Kære André. Min ven. Du var et vanvittigt menneske. Vanvittig empatisk. Vanvittig energisk. Vanvittig kreativ. Vanvittig unik.
Mange kendte dig, fordi du på alle måder var værd at kende. De fleste af dem vil nok stå inde for, at du var fordomsfri. Jeg drillede dig ind imellem med, at du var ekstrem fordomsfuld overfor dem, der var fordomsfulde. For det kunne du ikke udstå. Du sagde højlydt fra, og gav din uforbeholdne mening til kende, hver gang dine værdier og din retfærdighedssans bød dig det. Uanset om det var dine chefer, en landsholdsspiller eller en skoleelev, du stod overfor. Det er en af de ting, jeg altid beundrede mest ved dig.
Ingen dage med dig var ens. Du kunne ikke trummerum. Rastløsheden og kreativiteten fik dig til at udfordre alt og alle. Inklusiv den mængde tålmodighed, du var omgivet af. Men alle gik rigere hjem efter en dag med dig. Og for det meste også med et bedre fælles produkt, når det var arbejde, det handlede om.
Dit liv blev alt for kort. Helt uretfærdigt og ubegribeligt kort. Men jeg ved, at du på dine 29 år har udrettet mere – og påvirket flere – end vi andre når i vores liv, uanset hvor længe vi får lov til at være her.
Jeg ville ikke have undværet et eneste sekund af de mange timer, vi har tilbragt sammen. Hverken dem, hvor vi har skændtes eller forsøgt at blive enige (dvs. jeg eller Jes til sidst sagde “nu gør vi altså bare sådan her, fordi jeg siger det og jeg bestemmer”), eller dem, hvor vi bare var sammen om at være sammen. Og slet ikke dem, hvor du – ofte ufrivilligt – fik os til at vride os rundt på gulvet af grin, fordi du bare var dig selv. Også i de stressede perioder, hvor der absolut ikke var grund til at grine. Og jeg ved, at alle dine kollegaer har det på samme måde. Alle så de dig som en ven. Enkelte af dem som en bror. Hver og en har vi værdsat dig. Dine evner og din personlighed.
Da jeg hørte om din død satte jeg mig hjem og krammede mine børn. Du er væk, og jeg kunne ikke rumme det. Det kan jeg stadigvæk ikke. Og jeg vil heller ikke kunne det. Jeg tænker på din familie. Jeg, og vi, har intet at give dem lige nu for at hjælpe og støtte. Ingen eller intet kommer nogensinde til at erstatte dig. Det er det specielle ved at være unik. En ener. En som dig, André. Min ven.
Christian Wolny – journalist og tidligere kollega med André i FC København. Christian Wolny er i dag Group Head of Communications hos Right to Dream (FC Nordsjælland). Christian Wolny er også aktiv på Hakoahs ældste active fodboldhold – Masterholdet.