HAKOAHS SKYTSENGEL – POUL ABRAHAMSEN

Rundt om Poul Abrahamsen: Anekdoternes mester, danmarkshistoriens hurtigste jøde, har skygget hjerteklubben i samtlige 90 år  
 
Teksten er skrevet af Dan Melchior, der modtog en bronzenål i 1991 
 
Jeg lægger gerne hovedet på blokken: Poul Abrahamsen er historiens hurtigste danske jøde!  
 
I slut-1940’erne var han i en årrække blandt de tre bedste 100 m-løbere i kongeriget og nåede i sine hurtigste løb ned på 11 sekunder rent. Den tid ville have rakt til en 6. plads i finalen ved sidste års Maccabiade i Israel, og det med et par gamle pigsko, der slet ikke kan sammenlignes med dagens fantastiske fodtøj. Tænk et øjeblik på, hvad Poul A kunne have præsteret med Usain Bolts – verdens hurtigste sprinter – 20.000 § Puma-eksemplar på fødderne!  
 
– Jeg startede med at løbe fra alle de andre på gaden; uden pigsko 100 meter på 12 sekunder. Så blev jeg meldt ind i Sønderbro, der var en fattig klub, men skiftede snart til bedre forhold i Gullfoss. Her vandt jeg det hele og kom til storklubben KIF, hvor jeg blev lokket med tøj, sko og rejser. Allermest trak, at jeg i KIF kunne blive danmarksmester på 4x100 meter. Jeg kom endda på landsholdet og var med, da Danmark for første gang slog Finland og satte nationsrekord, mindes Poul med stor begejstring. 
 
Det lille lyn kom til verden 20. august 1924 og kan altså nu fejre 90 år. Man fornærmer ham næppe ved at sige, han ikke længere er så hurtigt ude af starthullerne; til gengæld er han stadig usædvanlig rap i replikken. Og hjertet har, som det har haft fra barnsben, fortsat sin helt egen unikke banken for jævnaldrende Hakoah, der kun er små tre måneder yngre end foreningens stoute æresmedlem. 
 
Kærligheden til klubben startede på gulvet: – Jeg burde have været udnævnt som bedste publikummer til brydekampene i Hakoah, der var en magtfaktor i dansk brydning dengang. Jeg sad ved kanten af madrasserne til alle kampe i Idrætshuset, skreg og råbte og fulgte Abraham Kurland, Simon Kurland, Kolle Leisin m.fl. i tykt og tyndt. 
 
Poul var ingen bryder, atletik var ikke på programmet, så håndbold blev sporten i Hakoah. Det blev ingen glorværdig karriere, selv om han naturligvis var tidens hurtigste fløj. Og kvikt gik det også med at komme i bestyrelsen, hvor de langt ældre medlemmer faldt på halen for hans talegaver.  
– Jeg kom i bestyrelsen og blev leder i håndboldafdelingen, fordi jeg altid kæftede op. 
 
– Men det, der betød noget i Hakoah, var først og fremmest de mange fester. Jeg spillede med i et hav af revyer og var med til at tilrettelægge disse store arrangementer. Jeg var jo morsom, ALTID. Som skuespiller, som konferencier. Jeg var komikeren i alle roller, og folk skreg af grin, bare de så mig… 
Nærmest umuligt har det været at stå på scenen sammen med Poul, for han var i sine omkring 15 Hakoah-revyer efter eget udsagn ligeglad med medspillerne. Hans speciale var improvisation og replikker, som sjældent stod i manuskriptet: – Det væsentlige for mig var at finde ud af, hvordan man fik folk til at le! Det er pragtfuldt at høre 1200 mennesker skrige af grin over en vittighed, der ikke hørte til teksten, men som du bare fandt på. Det var ubetaleligt…  
 
Gentagne gange stod Poul i spidsen for Hakoah- og JU-fester, der ofte samlede flere end 1000. Ofte blev valg af program lagt i hænderne på ”handlingens mand”, for mens de fleste andre mødte uforberedte op og kiggede væk, når der skulle smides ideer på bordet, spillede Poul gerne Karl Smart og præsenterede kunstnere uden at have dækket sig ind. 
 
