KÆMPEN I MÅLET – MINDETEKST OM DAN UZAN

Den danske Maccabiadetrup i Stirling, Skotland i 1999. Holdet hentede bronze med hjem. Bagerst fra venstre: Miki Fhima, Henrik Dworsky, Andreas Thulin, Benjamin Lajboschitz, Dan Kragelund, Benjamin Fardan, Dan Uzan, Dennis Rosenbaum, René Ezra, træner Samet Rasimi og holdleder Tage Skolnik. Forrerst fra venstre: Daniel Posin, Benjamin Leitner, Kasper Kitaj, Michael Fish, Daniel Schalimtzek, Marc Saarde, Alon Kohavi og Kenneth Lexner.

Teksten er skrevet af æresmedlem Tage Skolnik og blev bragt første gang i mindeskrift for Dan Uzan udgivet af Det Jødiske Samfund i Danmark i april 2015. 

I januar 1995 kom Dan op som ynglingespiller i seniorafdelingen. Det var ikke længe efter at jeg var blevet afdelingsleder. Det var ikke nemt for ham som blot 18-årig at begå sig blandt de meget stærke spillere i truppen, der med Henning Kurland som træner var blevet bragt sammen i klubben fra flere forskellige klubber. Denne meget splejsede, men store dreng, der i løbet af hele sin tid som ungdomsspiler havde spillet i Hakoah, skulle nu op og prøve kræfter med de etablerede målmænd i klubben. Det var ikke nemt med folk i buret som Kenneth Guttermann, Daniel ”Krølle” Posin, der havde spillet på det bedste ungdomshold i B93 og ikke mindst Simon Goldschmidt, der havde været divisionsreserve i KB. Det var bestemt ikke fordi Dan var en ringe målmand, han havde bare ikke den samme erfaring og skoling som de øvrige keepere i klubben. Jeg besluttede mig for at træne ham sammen med Kenneth Guttermann, mens også den tidligere ungdomslandsholdsmålmand Jan Olsen gav sit besyv med. Dan affandt sig med at han ikke de første år var førstevalg på målmandspladsen. Havde han været i en anden klub, ville det klart have set anderledes ud. Han havde en formidabel højde på 2 meter og var rigtig god mand mod mand ude i feltet. Han manglede dog ofte modet når han skulle ud til de høje bolde i feltet og selvtilliden kneb det lidt med når han blev presset. 

Dans første europæiske Maccabiade (EMG) som senior var i 1995 i Amsterdam hvor han kom med som reservemålmand. Tidligere var det blevet til en tur som ungdomsspiler i Marseille i 1991. Han var stolt og glad over at han var udtaget til turen til Holland og gik op i træningen med stor iver vel vidende at han kun var med som reserve, hvilket ikke umiddelbart indikerede spilletid. Men det betød overhovedet intet for Dan, da fællesskabet var det vigtigste for denne ydmyge knægt. I 1996/1997 var vi blevet så mange i afdelingen at vi kunne stable et rigtigt godt 2.hold på benene i Seniorafdelingen. Her var det naturligt at Dan skulle boltre sig. Han gjorde det med bravur, også fordi presset ikke var så stort som det var på 1.holdet. Samtidig udviklede han sig også voldsomt og fik en god portion selvtillid. Helt naturligt fik han derfor også en række kampe på 1. holdet, når der var brug for det. Til Verdensmaccabiaden i 1997 i Israel var Dan også at finde som reservekeeper efter førstevalget Simon Goldschmidt. Dan var endnu engang rigtig flittig til træningen og deltog med meget stor iver i indsamlingen og andre gøremål for at vi kunne komme af sted, vel vidende, at chancen for at få spilletid i Israel ville være spinkel, når førstevalget var den meget stærke keeper Simon Goldschmidt. Jeg havde dog lavet den aftale med træner Henning Kurland, at vi spillede i stærkeste opstilling så længe vi spillede med om medaljerne Når muligheden for metal var ude, skulle vi spille socialt. Dette betød, at Dan fik sin Maccabiade debut mod England, som han dog bestemt ikke brød sig om. Han var rystende nervøs og bad i pausen om at blive udskiftet efter en forfærdelig indsats, hvilket Henning selvfølgelig efterlevede. Men Dan gik ind i sammenholdet og nød turen, samt ikke mindst kortspillet på værelserne. Han glædede sig bare når det gik godt for holdet. 

