NOGET AF HAKOAHS HISTORISKE FORTID

Klubbens største navn gennem tiderne i typisk vinderpositur: Abraham Kurland der både vandt OL-sølv i Los Angeles i 1932 og Guld ved den første Verdensmaccabiade samme år.

Teksten er skrevet af Simon Kurland, der ligesom sine brødre Abraham og Mikkel var berømt bryder i Hakoah i sine unge år. Sølvnålsmodtager Simon Kurland gik bort i 2016 og denne tekst er et uddrag af hans erindringsbog udgivet i 2010: 

Den 12. oktober 1924 startede Meyer Rudaizky idrætsforeningen Hakoah ved gøre drengene fra Mosaisk Drengeskole i alderen 13-14 -15 år interesseret i at dyrke sport i en jødisk idrætsforening. 
Sportsinteressen for at hverve ungdom i, faldt i første række med fodbold og i 1926 med brydning. Denne sportsgren virkede ikke så brutal som boksning, men krævede lærdom og kendskab til teknisk kunnen af mange slags greb og modgreb. At slå eller sparke modstanderen, spænde ben eller brække med greb imod leddene, spænde armene omkring hovedet alene uden at en arm var imellem, samt flere andre forbudsgreb som kunne forårsage skade på modstanderen, var forbudte! Det er en gammel kultursport også kaldet græsk romersk brydning. 
En sådan sport som også er legemligt udviklende, var et godt valg af Meyer Rudaizky. Det var en billig måde, at kunne blive udøvende sportsmand på. Der krævedes som start kun, at man havde et par badebukser og et par gymnastiksko. Det var; derfor en typisk sport for de lavere lønarbejdere, som ikke havde råd til sport som tennis eller andre daværende pengekrævende sportsgrene, og brydning var dengang meget mere populært og meget godt omtalt i aviserne i modsætning til i dag, hvor man ikke finder mange notitser om denne sportsgren. De muligheder der her var for at blive udøver i en individuel sport, tiltalte derfor mange af de unge drenge som hurtigt tilmeldte sig til en god aktiv afdeling i den nystiftede forening!

Senere kom håndbold både for mænd og kvinder.
Jeg vil her overvejende skrive om brydning, som efterhånden kom til at gøre Hakoah landskendt langt ud over Danmarks grænser!
Brydetræningen startede i afholdslogens lokaler i Guldbergsgade 10 . Brydemadrassen skulle slæbes op i træningslokalet fra kælderen, og når træningstiden var forbi, slæbes ned i kælderen igen, Badeforholdene var dårlige, men alligevel gik ungdommen til sagen med liv og lyst. Nogle år senere blev træningen flyttet til Idrætshuset på 0sterbro med helt andre og langt bedre træning s og badeforhold.

I bestyrelsen var afdelingsledere som Simon Sachnowsky m. fl. stærkt aktive med at få dygtiggjort flere af de gode emner til denne sport. – . Jeg er selv født i 1923 , men allerede fra mit 4. år hørte jeg så meget om sport i hjemmet, at jeg, hvor utroligt det end kan lyde husker mange ting tilbage i livet om brydning. Som 4 årring i 1928, kan jeg eksempelvis nævne, at jeg lå i en barneseng med jerntremmer i siderne, da jeg en nat blev vækket i mine forældres 2 værelsers lejlighed i soveværelset i Ryesgade 56 E , 2 sal til højre ved en højrøstet og ivrig talen af flere mennesker. Lysene tændtes i de 2 værelser og min broder Abraham på 16 år blev nærmest i guldstol båret ind i stuen af feststemte klubkammerater og bestyrelsesmedlemmer fra Hakoah.

Anledningen var, at Abraham var blevet klubbens første københavnsmester i bantamvægt Det var virkelig en sensation, og jeg har naturligvis senere i livet set og læst Abrahams mange avisudklip af denne første store sports begivenhed i hans og Hakoahs store dag.

