2007 – ROM

Det sejrende danske hold i 11-mandsfodbold ved Europa Maccabiaden i Rom. Bagerst fra venstre: Benjamin Haim, Jacob Wiwak, Jacob Grün, Adam Opler, Michael Fish, Anthony Tullberg, Miki Fhima, Jonathan Schalimtzek og holdleder Tage Skolnik. I midten fra venstre: Ronnie Skolnik, Daniel Schalimtzek, David Feldman, Kevin Polano og Patrick Rosenbaum. Forrerst fra venstre Henrik “Sally” Jacobsen, Simon Reuveni, David Karwowski, Daniel Kawa og David Altchuler 

Se højdepunkterne fra Guldholdets vej mod triumfen i en video via dette link

Den 12. Europæiske Maccabiade blev afholdt i den italienske hovedstad Rom, med over 1700 deltagere fra 36 lande, som konkurrede i hele 15 discipliner. Danmark stillede med et 11-mandshold i fodbold, et futsalhold og en enkel badmintonpige. Futsalholdet endte som nummer 12 ud af 16, da man kun vandt en enkel kamp mod Tyrkiet, men til genæld tabte til både Rusland, Spanien, Belgien og Gibraltar. Sarah Zyskind hentede derimod to sølvmedaljer med hjem fra turneringen, hvorimod den helt store triumf blev leveret af 11-mandsholdet i fodbold, der for første gang i nyere tid hentede guld til Danmark. Det var ydermere første gang nogensinde at Danmark strøg til tops i fodbold ved en Maccabiade. Holdet lagde ud med at spille 0-0 mod værtsnationen Italien før man besejrede både Tyskland og Schweiz. I semifinalen besejredes stormagten USA med 1-0 og til sidst gik det ud over Frankrig i finalen efter en nervepirrende straffesparksafgørelse. Nedenstående tekst blev skrevet efter turneringen af holdleder Tage Skolnik, hvor han beretter om den neglebidende finale mod franskmændende:

Finalekampen mod Frankrig skulle blot være den rene fornøjelse fra min side. Spillerne havde allerede gjort alle skeptikerne til skamme ved at stå i finalen. Ingen havde forventet dette. Frankrig vandt klart indledningen, da vi skulle synge vores nationalsange, i det “Kong Christian” blev afspillet og ikke vores velkendte “Der er et yndigt land”. Men det blev også alt hvad de vandt, takket være en stærkt spillende målmand i Daniel Kawa. Efter 20 minutter blev Kevin Polano bortdømt, idet dommeren mente, at han tog bolden med hænderne, hvilket ikke var tilfældet, men straffesparket var en kendsgerning. Kawa snuppede straffesparket helt ude ved stoplen, hvilket gav spillerne yderligere gejst og Kawa en enorm selvtillid.

Hvis de havde scoret her, tror jeg det ville have været godnat for os, da Frankrig var stærke og pressede os meget voldsomt. Igennem hele kampen havde de et klart overtag, men de formåede ikke at få bolden i mål. Mod slutningen af den ordinære spilletid skiftede vi over til 4-4-2 opstilling for at fremtvinge en afgørelse, da jeg var noget bekymret for en omkamp på 2×15 minutter, idet deres bænk var noget bedre rustet end vores, hvor flere var skadet. Vi var også meget tæt på at få scoret inden slutsignalet, da Jacobs indlæg blev headet forbi af Sally.

I omkampen begyndte kræfterne at ebbe ud blandt vore spillere, især midtbanen havde det svært og udskifterne blev sendt til opvarmning. Med kun 10 minutter tilbage valgte vi at holde vores stærke midtbanespiller Feldman tilbage i forsvaret og kun lade Jonathan, Anthony og Miki støtte vores angribere. Ligeså undlod vi at udskifte, idet trætte Miki, Jonathan og Jacob var for værdifulde i en eventuel straffesparkskonkurrence. Vi var meget heldige med at holde buret rent i omkampen, hvor franskmændene igennem hele kampen havde brugt 6 reserver og vi kun 2.

Vores fem valgte straffesparksskytter var Jacob, Feldman, Miki, Anthony og Kevin i nævnte rækkefølge. Kevin behøvede ikke at skyde, idet franskmændene brændte deres to første forsøg og dermed vandt vi 4-2. Jeg kneb mig selv i armen og sagde til mig selv: “Drømmer jeg eller er det her virkelighed?”, mens Anthony havde 10 spillere ovenpå sig efter at han havde scoret det afgørende mål.

Det VAR virkelighed måtte jeg sande og samtidig kunne jeg konstatere, at det var den største bedrift et dansk-jødisk landshold havde præsteret i Maccabiade-regi siden de gyldne brydetider

X