Er det rigtigt at du spiller bordtennis?

Den danske delegation til European Maccabi Games i Leicester i 1979. Bagerst fra venstre: æresmedlem Arne Bodnia, æresmedlem Simon Fish, Jan Ter-Borch, Lew Pilpel, Henrik Bodnia,, Jan Mistowski, Joel Katzenelson, Eli Skop, Jeff Saul, Chaim Fisz og Kenneth Guttermann. I midten fra venstre: David Angel, Lennart Kurland, æresmedlem Martin Norden, Tomas Josefowicz, Philip Bier og Michael Zytnik. Forrerst fra venstre: Daniel Znaider, Allan Gutkin, David Felbert, Jeanett Lecard, Linda Brammer Dyrsting, Jan Sjalin og Eli Rappeport.

Siden sin ankomst til Danmark for næsten 50 år siden, har Simon Fish været en konstant tilstedeværelse i jødisk foreningsliv – ikke mindst i JIF Hakoah, hvor hans utrættelige engagement har givet ham titel af æresmedlem siden 2017. Vi har taget turen til Gentofte for at interviewe batmanden Simon i anledning af hans 75-års fødselsdag.

af Philip Blüdnikow

I foråret 1974 begav Hakoahs to bordtennisspillere Jakob Kurland og Chaim Fisz sig ud på mission for at finde en tredje mand til deres forestående turnering. Rygtet ville vide, at en nyankommen, polsk jøde kunne spille bordtennis, så de to mænd bankede på døren til hans midlertidige hjem på Hotel Corona i Cort Adelers Gade, og fik ham på en skønsom blanding af polsk, russisk og jiddish overtalt til at komme med dem. Således fik de spillet deres turnering, men lidet kunne de ane, hvilken tornado af engagement, de dermed havde sluppet løs. Simon Fish har været en fast bestanddel af Hakoah og dansk-jødisk kulturliv lige siden, og nu hvor han fylder 75 år, interviewer vi ham selvfølgelig om de mange år i Hakoah.

Simons engagement i jødisk sport og kultur gik nu langt forud for hin dag i det indre København i 1974. Hans far var ifølge Simon ”sportsidiot” ligesom ham selv og sågar stifteren af Kazakhstans allerførste sportsklub. Han var havnet i det store centralasiatiske land som såret soldat under Anden Verdenskrig, hvor han kæmpede på russisk side, mens Simons mor, der var dybt involveret i kvindekampen, var blevet tvangsevakueret dertil. Her mødte de hinanden i hovedstaden Astana, hvor Simon kom til verden i 1945, inden turen gik tilbage til det krigshærgede Polen for at påbegyndte en ny tilværelse lige efter krigens afslutning.

Kan du fortælle om din opvækst i Polen?

”Mine forældre kom tilbage til Breslau i Polen lige efter krigens slutning i starten af 1946. Den Centraljødiske Komité spurgte min far, om han ikke ville komme til Breslau, for han havde undervist i gymnastik i en jødisk børnehave. Så blev han sendt til Legnica [by i det centrale Polen, red.] for at starte en jødisk sportsklub. Som ung startede jeg med at spille fodbold som alle andre, men jeg var for ivrig. Min far ville ikke se ud som, at han beskyttede mig, så jeg skiftede til bordtennis.”

Var bordtennis stort i Polen?

”Hos jøderne var det altid populært. Også før krigen var der jødiske klubber, hvor der altid var billard, kortspil og bordtennis. I vores jødiske ungdomsklub, som var tilknyttet skolen, var der også bordtennis. Så blev jeg bedt om at blive formand for bordtennisafdelingen i den akademiske boldklub. Jeg var altid involveret i noget. Vi var meget fattige, så jeg dømte nogle kampe og fik småpenge for det, og så blev jeg formand for bordtennisdommerne i regionen.”

Ud over det sportslige var Simon også yderst aktiv på alle mulige andre områder i det jødiske miljø i Legnica, og mødte også sin kone Malka på jødisk sommerlejr i 1964, men i slutningen af 1960erne blev Polen ramt af en ny bølge af antisemitisme, og som igen gjorde livet meget vanskeligt for landets jøder blot 20 år efter Holocaust:

”I 1968 blev jeg tvangsudskrevet til den polske hær i to år 600 kilometer hjemmefra. På det tidspunkt havde vi to små børn. Min kone kunne ikke få lønforhøjelse, og da jeg kom tilbage fra hæren, mistede Malka sit arbejde. Så prøvede vi i fire-fem år at få udrejsetilladelse til Israel. Malkas far døde i Israel, men man måtte ikke tage direkte til Israel fra Polen, så det var Rosa Blusztejn, der inviterede hende til København, hvorfra hun kunne tage til Israel. Hun nåede ikke til begravelsen, men sad i shiva med familien. Der så hun, hvordan det var i Danmark, og Malkas mor og Rosa sagde, at vi altid kunne komme til Israel, men at vi først skulle prøve at komme til Danmark. Malka kom tilbage til Polen i oktober 1974, vi søgte i november, og i december fik vi pludseligt udrejsetilladelse.”

