1924 – 1934 og 1949 – 1951 Meyer Rudaizky

Meyer Rudaizky, Simon Sachnovsky, Eliser Schavlov og Nathan Farberoff stiftede Jødisk Idætsforening Hakoah den 12. oktober 1924. Ifølge Rudaizky havde han spillet i alle de daværende jødiske fodboldklubber i København, men han følte at der var en kløft mellem dem under og dem over tyve år. Han ville derfor starte en jødisk idrætsforening for de purunge, hvor kammeratskabet skulle være i højsædet, noget der også skulle fostres på tværs af aldersgrupper. Meyer Rudaisky var en central figur i klubbens første ti år, hvor han var formand, noget han blev igen en kort overgang igen efter krigen.

Navnet Hakoah kommer fra Hakoah-stjernen, der består af de tre hebræiske bogstaver, hei, kaf og chet, der tilsammen udgør navnet Hakoah, der direkte oversat betyder styrke eller kraft. Forbilledet var den jødiske idrætsforening i Wien, der på dette tidspunkt havde et af Europas bedste fodboldhold.Klubben startede dog med gymnastik og håndbold, men allerede i 1925 kom der fodbold på programmet, mens det i 1926 også blev til brydning. I begyndelsen af 1926 forsøgte man for første gang at forene de andre jødiske klubber der havde været forløbere for Hakoah sammen med den nye klub, men i første omgang slog det fejl. Man indgik dog et kompromis og kaldte sig nu Jødisk Idrætsforening Hakoah, som faktisk var en sammenslutning af Hakoah og klubberne Jødisk Idrætsforening og Hoivri Hatzoir. I dag hænger navnet ved, men de andre klubber blev hurtigt opslugt af Hakoah.

Den kun 16-årige senere klublegende Abraham Kurland vandt det første mesterskab til Hakoah, da han vandt københavnsmesterskabet i bantamvægt i 1929. Samme år startes der en dameafdeling på initiativ af Rachel Wassermann. I 1932 vinder Abraham Kurland klubbens første Danmarksmesterskab, da han vinder guld i græsk-romersk letvægt i brydning. Samme år vinder han i øvrigt sølv ved de Olympiske Lege i Los Angeles i USA og guld ved den første Maccabiade. Meyer Rudaizky takker af som formand i 1934, samme år som Michael Kurland bliver dansk mester i bantamvægt.

 

X