De følgende år fik han mere og mere rutine, men begyndte også samtidigt at træne basketball i Hørsholm som lå naturligt for ham med hans store højde. Selvtilliden blev større og større så i 1999, da turen gik til den europæiske Maccabiade i Stirling, Skotland var Dan atter at finde på vores hold som reservekeeper, denne gang i skyggen af Daniel “Krølle” Posin. I denne turnering fik Dan en hovedrolle idet han kom ind i kampen mod Sverige om bronzemedaljerne. Kampen endte efter ordinær kamp og forlænget spilletid 1-1, hvilket betød at vi skulle ud i straffesparksrunde. Jeg foreslog vores træner, Samet Rasimi, at sætte Dan ind grundet hans størrelse. Det første Dan gjorde var at kyse modstanderen ved at hænge sig op i overliggeren, samt sige til den svenske modstander: “are you ready”. Pludselig stod de stakkels svenskere over for et stort brød fremfor lille “Krølle”. Det endte med at svenskerne overplacerede de første to straffespark og brændte. Det var klart Dans store fortjeneste, at vi løb med bronzemedaljerne, da hans flotte præstation gav vores egne straffesparksskytter masser af tro og ro. “Krølle” var selvfølgelig skuffet over at Dan blev valgt, men var den første som var henne hos ham og kramme denne store bamse. Det var Dans største øjeblik i Maccabiadesammenhæng.

Basketball vandt mere og mere Dans hjerte, men han fortsatte med at spille fodbold i Hakoah, dog på et lavere blus end tidligere. I 2003 blev han 1.holdets målmand og var med til Maccabiaden i Antwerpen med Thomas Jensen som træner. Her havde vi hele seks stærke spillere med udefra, flest fra AB med bl.a. Kasper Kurland, der senere blev træner for AB i landets næstbedste række, Anthony Tullberg og Mikkel Kapland Christoffersen, der senere blev superligaspiller for HB/Køge. Dan Kragelund fra Jægersborg var også med, et hold fra Københavnerserien. Dan Uzan var nu førstemålmand og gjorde det rigtigt godt. Vi var kun et mål fra at nå til finalen, men endte på en meget skuffende 6.plads, hvilket Dan i målet langt fra kunne klandres for. Det var ellers en fantastisk tur hvilket stort set alle turene har været gennem årene. Men Dan var altid først og fremmest bare glad for at være sammen med gutterne især når der kom gang i kortspillet. Det var bare så vigtigt for ham at have det socialt godt sammen i klubben.

Dan fortsatte med at besætte pladsen som målmand på førsteholdet i sæsonen 2004/2005, men var nu mere eller mindre på Hørsholms bedste hold som spillede i Danmarks bedste basketballrække og dyrkede samtidig kraftig styrketræning og blev, som vi senere kendte ham, et rigtigt stort brød. Han fortsatte dog samtidig med at være den godmodige bamse som altid var til rådighed når vi kaldte på ham. Til Maccabiaden i Israel i 2005 måtte han melde fra for at hellige sig sine studier, men kørte til vores træningssted i Holte for at tage sig af målmandstræningen til den næste generation, for dermed at give lidt tilbage af det han selv havde modtaget i klubben. Herefter deltog Dan kun når vi bad ham om at hjælpe hvis det kneb. Hans tid gik nu mest med basketball og vagtgruppen i menigheden.

Men han glemte aldrig sine rødder og stillede altid op når man bad om hans hjælp. Han var i bogstaveligste forstand det som man siger på jiddish  ”a guter mensch”. Dette havde han  bestemt ikke fra fremmede, da han kom fra et kærligt hjem, hvor familien altid støttede op.

Gode mennesker får ofte ikke den fortjeneste som de burde have. Hvornår lærer mennesker at elske fremfor at hade. Den dag dette sker, vil verden være et bedre sted at leve i. Vi har mistet en rigtig god ven på en brutal måde i en alt for tidlig alder og vil savne ham ubeskriveligt. Dette gode menneske, som blev offer for et sygt menneske som ikke vidste hvad Dan stod for og gjorde for menneskeheden.

Æret være Dan’s minde