DENGANG VAR DER BRYDERE TIL

Hakoahs Brydeafdeling anno 1951, med Danmarksmestrene Isak Paikin og Kolle Leisin i midten med blomsterbuketter 

Teksten blev bragt af Elon Cohn i jubilæumsskriftet i forbindelse med klubbens 70-års jubilæumsfest i 1994:

Det må have været engang i 1950erne. Jeg var ikke særlig gammel – måske en syv eller otte år. Stedet var Østerbro Svømmehal, hvor Hakoah netop havde startet en svømme- afdeling. Jeg havde aldrig været den store sportsmand – fodbold interesserede mig overhovedet ikke. I skolen var jeg dømt til at være back, og de par gange jeg havde været i Kløvermarken med hakoanerne havde været sørgelige fiaskoer. Det regnede, der var mudret – og bolden kom farende lige mod mig som en olm tyr, syntes jeg. Det var der ikke meget ved. Nu skulle den sportslige selvtillid genoprettes her i svømmehallen, ønskede mine betænksomme forældre.
Jeg, der dengang boede ved Rungsteds kyst fra det spædeste forår til det allerdunkleste efterår – som med vejens andre unger havde fået den bedste svømmeundervisning nede på vor egen badebro – som tilbragte hver ledig time i Øresunds dengang særdeles plumrede vande – skulle nu brilliere på Hakoahs ungdomssvømmehold. Jeg kan huske, at jeg gik til træning med en masse børn, jeg ikke kendte. Jeg mødte troligt op – blev rettet og korrekset for mine bryst og rygtag – og så ebbede det hele ganske stille ud. Jeg blev aldrig Hakoahs mester – heller ikke som svømmer.

Bryderne
Til gengæld har Hakoah gennem sine 70 år fostret mester på mester – om ikke i det våde element – så i bryde- og bokseringen, på grønsværen, med bat og med bold. Jeg erindrer min barndoms besøg hos tante Bertha og onkel Henning (Silbermann) på Østerbro. I spisestuen, i hjørnet mellem vinduet og døren til soveværelset, stod en vitrine med fire eller fem hylder bag glasset. I trængsel som ved juletid på Købmagergade stod pokal på pokal.
– Hvad er alle de bægre for nogen, spurgte jeg engang.
– Dem har min far vundet som bryder, svarede fætter Birger. Henning, Josef Hillel, Silbermann var ikke den eneste, der trak mesterskaber hjem til den jødiske idrætsforening. Abraham Kurland vandt i 1932 både DM og
københavns-mesterskabet i brydning. Som holdkammerater havde han Max Bornstein, Michael Kurland, Hermann Leisin, Edvard Shiang, Henning Silbermann, Robert Eisen, Emil Wassermann og Isak Paikin. I 1961, hele 29 år senere, var vægten flyttet fra brydning og boksning til andre sportsgrene. I løbet af 1960 skulle Maccabi udtage de danske deltagere i den 6. Maccabade.
Nu var tyngden skiftet fra letvægtsbryderne til løb, tennis, fægtning og håndbold. En enkelt superbryder kunne dansk-jødisk idræt dog stadig rose sig af at have fremdrevet. Benny Sårde, med guldmedalje i græsk-romersk brydning fra 1953-Maccabiaden og fine resultater på landsholdet, viste igen de dansk-jødiske bryder-farver i Israel. Håndboldholdet dengang i 1961 spændte vidt aldersmæssigt.
Alderpræsident var Henning Isachsen, dengang 37 år, mens yngste mand på holdet var 16-årige Freddy Rothstein. Arno Nachmann skulle løbe 800 m og 1500 m, Ivan Ruben, dansk fleuret-fægter ved London OL i 1948, skulle forsvare de danske farver på blanke våben, og danmarksmesteren i tennis, Lis Bodin, mødte op i både single, dame-double og mixed-double.
Hakoahs fodboldafdeling, der i dag dominerer klubben, var fra 1938 til 1955 med i Dansk Arbejder Idræt., og siden i Københavns Boldspil Union.
Det var i de år fodbolddrengene førte den ene sejr efter den anden hjem til klubben. Senere er det gået støt tilbage for fodboldafdelingen – dog er der i de sidste år tegn i sol og måne på, at lykken vender og nye triumfer vinker forude.

Giganterne
Hakoahs stiftere og ledere var sande giganter i Københavns jødiske menigheds nyere historie.
Dette forår har vi taget afsked med Meyer Rudaizky, der tog initiativet til at stifte Hakoah i både samarbejde og konkurrence med hele den underskov af jødiske idrætsklubber, der fandtes i København for 70 år siden. Men Meyer var ikke ene om at lede dansk jødisk sport.
Josef Nachemsohn, var drivkræften bag deltagelsen i Maccabi-legene og nævnt i flæng glemmer hakoanerne næppe Poul Abrahamsen, Bernhard Bodnia, Abraham Kurland, Reihold Nathansohn, Jacob Kurland, Herman Erbstein og Benny Unterschlag.
Jeg takker JIF Hakoah for den tillid man har vist mig ved at bede mig redigere festskriftet til 70-års jubilæet. En særlig tak til Benny Unterschlag, der har stillet sit tekst- og fotoarkiv til rådighed.
Uden arkivet og Benny hjælpsomhed havde dette blad ikke set dagens lys.
Mine sønner deltager ivrigt i klubbens aktiviteter. En med bordtennisbattet i hånd – den anden på grønsværen. Hverken det ene eller andet sted mangler der spillere, ledere, eller begejstrede forældre.
Når det drejer sig om mennesker i dette land, begynder tilværelsen som pensionist senest ved de 70 år. Og vi siger, at menneskets alder er ”tre sinde tyve og ti”. Alt her udover er en foræring.
Disse udsagn gælder ikke for Hakoah. Klubben er stærk som tidligere – har bred tilslutning blandt unge og yngre Lever vi, der deltager i 70-års festlighederne længe nok, vil vi helt sikkert kunne fejre Hakoahs 120-års fødselsdag. Hjertelig mazal tov til os alle!