I mange år fostrede Hakoah mange dygtige brydere som både fik mange københavnsmesterskaber, sjællandsmestre og danmarksmestre, europamestre-placeringer og for Abrahams vedkommende foruden de mange andre mesterskaber i 1932 sølvmedalje ved de olympiske lege i Los Angeles’. Hjemkomsten med de øvrige danske deltagere foregik med skib over Atlanterhavet og sidst med tog til Hovedbanegården i København, hvor enorme
menneskemængder modtog de populære danske deltagere med fine placeringer og hvor bl.andre Abraham blev båret i guldstol igennem menneskemængden!
Det vi være umuligt i denne artikel, at gøre rede for de utallige resultater og mesterskaber som Hakoahs bryderafdeling hjembragte, men jeg vil nævne nogle navne som jeg husker også kastede glans over Hakoahs historie: Isak Paikin, Emil Wassermann, Robert Aisen, Leo Toron, Moses Sachnowsky(senere Reilund) JosefSilbermann, Herman,Jacob og Kåle Lejserowitz (senere Leisin) ,Hermann Erbstein, min broder Michael Kurland og selvom jeg er henholdsvis 10 og 11 år yngre end mine 2 brødre, så opnåede jeg også selv at få 1 individuelt københavnsmesterskab (med medalje herfor) 2 regulære københavnsmesterskaber og 2 tredjepladser ved danmarksmesterskaberne samt medaljer for en lang række andre kampe. På grund af en pådraget knæ- og meniskskade under træning, måtte jeg slutte min brydesport som 30-årig!

I mange år efter start af brydeafdelingen var kamptiderne ikke mindre en 20 minutter. I håb om at kunne gøre kampene mere livlige for publikum, blev kamptiden i en årrække nedsat til 15 minutter og igen efter nogle år nedsat til 12 minutter,
For at gøre brydekampe endnu mere publikumsvenlige og spændende for især et ikke bryderteknisk kyndigt publikum, har man i de senere år yderligere nedsat kamptiden til 6 minutter og ændret forskellige kampregler, hvor teknikken til de forskellige brydJgreb kan tage tid at koble op, er blevet ændret i en sådan grad, at begrebet græsk romersk brydning er blevet forfladiget fra den oprindelige fine sport til at ligne en scene til en boksekamp og uden det ønskede resultat, at få større publikumssucces! I Sverige var brydning i mange år før i tiden næsten en national sport – men selv i Sverige er denne sport i dag publikumsmæssigt gået stærkt tilbage, og i mange byer er brydeklubber ligesom i Danmark helt udgået.
Under den sidste verdenskrig måtte de danske jøder, som i 1943 var heldige ikke at blive taget af tyskerne, flygte til Sverige. Mine 2 brødre, jeg selv og Leo Toron var heldige og blev reddet fra at blive taget af tyskerne ved at flygte til Sverige med en fiskerbåd fra Gilleleje til Hoganas.

