FRITIDEN VIET TIL HAKOAH

Bjarne Karpantschof 70: Han er en af de få, der har spillet på både fod- og håndboldholdet ved den samme Maccabiade. Når vi snakker Hakoah, husker de fleste alligevel nok bedst hans talegaver fra 25 års bestyrelsesarbejde og revyscenen

TEKST: DAN MELCHIOR

”Kraftschiiiiiitz BARNE”, lød det i højttaleren, da Danmarks holdopstilling blev præsenteret ved Maccabiaden i 1969. Til stor moro for holdkammeraterne, der som os andre kendte og kender den netop fyldte 70-årige som Bjarne Karpantschof. I november fejrede han de tre-en-halv snese og fulgte i fodsporene på et par andre store Hakoahlegender anno 1946, Tage Skolnik og Benny Unterschlag, som vi tidligere har portrætteret.

Selvsamme Benny U var Bjarnes klassekammerat og hev ham med til den første fodboldtræning, da han var knap 9½ år.
– Inden længe cyklede vi to og Lennart Kont fra Husum til både Kløvermarken og Ellebjergskolen i Valby, så der blev kørt nogle km.
– Jeg startede som fløj og spillede på skift højre og venstre. Jeg var faktisk en rimelig hurtig wing, men scorede ikke ret mange mål. Det havde vi en stor fyr til inde på midten, fortæller BK, der sigter til fyrtårnet Bent Lexner, ”som puttede en masse bolde i kassen”.

Til vands og til hands

Hvad sikkert kun få ved, har Hakoah haft svømning på programmet, bl.a. et par år fra 1959-1961. Der blev trænet i Østerbro Svømmehal under overvågning af en leder, der kun dirigerede fra kanten, så drengene var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne svømme… Men Bjarne selv var lidt af en haj i bassinet. I hvert fald på de korte distancer.

– Jeg vandt da også et enkelt stævne i 50 m crawl og svømmede på under 37 sekunder. De lange distancer orkede jeg ikke.

Svømning blev i det hele taget kedeligt i længden for den unge idrætsløve, der ikke kunne nøjes med én idrætsgren og valgte håndbolden til.

– Jeg var vel omkring 16, da jeg startede med træning i Idrætshuset onsdag kl. 18 i sæsonen. Udendørs om sommeren blev der spillet på asfaltbaner, hvilket var knapt så sjovt, for det kostede en masse hudafskrabninger på bl.a. knæene.

Bjarne valgte den korteste vej til målet og blev stregspiller.

– Dengang fik man ikke helt så mange tæsk som i dag, men jeg har da fået mine blå mærker. Jeg var ingen hård hund og var nok alt for pæn til at give ordentlig igen! Men jeg fik scoret ganske ofte på et ret godt hold, der ind imellem lå i toppen i mellemrækken. Et år var vi endda ved at rykke op i københavnsserien, men fik en gevaldig røvfuld i den afgørende kamp. I øvrigt sjovt at tænke på, at vi blandt andet spillede mod HIK, som siden blev danmarksmestre (1985-86, red.).

Med andre ord var der nærmest daglig afgang til bold i Hakoah efter skoletid.

– Jo, der gik en del tid. Alene cykelturen til Kløvermarken tog en halv dag, griner Bjarne, der holdt mest af håndbolden. ­– Der var mere fart på, og det ku’ jeg godt li’. Men Reinhold og kammeraterne sørgede for, jeg også fortsatte med fodbolden.

Faktisk fortsatte han med at drible, sparke, gribe og skyde i rigtig mange år og stillede endda op i begge idrætsgrene ved sin anden Maccabiade.

Macciade med mersmag

Men first thing first. Som blot 18-årig deltog Bjarne i sin første Maccabiade i Israel på fodboldholdet, som han husker kun bestod af 11 spillere. Altså ingen reserver, ingen 12. mand til at spille fire kampe, og med en bagende varme i en ”gryde” mod blandt andet Israel var det næppe overraskende, at det blev til en sekundær placering. Ved et kig i arkiverne, viser det sig dog, at Hakoahholdet stillede med 13 fitte fodboldspillere!

Men oplevelsen af at bo sammen med ca. 1500 deltagere i KFAR Maccabia i Ramat Gan og ikke mindst åbningen på stadion i overværelse af 50.000 tilskuere stod tilbage som et minde med mersmag. Og i næsten stærkeste erindring står hyggestunder ved poolen i maccabibyen, hvor stovte Hakoahledere som Bernhard Bodnia, Poul Abrahamsen og Meyer Rudaisky styrede løjerne og underholdt med anekdoter, mens de unge bællede Maccabi-bajere ned som optakt til næste kamp…

Så naturligvis var Bjarne med igen i 1969, og denne gang i både fodbold og håndbold. Han var ikke den eneste, som overkom begge dele, men i denne signaturs øjne er det nu alligevel en unik præstation.

