HISTORIENS ÅRVÅGNE VOGTER

Han er påpasselig og passer på os og ikke mindst på vores fortid. Han er omhyggelig og hyggelig at være i selskab med. Han er et ordensmenneske, men ikke mindst et ordentligt Mensch. 
I 43 år var initialerne B&U en forkortelse for den meget roste og kritiserede Børne- & Ungdomsafdeling i Danmarks Radio. Den blev arkiveret for fem år siden, men vores BU er heldigvis sprællevende og holder fortsat styr på Hakoahs arkiver: Benny Unterschlag fylder 70 år den 20. august.

Af Dan Melchior:

En rigtig god Hakoah-årgang var 1946, hvor lille Benjamin kom til verden i Brønshøj som den yngste og hurtigt mest forkælede i et femkløver med to ældre søstre og ditto brødre. 
Fra sin start i klubben knyttede han bånd til to andre kommende æresmedlemmer fra den børnerige årgang, nemlig Tage Skolnik, der fyldte rundt i maj og Bjarne Karpantschof, der følger efter i november. 

PÅ TO HJUL

Udstyret med et par sutter af stof og såler af sildeben mødte Benny op til sin første Hakoah-træning på Ellebjergskolen i Valby i vinteren 1954. Indendørs fodbold uden gummisko holdt dog ikke i længden, og det lykkedes også henad vejen at få et par fodboldstøvler til grønsværen, så han kunne kæmpe på lige fod med holdkammeraterne. De fleste af dem venner fra Carolineskolen, der dengang lå på Prinsesse Charlottesgade.
– Da vi blev store nok – vel i 12-13 års-alderen – mødtes Bjarne, der kom fra Gladsaxe, Tage, Lennart Kont og jeg i krydset ved Husumvej/Frederikssundsvej eller deromkring, og så pedallerede vi til henholdsvis Kløvermarken og Ellebjerg.
– I det hele taget fik jeg cyklet en hel del på en træningsdag. Først frem og tilbage til skolen på Nørrebro, så ud til forskellige skrædderforretninger i byen med bukser for min far, der havde skrædderværkssted hjemme i kælderen, og så sidst på dagen til Kløvermarken og retur. 
En væsentlig grund til fravalget af Husum Boldklub, der nærmest lå i familiens baghave, og tilvalget af Hakoah var klubbens dynamiske ungdomsleder Reinhold Nathansen.
– Jeg var en af ”Reinholds drenge”, der nød godt af hans altid gode humør og den fantastiske måde, han tog sig af os på. 
– Jeg startede som højre half, indtil jeg i junioralderen uvist hvorfor blev sat på mål – ”de har nok manglet en” – og der blev jeg sgu stående. Værste oplevelse var nok engang på Fælleden, hvor vi tabte 18-0, og nej, jeg mener ikke, der var nogle drop!

SAT AF OG SCOREDE

Netop fyldt 19 til sin første – og faktisk eneste aktive – Maccabiade i slutningen af august 1965 havde Benny intensiveret målmandstræningen, men blev så pludselig vraget mellem stængerne til fordel for Mogens Donde.
– Det var sådan set fair nok, for han var væsentligt bedre. Og så spillede jeg bare i stedet højre half, og minsandten om jeg ikke også scorede mod Frankrig, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med bolden, men bare fyrede af fra midten af banen…
– Maccabiaden var en kæmpe oplevelse, min nok bedste i Hakoah-regi, og der har ellers været nogle stykker. Ikke mindst fordi jeg fik lov til at bære fanen ind ved åbningen på Ramat Gan Stadion, hvor der vel var 50.-60.000 tilskuere, som hujede og klappede, da Danmarks navn blev præsenteret i højttaleren. Den dag i dag kan jeg høre suset, da vi gik ind gennem porten, og glemmer det aldrig, heller ikke hvis jeg bliver 130!

– Faktisk er det nok den indmarch, der har sat sig spor og for alvor fik mig til at føle, jeg burde give noget tilbage. 