Efter en farefuld sejlads i bunden af lasten, hvor fiskene plejede at ligge, kom vi efter ikke mindre end 4 timers nervepirrende sejlads til Hoganas. Efter forskellige politimæssige formaliteter, blev vi indkvarteret for natten i en nærliggende gymnastiksal- men allerede dagen efter, havde rygterne bredt sig, at de kendte Hakoah-brydere brødrene Kurland og Leo Toron var ankommet som flygtninge til byen. Det viste sig hurtigt, at foruden vor ankomst var også bryderne Isak Paikin og Herman og Kåle Leisin dagen før ankommet til Hoganas.
Hoganas Brottareklub var hurtige på pletten og med åbne arme tog de imod alle os kendte Hakoah brydere og indkvarterede os i medlemmernes private hjem. Jeg havde ikke forventet en så dejlig en modtagelse. Jeg havde forestillet mig, at jeg som flygtning skulle gå rundt og ringe på folks døre og spørge, om de ville hjælpe en dansk flygtning med en skærv til at opretholde livet med! 
Svenskerne viste stor hjælpsomhed for alle, der kom over som flygtninge, og vi fra Hakoah blev samlet til et helt bryderhold med 2 brødre Leisin, 3 brødre Kurland, Leo Toron og Isak Paikin og stillede op til et stort stævne med fuldt hus i den store Folkspark Vi vandt næsten alle vore kampe, og den følgende tid blev vi som repræsentanter for denne lokale brydeklub sendt til Angelholm, Halsingborg og flere andre provinsbyer for at kæmpe. Vi blev meget omtalt i de lokale aviser. 
I Malmø deltog vi ved et stort arrangement i “Hippodromen” og på “Amiralen”. I Malmø kappedes klubberne om at få fat i os som aktive medlemmer og bortset fra mig selv, forblev de fleste af vort brydehold i Malmø hvor Sparta Malmø også skaffede disse medlemmer arbejde. Jeg selv fik også tilbudt arbejde igennem klubben, men jeg foretrak at vende tilbage til mine ualmindelige dejlige værter og venner i Hoganas, hvor jeg forblevet år og repræsenterede Hoganas Brottareklub ved mange af deres stævner. 

Selvom bryderne blev spredt, gjorde vi alle en bemærkelsesværdig indsats, hvor vi end havnede.
Efter afslutningen af den sidste verdenskrig og vor hjemkomst til Danmark i 1945, blev Hakoah genetableret både med fodbold, håndbold, gymnastik og brydning hvor især sidstnævnte sport atter fik Hakoah,s navn ofte i aviserne. Jeg var selv med til at rekruttere medlemmer til vor brydeafdeling ved at avertere efter de unge drenge fra skolen om at komme til træning i body building under min ledelse. De muskel svage drenge begyndte efterhånden at blive udviklede, og da mange af disse drenge automatisk også optog brydetræningen på deres program, fik vi også mange deltagere her. Een af disse oprindelige spinkle drenge husker jeg især Benny Sårde som også både fysisk men også resultatmæssigt kom til at gøre Hakoah ære.
Vort brydehold fik igen mange fine resultater både ved de daværende holdturneringer, københavnsmesterskaber, danmarksmesterskaber, landskampe og bykampe med Sverige, og det var atter her udadtil, at Hakoah jævnligt gjorde sig bemærket i medierne.

Med tiden er interessen for brydning næsten forsvundet. Selvom publikumsinteressen aldrig har været særlig stor, har de mange forsøg på at ændre reglerne mange gange, forfladiggjort denne gamle kultursport i en sådan grad, at den næsten ikke er til at genkende fta den oprindelige sport. Selv i Sverige hvor brydning i sin tid næsten var en national sport, er der ikke mange klubber tilbage af i forhold til tidligere tider.
Ovenstående er blot nogle af mine strøtanker fta den svundne tid af Hakoah,s tidligere æra. Det vil her føre for vidt, at opsummere de mange mesterskaber og bemærkelsesværdige resultater som brydeafdelingen igennem mange år har kunnet notere, og det vil efter min mening være glædeligt, hvis kommende bestyrelser kan finde en mulighed for at få en passende udvidet museumsplads, hvor omtalen af de mange berømte Hakoah-brydere igennem tiderne, også kan få en berettiget plads side om side med de i forvejen viste tidligere bestyrelser i Ny Kongensgade. En evnt. indsamling og udstilling af præmier og billeder fta denne epoke vil kunne levendegøre minderne til en vis grad, og det mener jeg, at vi med Hakoah,s fortid vil være tjent med!

Sluttelig skal jeg udtrykke det glædelige over Hakoahs nuværende bestyrelses indsats med dens arbejde for at få’ den jødiske ungdom i så stort tal til at dyrke i sport i Hakoah således, som det for tiden foregår!