– Med hjælp fra det høje lykkedes det hver gang at stable et forrygende program på benene. Jeg har den frækhed og dristighed og tro på, det nok skal gå alt sammen og var god til at overtale stort set hvem som helst. Samtidig havde jeg den fordel, at når jeg sagde, det blev en formidabel aften, kunne jeg aktivt gøre mit for at få forudsigelsen til at holde stik, da jeg selv skulle præsentere de forskellige indslag som konferencier… 
 
Poul smiler, mens vi vandrer nedad mindernes allé. Et af højdepunkterne var overtalelsen af Clara Pontoppidan og Poul Reumert til at være trækplasteret til en uforglemmelig aften, hvor de spillede en scene fra ”Indenfor Murene”, der begejstrede det firecifrede publikum. Denne signatur oplevede desværre ikke datidens allerstørste skuespillere i jødisk festlag, men Pouls takketaler til parret står øverst på listen over yndlingsanekdoter. Når man spørger Pouls bekendte i alle aldre, hvad de først tænker på i forbindelse med ham, er svaret lige præcis hans anekdoter, hans jokes, hans vidunderlige fortalte historier. 
– Som tak for hans optræden gav jeg Poul Reumert et kidduschbæger og sagde: ”Jeg håber dette bæger må være fyldt med vin og give Dem alle de velsignelser, De behøver, for De er et menneske ikke af denne verden. De er en kunstner, som får os alle sammen til at tænke på noget højtideligt.” Det blev han meget glad for, og så henvendte jeg mig til Clara Pontoppidan, der fik en Aladdinlampe og følgende forklarende ord med på vejen: ”Jeg står her med en Aladdinlampe, ikke originalen desværre, den kan man ikke få fat i, men en kopi. Men De er den ægte vare, så jeg vil ønske, at denne lampe bare én gang vil lystre, og så vil jeg ønske, at De bliver dobbelt så gammel, for der er så mange, der fortjener at opleve Dem, før De holder op!” Hun græd, og det gjorde jeg næsten også… 
 
I privat som i selskabeligt lag har Poul altid været et naturligt midtpunkt. Skulle man holde et gilde, en fest en komsammen, en fejring af enhver art, var det bare om at få Poul A til at svinge taktstokken.  Mange har så i tidens løb erfaret, at der er et enkelt kært problem ved at give Poul ordet: Det er umanerligt svært at få det igen! Senest oplevet ved Hakoahs generalforsamling anno 2014, hvor Poul blev bedt om at overrække mindepokaler til tre fodboldknægte. Ud over håndtryk og pokal blev deres tålmodighed sat på prøve, for den 89-årige legende underholdt naturligvis med et par ting fra sin rige arkivskuffe til forundring for de yngste og moro for de lidt ældre fremmødte. 
 
– Næh, jeg er nok ikke så nem at stoppe. Når jeg er inviteret, holder jeg en tale. Man ved, at Poul sparer ikke sig selv. Jeg siger min mening, og det gjorde jeg også som ung. Jeg turde sige det, andre ikke gjorde, og jeg stod ikke i vejen for min egen succes! Jeg tog ansvar, når jeg gik på talerstolen. Jeg sagde tingene rent ud, og det kunne de fleste li’. 
 
Hakoah blev ikke mindst hjerteklubben, fordi her kunne Poul smitte med den jiddischkeit, som hans far skabte i barndomshjemmet. 
 