– Programmet var lagt så heldigt, at kampene ikke blev spillet samtidig, endsige på de samme dage. Og mens vi havde succes i fodbold, gik det ret skidt på håndboldbanen.

Den erindring underbygger vi med et lille uddrag af Bjarnes egne skrevne ord om oplevelsen fra hans referat i Jødisk Orientering september 1969:

”To gange tidligere har Danmark vundet sølv i håndbold, det var derfor en skuffelse, at man slet ikke blev placeret, men endte på sidstepladsen, som nr. 6. Spillet nåede på ingen tider hjemlige højder, og i rækkefølge tabte man til Østrig, Frankrig, og til Schweiz om 5.- og 6. pladsen.”

Om fodboldholdets flotte indsats med overraskende sejre i puljekampene over Mexico og Holland samt en godt kæmpet semifinale mod Israel og et knebent nederlag i bronzekampen mod England, konkluderede Bjarne i sin artikel:

”For ikke-sportsinteresserede siger Danmarks fjerdeplads måske ikke så meget, men det skal bemærkes, at det er første gang i Maccabi-legenes historie, at et så lille land er blevet placeret så højt i fodbold!”

På spørgsmålet om hvad han i dag husker fra de kampe, kommer det prompte og med et smil:

– Jeg spillede højre back i kampen mod Israel, og jeg så kun ryggen af den hvirvelvind af en wing, der var min direkte modstander.

Fra vicekasserer til formand

Det blev til i alt seks maccabiader, heraf flere som leder og de to sidste i 1985 og 1989 som formand for klubben.

For Bjarne nøjedes naturligvis ikke med at være aktiv på boldbanerne, men kan også se tilbage på at have fejret sølvbryllup i bestyrelsen. Allerede som 19-årig blev han hentet ind til den noget særprægede post som vicekasserer.

– Men jeg kom vist hele møllen rundt og har været bl.a. været ungdomsleder – som jeg bestemt ikke egnede mig til – håndboldleder, kasserer og formand. Dengang sad alle afdelingsledere også i bestyrelsen, så vi var mange samlet – og møderne var ofte det rene galimatias.

– De var i bogstavelig forstand lange. Vi kunne aldrig nå at blive færdige, fordi der var så meget internt fnidder. Faktisk strakte møderne sig ofte over to aftener, begge til kl. 3 om natten. I dag er det sjovt at tænke på, men dengang var det sgu ikke så festligt. Og nej, der blev ikke spillet kort, men i en uendelighed talt med store bogstaver. Den dårlige kemi mellem flere personer gjorde det nærmest umuligt at træffe beslutninger; der blev vist slet ikke taget nogen overhovedet! Det kulminerede med, at et par stykker stoppede i bestyrelsen.

Undervejs ”løb” Bjarne ”skrigende” væk et par gange, men blev hver gang hentet tilbage til folden. Roen indfandt sig, og efter mange år på forskellige poster afløste han i 1985 sin gode, gamle klassekammerat og ven, Benny Unterschlag, i formandsstolen.

Bjarne deltager så afgjort ikke i pralerøvenes parader, men gået på klingen er der i hvert fald én ting, han er stolt af at have fået gennemført.

– Et af mine største resultater var at få ansat en betalt ungdomsleder. Det var et kæmpe arbejde at få styr på alle ungdomsholdene, og jeg fik ansat en skolelærer med forstand på de dele. Og det var en stor gevinst pludselig at have en person, der også havde tid til at drive værket.

På pumperne

Inden vi noterer formandens efter eget udsagn største fejlskud, er det på sin plads at nævne, at Bjarne også fik afsat tid til at deltage i et af menighedens årligt tilbagevendende højdepunkter, Hakoah-revyen.

– Det hører til de gode minder. Tror jeg spillede med i 7-8 stykker og optrådte i så forskellige roller som synagogeinspektør Larsen, som CD-politikeren Arne Melchior i en duo med Benny Demsitz som Erhard Jacobsen, som Troessamfundets formand Leo Fischer og som bøssen Ejnar, der var designer!