MAJESTÆTISK BUSKØRSEL

Måske var det også derfor, Benny sagde ja, da han allerede i 1969 blev headhuntet til Hakoahs bestyrelse af Bent Bograd og startede som sekretær. Samtidig passede han igen målet, men kun fire-fem år mere, før han lagde handskerne på hylden og for alvor smøgede ærmerne op bag kulissen.

Talentet for at organisere og arrangere stod sin prøve med glans, da Hakoah var vært for den europæiske Maccabiade i 1974 i anledning af foreningens forestående 50 års jubilæum. Kuglerne til alle tiders største Hakoah-event blev støbt hos Poul Abrahamsen i Baker Street, eller helt præcist i Bagerstræde 9, hvor den idérige formand havde sin forretning.

– Hold da fest, hvor holdt Poul og jeg mange møder. Det var muntert og tidkrævende; hamrende sjovt var det sgu. Og det største, jeg har været med til at få sat på skinner.
– Sammen med de omkring 400 udenlandske sportsfolk og ledere boede vi i Avedørebyen, hvor vi havde lejet os ind hos Dansk Vandrelaug. Allerede dengang var vi i øvrigt omringet af politi, der havde afspærret området på ganske primitiv vis med en snor rundt om hytterne.

– Så kørte vi med busser frem og tilbage til idrætspladserne i fortrinsvis Hvidovre og så i Rødovre Centret, hvor der blev spillet bowling. 
– Det var skam en stor københavnerbegivenhed, og vi blev alle inviteret til rådhuspandekager på rådhuset, hvor overborgmester Urban Hansen bød velkommen. Jeg ankom som den sidste med en bus i ensom majestæt! Jeg skulle nemlig hente tennisspillerne i Hvidovre, men de var forsinket og ville ikke med, og da bussen jo skulle til rådhuset, kørte jeg med som eneste passager. Det var jeg ret beæret over.

HVOR FANEN ER FANEN

To gange mere trak Benny i trådene i Maccabiade-sammenhæng. Nemlig som chef de mission for de danske delegationer Israel i henholdsvis 1977 og 1989.

Det lå i kortene, at Benny skulle ende i Hakoahs formandsstol, og her satte han sig til rette 28. februar 1978 og blev siddende til 1985. Han overlod pladsen i forreste række til sin ældste kammerat Bjarne Karpantschof, men tog fem aktive år mere i bestyrelsen som kasserer, samtidig med han fortsat holdt snor i de store arrangementer. 

Hans første store officielle opgave i spidsen for hjerteklubben var at byde velkommen til Hakoah-revyen.

– Der var godt nok kriller i maven. Dengang i 70’erne og 80’erne samlede vi jo rask væk 600 mennesker år efter år. Det var min debut som ansvarlig, og jeg var saftsuseme nervøs. Men det gik vist meget godt og var en stor oplevelse. 

I dag får Benny ikke lampefeber af at stå i rampelyset, men han blev også hurtigt rutineret. Nerver var der måske flest af i 1987, hvor Hakoah igen var vært for den europæiske Maccabiade.

– Selv om det var noget mindre end i Hvidovre, og det i det store hele gik fint, så trak det arrangement tænder ud. Vi havde 200-250 udenlandske deltagere til en række idrætsgrene med centrum på Løjtegårdsvej på Amager. 

– Der var utvivlsomt flere højdepunkter, men tydeligst i erindringen står det store flagtyveri. En meget sen aften tæt på midnat var vi godt trætte og blev enige om, at vi godt kunne lade Dannebrog & Co. hænge på vores flagallé. De skulle jo op igen nogle få timere senere. Det var en fejl. For på trods af politibevogtning døgnet rundt blev samtlige 15-20 flag stjålet. Værst var, at det vi anså for vores olympiske fane, Maccabi Europes flag, forsvandt. Det irriterer mig stadig her flere end 30 år efter. Ingen af flagene blev nogen sinde fundet, og jeg har aldrig forstået, hvad gerningsmændene skulle med dem.

HOLDER FORTIDEN I LIVE

I forbindelse med 300-års jubilæet for Mosaisk Troessamfund blev der i 1984 vist en udstilling om jødisk liv under overskriften ”Du skal fortælle det til dine børn”. Med netop de ord forklarer Benny, hvorfor han har lagt ufattelig mange timer i at få styr på Hakoahs historik.

