal David Beesemers og hans hold i arbejdstøjet for at implementere nogle af de mange forslag til fornyelse, som var på deres valgprogram. Deres første mulighed for at fremlægge nogle resultater bliver ved næste EMC-kongres, som finder sted i Maccabiade-byen i Ramat Gan, Israel til maj, og Hakoah sidder med hele vejen som repræsentant for Danmark. Vi glæder os til at se, hvad der kommer til at ske.
Maccabi chai!