Men selvsamme revy kom mange år senere til at gøre ondt på Bjarne og Hakoah. Med mere eller mindre åbne øjne satte formanden kurs mod økonomisk kaos, da revyen flyttede lokalitet til Pumpehuset. Her var der kun plads til ca. 150 mennesker, hvilket var omkring en fjerdedel af, hvad der i reglen troppede op til årets satire i menigheden. Det endte med et ”dundrende underskud”, og Bjarnes mantra ”Penge er ikke noget problem” blev udfordret.

– Faktisk holdt mit slogan vand, for nu var der ingen penge, ironiserer Bjarne. – Vi havde lavvande i kassen i mange år frem og måtte udskyde en række initiativer. Den fiasko må jeg tage på min kappe!

Penge har altid været om ikke et problem, så i hvert fald en gigantisk udfordring, når det handler om de store beløb, Israel har krævet – og kræver – i deltagergebyr til Maccabiaderne. Efter at have overladt formandsstolen i Hakoah til Alan Melchior var Bjarne Hakoah en dygtig forhandler i sit energiske maccabi-engagement. Han sad i Dansk Maccabiforbund og blev valgt ind i Maccabi World Unions Executivkomite, hvor han sad i 5-6 år. Her kom hans gode kontakter og talegaver klubben til gode.

– Talrige er de gange, hvor jeg har været til møder i Israel med hatten i hånden for at få de alt for store beløb, de krævede, sat ned. Jeg startede gerne med at sige: den pris er 10-20 procent for høj, så slog de sig i tøjret og sagde, de ikke havde nogen penge, og så sagde jeg, det har vi heller ikke! Jeg var vel ikke så ringe til at argumentere og kendte efterhånden de mennesker, der bestemte. I må slippe slanterne, hvis I skal ha’ Danmark med til Maccabiaden, råbte jeg flere gange. Som oftest endte det heldigvis med, vi fik noget rabat.

Flyvende i SAS

I den private boldgade blev Bjarne student fra Akademisk Studenterkursus.

Jeg havde søgt ind på Gladsaxe gymnasium, men de mente ikke, jeg var klog nok, så mine forældre måtte betale for mig. Efter studenterfester og min første Maccabiade i 1965 læste jeg matematisk statistik på universitetet. Jeg ville være statistiker, men så var der et fag, der hed Matematik4 og handlede om matematisk analyse. I den forbindelse fik vi lov til at ”lege” med nye computere på H.C. Ørsted Instituttet, og jeg ku’ godt li’ at rode med computere, som jo var noget helt nyt og sjældent dengang. Jeg skiftede spor og blev uddannet som systemplanlægger på Datacentralen, hvor jeg også fik job.

Derpå søgte Bjarne i SAS Data og blev her mere end 30 år. Han var populært sagt flyvende og nød arbejdslivet på Hedegaardsvej tæt ved lufthavnen og adgangen til de billige standby-flybilletter. Men da firmaet blev købt af CSC fulgte han skeptisk med som projektleder, og efter to-tre år kunne han ikke holde det ud længere. Og dagen, hvor han smed sin opsigelse på bordet, husker han tilbage på som en af karrierens allerbedste.

– Jeg svævede på en lyserød sky hele vejen hjem. Desværre blev jeg ikke fritstillet, men måtte arbejde et år mere. Men jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg blev relativ ung pensionist. Det var en rigtig god beslutning.

Otiummet nydes ikke mindst i selskab med de foreløbig fire børnebørn og de mange ture til Israel, hvor han og hans dynamiske bedre halvdel, Linda, i 15 år har nydt deres hyggelige lejlighed et godt kvarters buskørsel fra Jerusalem.

Det går nok alt sammen

I rigtig mange år viede Bjarne sin fritid til Hakoah på boldbaner – ”jeg spillede min sidste kamp på et syvmands veteranfodboldhold, hvor fire mand efter kampen nærmest lå lig på sidelinjen – i bestyrelseslokaler og på de skrå brædder. Heldigvis er der ikke tale om en skilsmisse, men kærligheden er ikke længere så absolut.

– Jeg har været til nok generalforsamlinger, konstaterer BK, der heller ikke møder op som tilskuer, når Hakoah er i kamp. Hjemmesiden og Facebook-do bliver heller ikke besøgt, men ”jeg følger med i fodboldstillingen, for den står i Frederiksberg-bladet! Og det er ikke gået godt her i efteråret…”

Han ser dog fortrøstningsfuldt på Hakoahs fremtid: – Så længe ildsjæle sørger for at få fat i folk, skal det nok gå godt. Men hvis det kniber med at finde engagerede og dedikerede ledere, så ser det svært ud!

Helt naturligt blev Bjarne udnævnt til æresmedlem den 15. oktober 1994 ved fejringen af Hakoahs 60 års jubilæum på Hotel Scandinavia.