– Jeg forsøgte at bringe den ind i Hakoah. Jeg var den danske jødedreng, der snakkede jiddisch. Det gav nogle plusser, og så troede de andre, jeg var meget dygtigere, end jeg nok var. Hakoah var et godt åndehul for rigtigt mange fattige, indvandrede jødedrenge, der boede yderst spartansk og kun havde koldt vand i hanen. De fleste elskede at få et varmt bad efter en brydekamp, og vi snakkede ofte jiddisch sammen. Brydeafdelingen havde forbindelse til stort set alle familier igennem en far, en bror, en onkel etc., og fra den afdeling fik klubben kræfter til at etablere fodbold, håndbold og damegymnastik… Vi var aggressive i forsøget på at gøre Hakoah til en stor forening, og vi blev en stor forening, og vi var meget velsete hos bl.a. Dansk idræts Forbund, fordi vi overholdt alle regler. 
– Vi spillede teater og spillede stykker på jiddisch – jeg var glad for at være den, der stod for jiddischkeiten i foreningen; det passede mig strålende. 
Fra barnsben har Poul haft et godt øje for de små, sjove ting, der forekommer i hverdagen. Selv i en alvorsstund som ved flugten til Sverige under 2. Verdenskrig havde den 19 år unge mand blik for andre detaljer end følelsen af, at han alene måtte skubbe båden ud i Øresund. 
 
– Det var den 1. oktober 1943 fra en Vedbæk-grund, og de andre flygtninge havde sat sig op. Jeg har jo altid været en handlingens mand, og mens jeg stod i vand til halsen lagde jeg mærke til de mange, der stod og betragtede os. Der var udgangsforbud, men det sked danskerne på! De skulle se os flygte i en robåd. 
 
Efter krigen kom Poul hjem med Brigaden og startede i konfektionsbranchen. Han viste sig hurtigt at være en dygtig repræsentant og kørte landevejene tynde og solgte i første omgang skind og pelse. Senere blev det til frakker, og han fik sit eget agentur. 
 
– Jeg købte især ting fra England, men engelsk ku’ jeg ikke, så jeg solgte mig selv ved at synge: ” I am from Denmark, and I can sale”. Afdelingschefer og direktører ku’ godt li’ den glade sælger, og det gik bedre og bedre. Faktisk solgte jeg røven ud af bukserne og blev en holden mand med firmaerne Poul A og In Fashion. 
 
Hans erhvervsmæssige succes smittede af på Hakoah, som han brugte mange af de få fritimer på. År efter år efter år… Såvel som formand for foreningen som på alle mulige andre poster. Mange af os husker ikke mindst indsatsen og det smittende engagement ved De Europæiske Maccabi-mesterskaber i København i 1974, hvor Poul var primus motor.  
 
Godt 10 år senere blev han hyldet som æresmedlem i forbindelse med fejringen af Hakoahs 60 års jubilæum på Hotel Sheraton. Mere fortjent udnævnelse skal man lede længe efter. Og naturligvis har han også de følgende 30 år ofret tid, penge og arbejde for klubben, som han har våget over som en skytsengel. Man henvender sig aldrig forgæves til Poul, der glæder sig over fodboldholdets oprykning i 90-året.
 
– Hvis bare Hakoah kan bevare sine stærke ledere og evne at finde nye, inden folk som Tage Skolnik, Morten Margolinsky og Benny Unterschlag kører trætte, så skal det nok gå. Fremtiden er at være et samlingssted for jøder, for den jødiske ungdom, ikke at blive verdens største klub, det har vi naturligvis ingen mulighed for. Vi kan fejre de 90 år med optimisme, der er meget at være glad for – blot vi kan få lov til at være i fred for mørkemænd og andre, der ikke vil os noget godt! 
 
På sine ældre dage har Poul blandet mere alvor ind i gøglen.  
– Jeg er begyndt at få tårer i øjnene og kan være melankolsk, når jeg taler. Jeg har altid gerne ville være den sjove, den alvorlige, den dybsindige, den der siger tingene ligeud – og det har jeg fået lov til. Nu holder jeg tale om, at livet er øjeblikke, store og små øjeblikke, der farer forbi os; tidsrøvere, som vi ikke lægger mærke til. Vi skal være mere nærværende, vi skal komme hinanden ved, og vi skal være noget for dem, der har behov for hjælp og sørge for, de får den! 
 
De første 90 år med Poul Abrahamsen har ikke været kedelige. Må han sammen med sin tålmodige, overbærende og fantastiske hustru Ann-Therese, børn og børnebørn få lov at leve og opleve mange flere små og store øjeblikke.