Hakoah mod B93 – Serie 4 maj 2015. André i gul overtrækstrøje sammen med resten af holdet.
Vi har mistet en rigtigt god kammerat og klubmand i André Rotschild, og det er et kæmpe tab for klubben og hele den jødiske menighed. I lang tid var André for mig bare min søsters klassekammerat på Carolineskolen, men i de senere år lærte jeg ham også at kende som en flink fyr, en dygtig håndværker indenfor sit fag og en rigtig Hakoah-mand. Vi nåede også at spille kampe sammen i klubben, og André leverede to sjove episoder, som stadig sidder fast i hukommelsen.
Lige for tiden har JIF Hakoah ikke noget aktivt seniorhold i fodbold, for som bekendt følger syv magre år efter syv fede. For nogle år siden gik det nemlig forrygende i Hakoahs afdeling for seniorfodbold, og der dukkede jævnligt 30 spillere op til træning, så vi knapt havde nok plads ude i Ryparken til os alle sammen. Tilslutningen gjorde, at vi kunne genoplive en gammel ambition om at have to hold kørende samtidig: slet og ret et første- og et andethold.
Hvor førsteholdet på det tidspunkt spillede på højt niveau i Serie 2, blev andetholdet aldrig den helt store succes, og vores kampe var som regel karakteriseret af en desperat søgen efter spillere, så vi bare kunne stille til start – ofte med tvivlsom kvalitet til følge. André var dog én af dem, der trofast stillede op.
Én af kampene var ude i Valby Idrætspark. Enhver Hakoah-spiller ved, at vi her i klubben er forfinede boldekvilibrister, der ikke er gode til at skulle ned og rode i mudderet med vores modstandere. Derfor var kampen lidt tabt på forhånd, da vi stod over for et hold af skaldede, hærdebrede rockertyper. Da de så desværre også viste sig at være bedre end os i samtlige spillets facetter, lignede det en nådesløs nedslagtning.
Inden for få minutter af første halveg var der også kun tale om at begrænse skaden fra vores side. Én af vores spillere havde ikke mere luft efter 10 minutter, mens en andens karriere sluttede den eftermiddag med en frygtelig skade. Det var den rene ynk, mens målene pev ind om ørerne på os.
Vi var nede med 6-0 eller lignende, da kampens mest magiske øjeblik indtraf i anden halveg og utroligt nok til vores fordel. Det var André, der modtog bolden på midten af banen, og på en eller anden måde formåede at drible, mose og vælte sig igennem en horde af Rikken-holdets hårdeste hunde, inden han med en stivtå generede så meget kraft på bolden, at den sejlede ind over en strandet målmand fra ca. 40 meter.
Siden måtte André jo erkende, at han kun havde sparket på mål fra den absurde afstand, da han var for træt til at løbe videre. Efter målet måtte han også lige ud på sidelinjen og knække sig foran sin far, der først havde indfundet sig på Valby Idrætspark lige efter han søns vanvittige mål.
Det var nemlig et helt vildt mål, næsten komisk vores latterligt dårlige kamp taget i betragtning, og det blev et lyspunkt på sådan en dag, hvor man måske hellere ville have siddet derhjemme med benene oppe, en god tv-serie på fjerneren og en kop varm kakao på bordet end at blive kørt ud på røv og albuer i Valby. Vi tabte 8-1.
Målet indkapslede også meget godt Andrés evne til at være dedikeret og kreativ på samme tid, og han havde i det hele taget stor ære af den korte tid, hvor andetholdet fungerede. Jeg mener også, at han scorede et udlignende mål i en anden kamp.
En anden god historie om André fandt sted, da førsteholdet var kollapset, og vi i et håbløst forsøg på at holde holdet kørende i en halvsæson for at undgå tvangsnedrykning til Serie 5 stillede til kamp på Frederiksberg Stadion med et sammenrend af tidligere Hakoah-spillere – jeg var der, og det var André også. Holdets interimistiske karakter blev understreget af, at en spiller havde glemt sin støvler, og dagens målmand heller ikke havde nogen handsker, men André havde heldigvis en idé.
Fluks fløj han ud af døren og over på den anden side af Peter Bangsvej til FCKs træningsanlæg, hvor han som klubfotograf havde adgang til omklædningen, og stolt vendte han tilbage med selveste daværende førstemålmand i FCK Robin Olsens handsker til vores nødstedte keeper. Således kom FCKs målmandshandsker også på arbejde den aften i april, og arbejde fik de: vi tabte 5-0.
Det er bare to eksempler på, hvilken gave til en klub som Hakoah André var. Han kendte den indefra, bragte altid godt humør og kæmpede alt, hvad han kunne. Vi kommer til at savne ham.
Æret være Andrés minde.
Philip Blüdnikow er bestyrelsesmedlem i Hakoah, og mangeårig spiller på Hakoahs fodboldhold.