Således lykkedes det altså endelig for parret at slippe ud af Polen med børnene Sigmund og Annette (Michael, det sidste barn, er født i Danmark), men det var ikke en dans på roser: Simon måtte efterlade sine forældre i Polen, da de ikke ønskede at rejse mere, og nu kom de til Danmark, et fremmed land, uden penge på lommen og uden at kunne sproget – ”meget fortvivlende med hensyn til vores fremtid,” som Simon skrev tilbage i 1999 om den første tid i Danmark. Heldigvis blev Hakoah hans og familiens redning:

”Vi boede på Pension Øst, og så blev vi flyttet til Hotel Corona, der lå i Cort Adelers Gade. Der kom Jakob Kurland og Chaim Fisz og bankede på værelset og spurgte, om jeg hed Simon Fish, og om det var rigtigt, om jeg spillede bordtennis. Chaim kendte til min far, og Jakob manglede en tredje mand til en turnering. Jeg sagde til ham, at jeg ikke havde spillet i så mange år, men de sagde, at jeg bare skulle komme, og Jakob var så glad og hjælpsom.”

Simons drivkraft slog ind, og inden længe var han involveret i bestyrelsesarbejdet og særligt i bordtennisafdelingen, som blev styret af Benny Demsitz, der blev en stor støtte i den første tid i landet. De tidlige år bød også på store sportslige oplevelser som deltagelsen i Maccabiaden i København i 1974 og i Bordtennismaccabiaden i London i 1976, hvor Simon anser sejren over Sverige i bronzekampen for én af sine største triumfer. Sprogbarriererne ved flytningen til Danmark blev også hurtigt overvundet:

”Jeg sad i bestyrelsen med Milton Rothschild. Så sagde de til Milton: ’Se, Milton, han taler bedre dansk, end du gør!’ Så godt talte jeg ikke, men han har altid brugt de norske ord.”

I dag er Simon ikke i tvivl om, at hans virke i Hakoah var en vigtig del af Fish-familiens hurtige integration i det jødiske miljø, som de har været en fast bestanddel af stort set siden deres ankomst til landet:

”Takket være klubben blev vi aktive i menigheden. Efter nogle år holdt Arne Rabuchin op i Dansk Zionistforbund, og så blev jeg valgt, var senere næstformand og er nu også æresmedlem. Så kom jeg til Delegeretforsamlingen, og var også næstformand dér og præsident i Danmarkslogen. Alle de aktiviteter kom fra Hakoah. Jeg lærte mange mennesker at kende, fordi vi trænede bordtennis på Carolineskolen, og der trænede oldboys-holdet også i fodbold. Så gik vi nogle gange hen og fik en øl, når vi var færdige.”

Simon fortæller energisk om livet i bordtennisafdelingen, og når i løbet af sin fortælling igennem en kavalkade af koryfæer, der har præget hans tid i klubben: Lennart Lajbo, Eli Skop, Natasha og Vanessa Swerdloff, der spillede på eliteplan i Danmark, Herbert Nathan, Bent Silberbrandt og mange flere. Adspurgt om det største, som han har været med til i sin tid i klubben, er det nu ikke en decideret sportslig præstation, som han nævner:

”Den største succes var, at Lennart og Gunnar Wulff byggede en ungdomsafdeling for første gang. Lennart var primus motor. Der var omkring 60 unger til en bordtennislejr. Der kom Vanessa, Natasja og mine børn. Så kom ungdomsbordtennis også virkelig op og køre.”

Selv om 75 år er en anseelig alder, stråler energien ud af Simon med en friskhed, der fornægter hans alder. Det oplevede han således også til Maccabiaden i Budapest i 2019, hvor tjekkerne lige gjorde Simon opmærksom, at hans modstander altså var en ældre mand på 62, som han skulle være mild over for! Han har heller ikke tænkt sig at lægge battet på hylden lige foreløbigt:

Hvad skal fremtiden bringe? Du er stadig aktiv…

”Så længe de kan holde mig ud! Jeg kan selvfølgelig ikke spille på førsteholdet længere. Det er for højt niveau, og der er heldigvis mange, der spiller bedre end mig. Jeg spiller på andetholdet, så længe de har brug for mig, men jeg vil også helst gøre plads til de yngre. Jeg kører den afdeling, og så har jeg Viktor [Feldmann, anden bordtennisleder, red.] i telefonen to timer om ugen.”

”Mit store ønske er, at vi fortsætter med den gode stemning. For mig er det også en adgang til jødedommen, det sociale. Det er jo ikke alle, der beskæftiger sig med religionen, men især Maccabiaderne er vigtige, for unge mennesker får lov at møde andre unge mennesker. Det er en oplevelse hver gang. Især i små sportsgrene som bordtennis, hvor man kun er tre-fire på holdet, er man nødt til at tale med de andre i forhold til fodbold, hvor man mere kan holde sig for sig selv.”

Fra klubbens side må vi bare være glade for, at Jakob Kurland og Chaim Fisz begav sig ud på den mission i foråret 1974. Ikke alene vandt de en holdkammerat for sig, men i tilgift en stor skikkelse i Hakoahs historie, som vi er glade for valgte at kaste sit uudtømmelige engagement på vores klub.

Tillykke Simon og bis hundertzwanzig!

Simon Fish blev fotjent udnøvnt til æresmedlem i Hakoah på årets generalforsamling i 2017. Han fik overrakt ”beviset” af tidligere formand og æresmedlem Alan Melchior.

X