1959 – KØBENHAVN

Forsiden til programmet for Maccabiaden i København i 1959, som kunne købes for 50 øre.

Danmark og Hakoah var vært for den tredje udgave af den Europæiske Maccabiade i København i 1959. To mindre turneringer havde fundet sted i 1929 og 1930, men fra den 16. til 19. august 1959 vendte turneringen tilbage på programmet. Legene blev åbnet på Østerbro Stadion af daværende statsminister H. C. Hansen samt 3.000 brevduer og blev en stor succes. Budgettet var på 148.000 kroner og over 400 deltagere kom til København fra England, Irland, Frankrig, Schweiz, Holland, Belgien, Østrig, Sverige, Norge, Finland, Israel og Italien. Programmer bød på fodbold, håndbold, basketball, atletik, svømning, vandpolo, tennis, bordtennis, fægtning, brydning og vægtløftning.