– Kort fortalt er det jo det, det handler om: Man skal vide, hvor man kommer fra!

– Det er vigtigt, at nogen fortæller historien videre. Hvis ikke forsvinder den, og det er jo en forfærdelig tanke. Denne nogen er så blevet mig i en årrække. Hakoahneren siden første nummer i 1942, lister på pokalmodtagere og æresmedlemmer, you name it, ja selv klubfanen står hos mig. Jeg har da også meddelt bestyrelsen, at de må se at få hentet fortiden og evt. bragt den ind i Det Jødiske Hus, hvor der allerede ligger mange kasser med gammelt Hakoahmatriale.

Benny taler sig varm. Det er tydeligt, han er bidt af historien og frygter, den går i glemmebogen. At Hakoah har spillet en hovedrolle i menigheden er han ikke et sekund i tvivl om.

– Uden Hakoah havde meget set anderledes ud. Ingen anden forening i troessamfundet har på samme måde formået at samle jødisk liv, har kunnet være mødested for alle uanset religiøs observans, kulturelle interesser etc. 

Med til historien hører også, at Benny stoppede i bestyrelsen efter godt en snes år og helt naturligt blev anerkendt for sit store arbejde med udnævnelsen til æresmedlem, i øvrigt nok det eneste æresmedlem, der ikke har fået sit diplom.

– Den skyldige er mig selv, for jeg lavede diplomerne, og så glemte jeg mig selv, griner Benny, der helt naturligt var en smule stolt over at blive indlemmet i klubbens Hall of Fame. 

– Jo, lidt stort var det da at komme i ”klub” med personligheder som Bernhard Bodnia.

IH, HVOR ER DET KOMMUNALT

Måske stammer organisationstalentet og ordensdyderne fra arbejdslivet, der har ført Benny fra skobranchen via Skat til fagforeningsledelse.

– Jeg ville være enten være gartner eller urmager, men så fandt min far en læreplads som handels- og kontorlærling på skotøjsfabrikken Kame, hvor jeg også fortsatte, da jeg var udlært efter tre år. 

– I 1971 fik jeg job som kontorassistent i skattevæsnet i Hvidovre, og her tog jeg hele den kommunale uddannelse, indtil de nedlagde afdelingen efter en halv snes år. Fra 1981 til 1993 havde jeg titel af ekspeditionssekretær og var leder af det, de kaldte Arbejdsgiverkontrollen i Greve Kommune.

Kort fortalt skiltes han og Greve med en retssag, der sluttede med tre års løn til Benny. Fra 1995 og til han lod sig pensionere for fem år siden var han faglig sekretær i SID, der undervejs skiftede navn til 3F – først som ansat og siden som valgt af medlemmerne.

– Jeg har været glad for alle mine arbejdspladser, ikke mindst den sidste. Det er en god følelse at kunne hjælpe andre mennesker i nød, konstaterer Benny og tilføjer: – Det er ubegribeligt som de svageste ind imellem bliver dårligt behandlet og snydt af deres arbejdsgivere.

Den slags unoder ligger fjernt for Benny, der aldrig springer over, hvor gærdet er lavest og altid går efter bolden og ikke manden.

Til stor glæde for ikke mindst Hakoah, hvor han trofast takker ja til at være dirigent på generalforsamlingen år efter år, ligesom han også har påtaget sig hvervet som revisor. 
Om han orker det til de 120, tjah, ikke ifølge ham selv. Men forhåbentlig længe endnu sideløbende med det imponerende arbejde, han udfører for Danmark Loge, som ligeledes nyder godt af Bennys kærlighed til tidligere tiders bedrifter. 

På Hakoahs vegne tør jeg godt takke for en helt uforlignelig indsats og ønske rigtig mange nye og uforglemmelige stunder med hans vidunderlige Inge samt børn og de syv børnebørn, der alle bor i Israel. Blandt efterkommerne er 15-årige Osher Unterschlag, der har svømmet sig til et hav af pokaler og medaljer og allerede nu er udtaget til Israels olympiske trup. Hvem bedre end hendes farfar kan sørge for, at hver eneste præmie bliver registreret og husket?

X